Dilemmaet for de nye homo-popstjerner

Frank Ocean og Sam Smith er med til at skabe et mere åbent musiklandskab. Men de er også homoseksuelle popstjerner, der lader musikken tale og holder deres kærlighedshistorier universelle. Er det ikke okay at snakke direkte om sin homoseksualitet?
Dilemmaet for de nye homo-popstjerner
Sam Smith vil være talsperson for alle, ikke kun homoseksuelle.

»What matters is talent. This just happens to be who you are«. Sådan sagde Ellen DeGeneres til Sam Smith, da de i hendes talkshow talte om, hvordan det var at springe offentligt ud som bøsse, når man er en ung popstjerne i starten af 20’erne.

»Folk bebrejder mig, at jeg ikke vil være talsperson for homoseksuelle. Det vil jeg gerne. Men jeg vil være talsperson for alle. Heteroer, homoer, biseksuelle, alle«, sagde den engelske sanger til Ellen.

Tidligere havde musikmagasinet The Fader lavet et stort interview med Smith, hvor han afslørede, at hans kommende album, ‘In the Lonely Hour’, handlede om en fyr, han havde elsket. Der var noget næsten poetisk over den måde, både Smith og The Fader undgik ord som ‘bøsse’ og ‘homoseksuel’. De holdt sig langt væk fra etiketterne og fremhævede i stedet fortællingen om ulykkelig kærlighed fra én mand til en anden. Det var ikke Smiths seksualitet, men hans talent som sanger og sangskriver, der kan formidle universelle følelser, der var vigtig.

I 2012 var det Frank Ocean, der sprang ud. På Tumblr postede han et poetisk lille brev kort inden udgivelsen af ‘Channel Orange’. I brevet fortalte han om sin ligeledes ulykkelige kærlighed til en anden fyr. Og ligesom Smith undgik han etiketterne. Budskabet var klart: Det handler ikke om, hvad man er, men hvem man elsker, og alle elsker nogen, så i sidste ende er vi i samme båd.

Smith og Oceans spring-ud-historier tyder på, at vi langt om længe går en tid i møde, hvor det er lettere for unge popmusikere at springe ud som homoseksuelle og stadig opnå den succes, de fortjener. Herhjemme er der også gode eksempler, især Marie Key, som har opnået både stor kommerciel succes og anerkendelse.

I et nyligt interview med Jyllands-Posten ekkoede hun både Ocean og Smith, da hun blev spurgt ind til sin seksualitet. Hun er lesbisk, ja, men »jeg vil hverken være lesbisk sangskriver eller kvindelig sangskriver. For jeg skriver ikke om lesbisk kærlighed, jeg skriver om kærlighed«.

Tonen er den samme hos den unge popsanger Asbjørn, der i et interview med Soundvenue har sagt: »Jeg er ikke en homoseksuel kunstner. Jeg er først og fremmest menneske og så bøsse et eller andet sted langt ude i ligningen«.

Ingen af de fire musikere har brugt deres seksualitet i deres markedsføring. De vil ikke være talspersoner for en minoritet, men hellere vise, at minoriteten sagtens kan være talsperson for det store flertal.

Deres historier er opløftende eksempler, som er med til at fastholde en generel udvikling i popkulturen, hvor LGBT-personer synes at få en stadig mere tydelig plads på podiet. Udviklingen skyldes sandsynligvis i vid udstrækning forandringerne i USA, hvor homoægteskaber bliver tilladt i stadig flere stater. Det er langsomt med til at fjerne homoseksualitetens pålagte tabu, hvilket igen har fået flere heteroseksuelle popmusikere til at tale om emnet. Macklemore lavede for eksempel sangen ‘Same Love’ i 2012, hvor han tager kampen op med hiphopverdenens homofobi.

Og lad os heller ikke glemme, at det kun er to og et halvt år siden, at homovielser erstattede andenrangsægteskabet ‘registret partnerskab’ her i landet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Inspireret af homokultur
Man skal ikke mange år tilbage, før man skulle se langt efter en homoseksuel popstjerne, eller et homoseksuelt kys i en musikvideo, som vi for eksempel ser det i Asbjørns ‘The Love I Have in You’. I 90’erne og 00’erne var der stort set ingen homoseksuelle i poppens øverste lag, udover Elton John og George Michael, som først sprang ud i offentligheden i 1998, efter han var blevet arresteret på et offentligt toilet af en undercover politimand, der lod som om, han var interesseret i at have sex. En anden berømt bøsse i pop, den legendariske Freddy Mercury, der var frontmand for Queen indtil sin død i 1991, sprang aldrig officielt ud.

80’erne står for mange som et ægte homoårti, fordi popkulturen var optaget af en androgyn æstetik, der provokerede kønsnormerne. Men de største androgyne stjerner dengang, såsom David Bowie og Prince, er ikke homoseksuelle. Og de æstetiske eksperimenter medførte tilsyneladende ikke den tolerance, som vi ser nu 25 år efter, hvor unge musikere som Asbjørn og Marie Key springer ud uden hensyntagen til publikums og industriens reaktioner.

Popmusikken har en lang tradition for at lade sig inspirere af homokultur. Der er house-musikken, som stammer fra homoseksuelle og afroamerikanske miljøer i USA, og der er Madonnas berømte Vogue-dans, som hun snuppede fra New Yorks LGBT drag ball-kultur. Det er helt klart på tide, at LGBT-personer får en klarere stemme i poppen. I den sammenhæng er det afgørende ikke, at dem, der springer ud, agerer talspersoner, men at de får lov til at udøve deres talent på samme vilkår som alle andre – også selv om de synger om kærlighed mellem kvinder eller mellem mænd.

Frank-Ocean2Frank Ocean

Okay at tale om det
For ganske vist er kærlighed er en universel følelse, men fremstillingen af kærlighed i kunst og kultur er ikke universel. Derfor er det vigtigt, at homoseksuelle kunstnere tør give kærligheden nye personlige udtryk, som måske ikke blot er homoseksuelle, men som også er det.

Én ting er at vise, at heteroseksuelle sagtens kan spejle sig i homoseksuel kærlighed. Det er vigtigt. Men det er også spændende og vigtigt at fremstille de erfaringer, som er unikke for homoseksuelle. Det kan være, når Asbjørn i en af sine sange synger, at »every man I’ve ever loved has lost his way for a woman« og dermed fortæller om en oplevelse, de fleste homoseksuelle teenagere nok har haft: Forelskelsen i en heteroseksuel ven. Eller Frank Oceans linje, »you know, you were my first time, a new feel«, som måske beskriver den særlige oplevelse, når man for eksempel som homoseksuel fyr har været sammen med piger og for første gang prøver det med en fyr og opdager en helt ny verden.

Kort sagt, vi har ikke nødvendigvis brug for talspersoner, men har stadig brug for personer. Folk som ved, at de universelle følelser kommer i personlige pakker. Marie Key siger, at hun ikke synger om lesbisk kærlighed men om kærlighed. Men lesbisk kærlighed er jo allerede kærlighed. At den er lesbisk, er bare den personlige pakke, den universelle følelse kommer i.

Det samme sker for Sam Smith, når han med ellers gode hensigter vil demonstrere, at minoriteten sagtens kan repræsentere flertallet. Idet han understreger udadtil, at han ikke primært er homoseksuel talsperson, men alles talsperson, er det som om, at han netop anerkender ideen om en grundlæggende forskel på de to, at man ikke kan være begge dele samtidig. På en måde virker det også skørt, at de samme sangere i medierne ender med at bruge taletid på at tale om, at de ikke har brug for at tale om det, frem for bare at tale om det. De er forståeligt nok bange for, at det kommer til at skygge for musikken, men snakken om skyggen bliver selv en mærkelig metaskygge. Måske er homoseksuelle historier ikke en skygge men en kilde til lys, der ligesom mange andre fortællinger kan være med til at gøre musikken nærværende som i Frank Oceans tilfælde?

Med andre ord er vi ikke helt i mål. Men det gør heller ikke noget, så længe vi er på rette vej. Det første skridt er altid synlighed, og den er der heldigvis mere og mere af. Lad os håbe, at den kommer til at sprede sig og inkludere en stadig større mangfoldighed af personer.

Læs også: Frank Ocean springer ud af skabet

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af