Rhye – smægtende soul slog over i jameksperimenter

3 6
Rhye – smægtende soul slog over i jameksperimenter

Mike Milosh havde ingen grund til at være nervøs. Canadieren med det overlegent velsmurte stemmebånd formulerede denne følelse et par sange inde i Rhyes første indendørs koncert på dansk jord, og skønt det uden tvivl må være overvældende at stå i orkanens øje midt på scenen i DR Koncerthuset, fik han lige fra første strofe så meget kærlighed fra salens publikum, at han fremstod som noget nær en folkehelt.

Sammen med danske Robin Hannibal ramte Milosh for to år siden en guldåre i musiklandskabet med den sensuelle, smægtende og strygermættede soul på debutalbummet ’Woman’. Som ventet var den sceneforskrækkede Hannibal denne aften ikke til stede, men i stedet erstattet af en femmandstrup på tangenter, bas/guitar, trommer, cello/trombone og violin.

Og ikke kun denne livekonstellation var den samme som under Rhyes koncert på Northside sidste år. Også de eksperimenterende tendenser havde Milosh taget med sig – og med dem voksede følelsen af, at sangeren kom lidt for let til den massive applaus.

På plade er Rhyes soul æterisk, minimalistisk og rasende velproduceret. Live transformeres balladerne imidlertid om til udsyrede jamsessions. Milosh vekslede imellem to greb. Den på pladen næsten vægtløse ’3 Days’ blev splittet til atomer og genopbygget omkring en sløvet intro med skæve takter, en aparte keyboardsolo og en elektronisk støjende outro. Slowburneren og publikumsfavoritten ’The Fall’ fik i to minutter lov at ride på sit elskelige klavertema, inden et break satte en stopper for morskaben og tvang sangen helt ned i gear. Andre sange slog over i mareridtsagtig violinfilen og tunge trommeslag.

Man kan godt have respekt for, at Milosh udforsker grænseområderne af Hannibals produktioner under makkerens fravær. Og sine steder fungerede det, som da den tilbagelænede ’Last Dance’ organisk gled over i en medrivende trombonesolo, hvor samspillet sydede. Men når selv en ny sang, der ellers var nydeligt orkesteret omkring en akustisk guitar, blide trommer og sørgmodige strygere, skulle lukke i et umotiveret inferno af en trommesolo, fremstår beslutningen stædig, tenderende til tåbelig.

Befriende var det i stedet, da Milosh og co. leverede en ren version af ’Verse’, hvor canadierens overjordiske vokal i parløb med det enkle strygerarrangement satte en fed streg under, hvorfor Rhye har fået så meget medvind. Eller når bandet skød den dansable ’Hunger’ af sted med en dansende basgang og veloplagte blæsere. Milosh gør ikke Rhyes soulballader nogen tjeneste ved at transformere dem om til jameksperimenter. Til tider giver det bedre mening at please sit publikum.

Læs også: 20 koncerter du skal opleve i september

Rhye. Koncert. DR Koncerthuset.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af