Toro Y Moi
Det kan godt give bagslag at sværge til ét gennemgående udtryk som en auditiv rød tråd på et helt album. Derfor er det glædeligt, at Chaz Bundick på fjerde fuldlængde som Toro Y Moi (efter en house-afstikker som Les Sins) har spaltet udtrykket ud i to baner: Doven, duvende neo-psychedelia og stringent funky indiesoul.
Det har resulteret i en velovervejet organisk disposition, hvor knitrende electronica, den kortvarigt døbte chillwave, som tidligere var blandt Toro Y Mois kendetegn, klædeligt glimrer ved sit fravær.
Groovy basfigurer og ultrafunky guitar gennemsyrer ‘Buffalo’ og ‘Spell it Out’, som vil gøre Nile Rodgers pavestolt, og numrene sender tankerne på nostalgisk langfart til feststemte stunder under discokuglens skær på den legendariske natklub Studio 54.
Funkfeberen fortsætter på ‘Lilly’, hvor Bundick tager clavinette, Stevie Wonders signaturkeyboard, i anvendelse og krydrer med en solid omgang phaser-effekt. Samtidig åbner han her også op for en dragende psykedelisk dimension, hvor man fornemmer inspiration fra Tame Impala og Unknown Mortal Orchestra. Sidstnævntes mastermind Ruban Nielson medvirker da også på albummet.
Instrumenterne smelter naturligt sammen i lækker opfindsomhed på ‘The Flight’, hvor et kammerpop-influeret piano slår smut henover guitarernes leadfigurer, og ‘Ratcliff’ er rendyrket rustik solskinspop med sommerkåde fuzz-guitarer. Det klæder ligeledes Bundick at skrue op for tempoet og gå fuldbyrdet powerpop på den smægtende ‘Empty Nesters’ og lade en slacket 90’er-charme drapere ‘Run Baby Run’.
Lyrisk opholder han sig ofte også i en charmerende tidslomme: »Smothered and covered by my high school dreams / call mom and daddy ’cause the nest is empty / so are you«, lyder det i ’Empty Nesters’.
Med ‘What For?’ har Chaz Bundick leveret et af karrierens mere veloplagte udspil, og det mere modne hamskifte klæder ham. Ganske effektivt har han transformeret Toro Y Moi fra et konventionelt soveværelseprojekt, forankret i en lidt for tidstypisk toneklang, til et organisk vibrerende udtryk, som har suget nektar til sig fra et mere bredt spektre af kilder. Må han fortsætte denne odyssé.
Kort sagt:
Chaz Bundick skruer ned for chillwave-faktoren og foretager et modent hamskifte på veloplagt udspil, hvor doven, duvende neo-psychedelia og stringent indie-soul er pejlemærkerne. Albummet er præget af et organisk vibrerende udtryk, hvor såvel funky guitarer, clavinette, groovy basfigurer og kammerpop-influeret piano musikalsk farver de smægtende og sommerkåde melodier.
Læs også: Les Sins ‘Michael’