Fem strålende highlights på Trailerpark Festival lørdag

Vores bedste oplevelser på festivalens sidste dag.
Louis Rustum 1
Louis Rustum.

1. Louis Rustums aarhusianske charme

I Trailerparks program er Louis Rustum beskrevet som ’the Danish Kendrick Lamar’, og selv om det måske er at tage den lidt for langt, er det ikke svært at se hvor analogien kommer fra med Rustums nasale staccato-rap og sprælske gestikulation. Til forskel fra bemeldte Lamar var der dog noget mere sangvinsk over Rustum med hans aarhusianske gadedrengecharme og bilsælgersmil, som harmonerede godt med de ofte organiske produktioner, der udgjorde klangbunden for hans generøse tekster.

Karl William. Carl Barsk til højre på scenen.

2. Carl Barsk som fakkelbærer for dansk urbanmusik

Carl Barsk blev igennem festivalen et mere og mere genkendeligt ansigt i takt med, at han optrådte med først Anya fredag og siden Karl William og Lord Siva lørdag, og noget tyder på, at andre end Trailerpark-publikummet skal vende sig til om ikke hans ansigt, så i hvert fald hans lyd. Den efterhånden allestedsnærværende Hukaos-producer tager således tråden op fra navne som Remee og Robin Hannibal, der tidligere har båret faklen for og udgjort centrale figurer i dansk urbanmusik, men Barsk formår alligevel at differentiere sig med sine klangfyldte produktioner.

Lord Siva 1
Lord Siva.

3. Lord Sivas udkrængede inderlighed

Få danske artister kan som Lord Siva udtrykke smerte. Den spinkle rapper og sanger har et næsten plastisk ansigt, når det kommer til at formidle sine egne tekster, og det gør lige så ondt som det gør godt, når han leverer numre som ’100’ og ’Tilbage’ med moans and groans, som var man vidne til en voksenfilm. Derfor var det også betryggende at høre den aalborgensiske artist fortsætte stilen på sit nye nummer ’Hvorfor’, der med sit Sanne Salomonske tilsnit viste, at vi langt fra har set det bedste fra Lord Sivas hånd og mund endnu.

4. First Hates originale udtryk

Hvad får man, hvis man krydser Celtic Circle med Ibiza-lounge og elektropoppet new wave a la Depeche Mode? Man får måske First Hate og deres katedralisk baleariske lyd. Der er i hvert fald noget voldsomt originalt over duoen, der nærmest formår at levere soundtracket til normcore-bølgen med en VHS-æstetik iblandet næsten absurd håndgribelige konkreter som forsanger Anton Falck Gansteds mikrofontilbedende vokal og medbragte claves. Få kan slippe af sted med at bruge musiklærernes yndlingsinstrument uden, at der går kitsch eller camp i den, men First Hate formåede at aktualisere rytmestavene på en måde, der nærmest kan fungere som sindbillede på deres udtryk, der måske heller ikke ser ud af meget ved første øjekast – men som er stærkt inciterende, hvis man først indlader sig på det.

Publikum 3
Publikum ved Royal Stage.

5. Det høje bundniveau og det brede program

Efterhånden som lørdag aften skred frem og blev til nat gik det op for mig, at jeg endnu havde til gode at opleve en dårlig koncert på årets Trailerpark (det skulle da lige være Medina eller Tomas Barfod, men det var nu mest fordi koncerterne var kortere end forventet), men at festivalen snarere havde holdt et højt bundniveau på tværs af det ellers brede program. Størstedelen af artisterne så ikke blot ud til at befinde sig godt i Trailerparks intime rammer, de var også rundhåndede i deres roser til arrangementet, og publikum lod til at være enige. Nuvel, det skal retfærdigvis også siges, at antallet af sublime koncerter, der brød skalaen for stjerner heller ikke var massivt, men det forekommer heller ikke at være hovedformålet med Trailerparks setup, der snarere inviterer koncertgængeren til at betragte det velkuraterede og klimaksopbyggede program som et menukort med forret, hovedret og dessert – samt afsluttende kaffe til de nattehungrende i form af stimulerende dansemusik.

Læs anmeldelse: Karl William på Trailerpark – ingen svinkeærinder

Cancer 2
Cancer.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af