Chelsea Wolfes ‘Abyss’ er en smertefyldt og smuk rejse gennem støj og stærke følelser

I en mørk afkrog af rocken rumsterer californiske Chelsea Wolfe med sine desperate, dystre og ambiente takter. Hun er stadig forbeholdt en mindre kreds af fans, men hendes nye albumbedrift bør honoreres med mere end et mærkat som anerkendt kultnavn.

Albummet fusionerer elementer af doom og goth med afdæmpet lo-fi, og knitrende støjcollager og bastante akkompagnementer bølger i dragende og dronede stigninger og fald på ‘Carrion Flowers’, ‘Iron Moon’ og ‘Color of Blood’.

Man kunne tro, at de konsekvent repetitive mønstre ville munde ud i triviel tomgang, men Wolfe formår til fulde at arbejde dynamisk inden for de skarpt optrukne linjer. På ‘Maw’ og ‘Simple Death’ kultiverer hun på fin vis en afdæmpet eftertænksomhed i udtrykket, ligesom de klagende anslag på strygerne i ‘Crazy Love’ smukt accentuerer det følelsesladede udtryk.

‘Abyss’ er et album, som svælger i følelser. Oftest de sorgfulde af slagsen, og således positionerer Wolfe sig mellem sisters in crime som Stina Nordenstam og Angel Olsen. Åndsfæller, som på egne album ej heller er berøringsangste for det, der prikker smerteligt i hjertekulen.

»You said you won’t break my heart / you said you won’t fall apart until the end« (‘Survive’) og »they don’t want you / they only wanna tear you apart« (‘Dragged Out’) er lyriske uddrag, som understreger, at det her er blodig alvor for Chelsea Wolfe.

Med dette album træder 31-årige Wolfe for alvor i karakter. Med et sikkert og kompromisløst greb betvinger, besynger og beånder hun de kuldslåede hjerter og knuste drømme ned i afgrunden og tilbage mod håbet. ‘Abyss’ er en smertefyldt og smuk rejse gennem støj og stærke følelser.

Læs også: Disse ti album skal du høre i august