Pharrell Williams – en pleaser af Guds nåde
Pharrells kavalkadekoncert på Orange Scene var som et cykelløb. Med flade etaper, hektiske enkeltstarter, en nedbrydende bjergopstigning og den forløsende slutspurt. En dansende tur ned ad popmusikkens hellige stier, ført an af en af det forgangne årtis mest succesfulde sangskrivere, der serverede hits med en næsten nonchalant selvfølgelighed.
Iført sejlerkasket og en gul hawaiiskjorte lagde han ud med en håndfuld numre fra sidste års ’G I R L’-album – fra den huggende guitar i ’Hunter’ til ’Come Get It Bae’s drilske håndklap og Hans Zimmers storladne strygere i ’Marilyn Monroe’. En forsigtig, men virkelig solid start, hvor pedalerne blev drejet rundt af den klassiske Pharrell-falset – en blanding af dameglad gadedreng og svigermors drøm, som det meste af aftenen ramte charmen lige i øjet.
En hurtig gennemgang af produktionerne fra producerens skatkammer – fra ’Move That Dope’ og Kendrick Lamars ’Alright’ til Jay Z’s ’I Just Wanna Love U’ – føltes mest af alt som enkeltstarten. Febrilsk, som var han lidt for ivrig efter at fremvise det bugnende cv. Her var der ikke meget Pharrell at spore.
Lysten til at komme hele diskografien rundt var også aftenens akilleshæl. Alt for punkede udgaver af gamle N.E.R.D.-numre lød ganske enkelt forældede, og da ’Rock Star’s skærebrænderguitar satte ind, ønskede man et kort øjeblik lyden sænket til startniveau. Selv Pharrells vokal lød utilpas i sit tidligere jeg, og han tog retmæssigt en pause fra det ujævne terræn, mens den formidable dansetrup The Baes tog særligt Mystikals ’Shake Ya Ass’ i det efterfølgende medley helt bogstaveligt.
Pharrells nye solojeg er godmodigheden selv, grænsende til det behagesyge, og mens den ærbødige entertainer ofte kan virke lidt for poleret, var det umuligt ikke at lade sig rive med af den ophidsende slutspurt – fra de ultragroovy guitarlicks i hans Daft Punk-samarbejder til ’Happy’s lalleglade fællessang og den klikkende tunge i et af dette århundredes mest originale beats, ’Drop It Like It’s Hot’.
Lukkeren, det nye nummer ’Freedom’, indkapslede koncertens vekslen mellem det hule og det geniale: En storladen, skarpskåren popproduktion med et hypnotiserende klaverloop og et besættende omkvæd, hvis budskab bare klingede lidt for forceret, lidt for frelseragtigt.
Sølvmedalje til Pharrell, der uden tvivl kom i mål i en flot tid, men lidt for ofte kørte på brosten undervejs.
Læs også: Roskilde Festival: Syv koncerter du ikke må misse torsdag