Of Montreal
På ’Aureate Gloom’ forlader Of Montreal det underspillede, country-inspirerede udtryk, der dominerede 2013-albummet ’Lousy with Sylvianbriar’, for at udforske andre musikalske græsgange. Førstesinglen ’Bassem Sabry’ leverede en sexet funkgroove med massevis af wah-wah-guitar og håndklap, der sammen med det iørefaldende omkvæd gav høje forventninger til resten af albummet.
De bliver dog på ingen måde indfriet. Den maniske funkinspiration fylder stort set intet på resten af udgivelsen, der fremstår usammenhængende.
Gruppens flamboyante frontfigur Kevin Barnes’ vokalpræstation er gennemløbende både belastende, ensformig og derivat. Hans karakteristisk modløse snakke-sang-teknik, der tidligere har optrådt sporadisk på gruppens album, er overalt på ’Aureate Gloom’, men også Barnes’ David Bowie-efterligninger, som han siden ’Skeletal Lamping’ (2008) har eksperimenteret med, overstyrer og bliver trættende – særligt på ’Estocadas’.
Den skuffende vokal er dog ikke udspillets eneste last. Både produktionen og sangskrivningen halter, og ’Aureate Gloom’ er beviset for, at less is more-mantraet ikke altid holder stik. Pladen fremstår underudviklet, tom og ufærdig, og det eneste sted, hvor den sparsommelige produktion virker berettiget er i vers-stykkerne i ’Empyrean Abattoir’, hvor rytmesektionen minder lidt om Joy Division, da de var dystrest. De få steder på udgivelsen, hvor lydbilledet endeligt bliver udfyldt, er teksturerne så sterile og uinteressante, at de sammenholdt med gruppens bagkatalog er decideret pinlige.
Den manglende musikalske fylde medvirker endvidere til at udstille, at langt hovedparten af sangene er usammenhængende struktureret. ’Like Ashoka’s Inferno of Memory’ er eksempelvis en rodepose af tilfældigt sammensatte ideer, hvilket understreges af akavede og uelegante skift mellem de respektive musikalske afsnit.
Når albummet er bedst, lyder det som en glampoppet version af Babyshambles eller som et middelmådigt David Bowie-coverband. Med mindre man er inkarneret Of Montreal-fan, kan man sagtens undvære, hvad der fremfor alt må karakteriseres som en fragmenteret og retningsløs udgivelse.
Kort sagt:
Of Montreal er tilbage med et under middelmådigt udspil. Frontfigur Kevin Barnes’ snakke-syngen overstyrer og bliver trættende, produktionen er undergjort, og sangskrivningen er ufokuseret og forglemmelig. Alt i alt virker ’Aureate Gloom’ som en fragmenteret, usammenhængende og retningløs David Bowie-parodi, der kun kan tænkes at appellere til de mest inkarnerede fans.