1. Mac DeMarco ’Another One’ (ude 7. juli)
Det er nok de færreste, der kan hygge sig så meget med en albumudgivelse som Mac DeMarco. Den canadiske sangskriver og gavtyvecharmør har i forbindelse med sit minialbum ‘Another One’, der efterfølger sidste måneds instrumentale ep (og proklamerede BBQ-soundtrack) ‘Some Other Ones’ samt ikke mindst sidste års behagelige langspiller ‘Salad Days’, gavmildt delt ud af sit gode humør og ditto musik. Foruden allerede at have delt halvdelen af sine sødmefulde chill-tracks fra minialbummet, har DeMarco både inviteret sine fans til både grillfest og kaffe i sine private gemakker. Foreløbig tyder alt på, at vi på ‘Another One’ har endnu mere musikalsk magelighed i vente fra musikkens ubestridte hyggeonkel.
2. Georgia ’Georgia’ (ude 7. august)
Vi har tidligere på året kastet Top Track-stempler efter Georgia som følge af hendes fandenivoldske percussion/MC-eksperimenteren ‘Move Systems’ og den trance-fordrende synthsyge r’n’b-skæring ‘Nothing Solutions’. Begge numre er hentet fra den britiske mikrofonbetvinger og multiinstrumentalists selvbetitlede debutalbum, der følger op på sidste års anmelderroste ep, ‘Come In’, som sikrede den fierce frøken en signing hos det velrenommerede pladeselskab Domino.
3. Chelsea Wolfe ’Abyss’ (ude 7. august)
Der er ikke den nuance af dyster, Chelsea Wolfe ikke formår at udforske i sin eksperimentelle folkmetal. Sidst vi hørte fra den amerikanske dommedagsdiva var på ‘Pain is Beauty’, der trods smukke momenter led en kende under lidt sin lidt for prætentiøse selvmedlidenhed. Dette håber vi, der rodes bod på med ‘Abyss’, så den guitarkyndige sangerindes surrealistiske lydbilleder, dronede dybder og ghotiske storladenhed kan komme til sin fulde dragende ret.
4. Myrkur ’M’ (ude 21. august)
Med massiv hype, en anmelderrost debut-ep samt en pladekontrakt hos det respekterede Relapse Records er danske Amalie Bruun under sit black metal-alias Myrkur stormet frem på den danske såvel som i høj grad den internationale metalscene. Hendes atmosfæriske kompositioner er lige så mørke som hendes kunstnernavn (der på islandsk betyder ‘mørke’), der samtidig leger kispus med elementer så lyse som den skønneste nordiske sommernat. Den indtagende multiinstrumentalists baggrund i klassisk musik går selvsikkert igen i hendes intense udfordren af den gængse black metal-formel, der på ‘M’ vil udfolde sig i skæringer med interessante titler som ‘Skøgen skulle dø’, ‘Onde børn’ og ‘Jeg er Guden, I er tjenerne’.
5. Deradoorian ’The Expanding Flower Planet’ (ude 21. august)
Vi kender hende nok bedst fra sine smidige vokalfraseringer, skælvende harmonier og kyndige basbestyrelse i Dirty Projectors, som hun senest spillede sammen med på bandets forrige album ‘Bitte Orca’ fra 2009. Men Angel Deradoorian kan skam også egenhændigt levere kunstfærdige, fængende, eksperimentelle skæringer, selv om hun endnu ikke har stillet med dem i hobetal. I 2009 rystede hun sin debut-ep ‘Mind Raft’ fra sig, sidenhen et par samarbejder på kryds og tværs af medlemmer fra Vampire Weekend, Ra Ra Riot og Animal Collective, og nu er tiden endelig inde til hendes debutalbum ‘The Expanding Flower Planet’. Førstesinglen ‘A Beautiful Woman’ vidner om repetitiv, rytmisk percussion- og baslegesyge samt Deradoorians Dirty Projectors-trænede vokal, der det ene øjeblik er dybtdykkende eller højtsvævende, det næste øjeblik frydefuldt brægende.
6. Beach House ’Depression Cherry’ (ude 28. august)
Siden Beach House slap deres seneste album ‘Bloom’ i 2012, har vi utålmodigt ventet på flere euforisk-melankolske, skønne skæringer. De skulle gerne ligge lige rundt om hjørnet på dreampop-duoens femte studie-langspiller med den dystert-sødmefuldt klingende titel ‘Depression Cherry’. Den dragende singleforløber ‘Sparks’ lader fortælle, at Alex Scally og Victoria LeGrand har brugt de seneste tre år særdeles fornuftigt: Baltimore-makkerparret giver hinanden et tiltagende spændingsfyldt modspil, hvilket har skruet forventningerne et godt nøk i vejret.
7. Young Thug ’Hy!£UN35’ (ude 28. august)
Det har været et par turbulente måneder for Young Thug. Foruden at droppe endnu et solidt mixtape, ‘Barter 6’, til sit efterhånden bugnende bagkatalog, har den fremadstormende Atlanta-rapper både udgydt terroristiske trusler, siddet inde samt eftersigende konspireret med sine kollegaer om at slå Lil Wayne ihjel. Men heldigvis skal det ikke holde den unge thug fra at smide sit debutalbum ‘Hy!£UN35’ (udtales ‘Hitunes’), der forhåbentlig vil byde på originale hiphop-eksplosioner, som den excentriske rapper hidtil har excelleret i. Young Thug fejrer desuden sin debut med at levere Soundvenue Sessions i både København og Århus den 23. og 24. august.
8. Destroyer ’Poison Season’ (ude 28. august)
Spørger man Dan Bejar, er sensommeren åbenbart giftsæson. Men så længe giften er brygget med samme tryllebindende formfuldendthed som sin 2011-forgænger, ‘Kaputt’, er der ikke meget andet at sige end pour it up, pour it up. På forløberskuddet ‘Dream Lover’ begiver det canadiske orkester sig ud på noget, der umiskendeligt kunne lyde som de amerikanske highways med sommerlige roadtrip-vibes, energisk og rendyrket rockglæde samt ikke mindst en omgang uimodståelig saxofon.
9. Foals ’What Went Down’ (ude 28. august)
Den britiske mathrock-kvintet er tilbage med deres første nye toner siden 2013’s brandvarme ‘Holy Fire’. Som titelnummeret måske antyder, vil albummet ifølge forsanger Yannis Philippakis i forsøget på at rykke nærmere sin upolerede livelyd være gruppens hidtil mest intense og hårde udgivelse. Både livelyd og fjerdealbum går desuden ned i Lille Vega den 10. september.
10. The Weeknd ‘Beauty Behind the Madness’ (28. august)
Med ‘Earned It’ skete der et eller andet med The Weeknd. ‘Fifty Shades of Grey’-tracket katapulterede canadiske Abel Tesfaye op i et højere popluftlag, der hidtil havde været lukket land for den delvist nihilistiske og misogynistiske r’n’b-sanger, som i øjeblikket har hele tre sange i Top30 på den amerikanske singlehitliste. Der er selvsagt tårnhøje forventninger til hans andet rigtige studiealbum, og det er som om, Tesfaye har genfundet publikums oprigtige interesse, som ved udgivelsen af ‘Kiss Land’ i 2013 måske var forsvundet en smule, da fans simpelthen stadig var mætte af hans natteeskapader efter de oprindelige tre mixtapes. Sange som ‘The Hills’ og den Michael Jackson-emulerende ‘Can’t Feel My Face’ vidner om et tårnhøjt niveau.
Læs også: Fra Young Thug og Shamir til Rhye og Vince Staples: Her er 13 koncerter du skal opleve i august