Benjamin Booker – garagerockens nye ypperstepræst

Benjamin Booker – garagerockens nye ypperstepræst

Med en smøg i mundevigen og ærmerne på t-shirten rullet op kom Benjamin Booker valsende ind på scenen, afslappet, som var det en helt almindelig øver, han skulle i gang med. Ingenting mindede dog om øver, da buzzen om Booker også var nået frem til Roskilde-publikummet, som fyldte teltet så godt ud, at mormor og morfar i havestolene midt på gulvet, hurtigt måtte klappe deres picnic sammen.

Med sig havde Booker kun bas, trommer og to flotte dudes, som skulle spille os bagte og møre festivalgængere op. Man kunne sagtens have frygtet, at det blev en fest, der aldrig kom i gang så tidligt på aftenen.

Det tog da også lige fire-fem numre, før vi for alvor fik beviset for, at trætte musikentusiaster med tis på hænderne og bussemænd i næsen, sagtens kan spilles op fra støvet.

Turneer som support for så charmerende musikere som Jack White og Courtney Barnett har uomtvisteligt medvirket  til at skabe den afslappede aura og uspolerede direkte facon, som på skift piblede ud af Booker.

På den bluesede ’Happy Homes’ lukkede han øjenene og flød langt væk i sit eget riff. På cover-versionen af den hektiske folkstandard, der stammer fra Bibelbæltets slavearbejdere, startede Booker en fællessang, som publikum, da sangen sluttede, kaprede og blev ved med at synge “Li’l Liza, Li’l Liza Jane”, mens Booker og band så overraskede til.

Den største oplevelse var dog at høre sidste års debutalbum spillet live. Den dynamik, den rå kant og den ægthed, man mærkede i bandet og Bookers tyndslidte og smøghungrende stemmebånd var dét, som for alvor satte publikum fri af døsen.

I de mange smadrede passager med garagerock, støjrock og her og der endda også nærmest stoner-metal, svingede trommerne pisken, mens Bookers syrede dansetrin, forpinte ansigtsudtryk og sveddryppende hage, fik ham til at ligne en sydstatspræst efter sit livs eksorcisme. Booker følte sig tydeligvis hjemme i  det varme, støvede og fugtige telt.

Den smukke og vuggende ballade ‘Slowcoming’ sendte os ned på Pavilions trægulv igen i en dunblød landing, og da Booker og band støjede os ud med tre-fire minutters feedende guitar og en catchy rocksolo på hittet ‘Violent Shiver’, kunne vi drysse fornøjet, lidt ømmere og lidt mere slatne ud i den lumre Roskilde-aften.

Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.

Benjamin Booker. Koncert. Roskilde Festival, Pavilion.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af