Iron & Wine – uhøjtidelig ønskekoncert

Sam Beam spillede en koncert med et udvidet Iron & Wine på Voxhall (og i Vega) i februar 2011, der for en gammel fan af den amerikanske lo-fi-trubadur nærmede sig det blasfemiske. Her var smukke, akustiske hymner som ’Love and Some Verses’ og ’Naked As We Came’ forvandlet til en omgang light funk med jazz- og soul-anslag – som var der tale om Paul Simon på global shoppingtur i alverdens stilarter. Det var kompetent – sådan smagløst på en smagfuld måde –  snarere end nærværende.

På sine tre seneste Iron & Wine-album har Beam på lignende vis læsset sine sange til med sonisk garniture og myldrende arrangementer, og desuden smidt så mange finurlige og forvirrende billeder ind i sin lyrik, at de profetisk-hallucinerende undertoner synes lige lovlig selvbevidste om deres egen fortræffelighed.

Nuvel, Beam er en stor sangskriver (foruden en glimrende sanger og guitarist), men han forvalter ikke altid sit talent på den bedste måde. Når han holder det hele simpelt, er han forrygende. Når han skruer op for visionerne, bliver han nemt for meget.

Aftenens solokoncert var derfor en perfekt chance for at se Beam genforenet med sin oprindelige muse: En mand og hans guitar. Nogle af de mindre klædelige sider af hans talent kom dog til udtryk på et velbesøgt Voxhall, hvilket var tydeligt allerede på aftenens første sang, den lyriske tour de force ’The Trapeze Swinger’, hvor Beam følte sig kaldet til at sætte tempoet op og ned fra vers til vers og synge med en skiftevis hviskende og tryglende stemme. Det blev simpelthen for selvsmagende. Beam er udmærket klar over, at han er dygtig, og at han kan bemægtige sig et rum, men det er ikke altid han giver sangene lov til at ånde.

Beam var behageligt afslappet fra koncertens start uden af den grund at virke uengageret. Allerede anden sang, ’Half Moon’, var et publikumsønske, og sådan fortsatte det aftenen ud, endda måtte han fifle lidt med guitargrebene for at komme i tanke om et par af de mere ’sjældne’ ønsker.

Han var bedst, når han valgte de enkle løsninger, som på en bluesbaseret version af ’Free Until They Cut Me Down’ fra hovedværket ’Our Endless Numbered Days’ (2003), der udgjorde grundstenen for flere af aftenens bedste indslag, såsom ’On Your Wings’, ’Sodom, South Georgia’ og – naturligvis – en af de smukkeste sange om fødsel, død, tosomhed og sex (vælg selv!) nogensinde, ’Naked As We Came’ (Beam bemærkede, at vi nok ville give ham et lag tæsk, hvis han ikke sang den).

En fin ’Belated Promise Ring’ blev leveret i fællesskab med aftenens opvarmningsnavn Jesca Hoop, der blev inviteret på scenen til en håndfuld numre, heriblandt en Hoop-komposition, der fik parret til at virke som en lidt mindre sikkert harmonerende udgave af Bonnie ’Prince’ Billy og Dawn McCarthy. Charmerende var det.

Det var desuden en fornøjelse at høre nogle af de rytmisk travle sange fra ’The Shepherd’s Dog’ barberet ned til mand og guitar: ’Resurrection Fern’ og ’Peace Beneath the City’ stod stærkere frem nøgne end i studieversionerne, og en afsluttende (næsten)-a cappella-version af den mesterlige ’Flightless Bird, American Mouth’ fra samme album var den helt rette konklusion.

Skønhedspletterne var spredte, men håndgribelige: Beams fraseringer er indimellem affekterede og kunstlede, hvilket forundrer alle os, der har fulgt ham fra de tidligste soveværelsesindspilninger, hvor prunkløsheden var hans kendemærke.

En ny sang, ’The Waves of Galveston’, var et klart højdepunkt (publikum kvitterede med et af aftenens største bifald). Man kan håbe, vi får glæden af den sang på et kommende Iron & Wine-album, for dens bugtende komposition med to separate (og indbyrdes distinkte) omkvæd viste et nyt twist i Beams sangskrivning.

Læs anmeldelse: Iron & Wine ‘Ghost on Ghost’