Bad blood: En Swift-fan og en Ryan Adams-connoisseur anmelder cover-versionen af ’1989’

Taylor Swift-aficionado Christian Wolkoff og Ryan Adams-kender Anders Cold prøver i fællesskab at tale sig frem til meningen med Adams’ ende-til-anden coveralbum af Swifts ‘1989’ fra sidste år.

Christian Wolkoff: Kan du overhovedet lide Taylor Swift?

Anders Cold: Jeg kender selvfølgelig ikke hele hendes diskografi sådan helt intimt, men jeg er heller ikke afvisende overfor den gode frk. Swift. Hun slår mig umiddelbart som en af de mest ‘ægte’ popstjerner derude lige nu. Hun skriver, så vidt jeg er orienteret, sit eget materiale og har arbejdet sig op nedefra. Hun er the real deal. Og… jeg kan bestemt ikke frasige mig at have hoppet rundt til ‘I Knew You Were Trouble’ i en brandert.

CW: Men hvad var dit umiddelbare indtryk af en Taylor Swift-coverplade med Bruce Springsteen anno ‘Nebraska’-tema? Man kan sige meget om selve udgangspunktet…

AC: Jeg kan sagtens høre Springsteen-trådene (de har også altid luret et eller andet sted i Adams’ lyd, når han har været mest rocket). Umiddelbart synes jeg dog ikke, at ‘Nebraska’ er det vanvittigt oplagte referencepunkt, men snarere den mere poppede og ‘slick’ Springsteen, som kom til overfladen, da han udgav ‘Born in the U.S.A.’ i midt-80’erne.

CW: Men her er jo også mange ballader – et af de steder, hvor jeg rent faktisk mener, at Adams giver noget til ‘1989’-sangene.

AC: Det er sandt. Og jeg synes faktisk også, at balladerne står stærkest i Adams’ fortolkning. Altså, jeg er ret meget på røven over et par skæringer som ‘I Wish You Would’ og ‘How You Get the Girl’, som nærmest kunne være årgangs-Adams. De rummer mange af de samme elementer, som han selv ville hive op af lommen i sit følsomme hjørne. Måske er der lidt flere repetitioner af omkvæd og hooks qua ophavet – det er mere poppet – men det kunne godt snyde, hvis ikke man havde sangenes oprindelige stamtavle med i baglommen. Om noget understreges der også en melankolsk understrøm i Swifts sange og et ellers ikke helt åbenlyst slægtskab.

CW: Balladerne er også mine favoritter, og ‘I Wish You Would’, ‘Bad Blood’ og specielt ‘Out of the Woods’ (med en fantastisk strygeroutro) er mine højdepunkter. Jeg har aldrig tvivlet autenticiteten i Swifts musik eller tekster, men Adams giver et andet, lidt mere hudløst bud på, hvordan de her (ret tidløse) melodier kommer til deres ret.

Jeg har så et mere direkte problem med de sange, hvor jeg simpelthen ikke kan forene mig med lige præcis de tekster fra Adams’ mund. ‘How You Get the Girl’ og specielt ‘Blank Space’ er fine kompositioner, men det bliver borderline tåkrummende for mig at høre præcis de temaer (som er så Swift-agtige) fra en melankolsk midaldrende mand – specielt, når det er to af de mest skrabede produktioner.

AC: Enig. Teksterne er også min største anke overfor hele projektet. De kommer måske til at fremstå en smule todimensionelle i forhold til Adams’ egne – især fordi indpakningen er så spartansk – de bliver ofte sat op på en nøgenhedens ublide piedestal her. Eller også er det fordi de, af alle byggestenene i Swifts sange, let kommer til at fremstå som ‘fisken ud af vandet’ — en slags fremmedelement, som Adams (af gode grunde – man laver jo helst ikke ligefrem om på lyrikken i andre folks sange, når man adapterer dem) ikke har formået at få til at passe så godt ind i sit kram som Swifts ubestrideligt evigtgyldige melodier og pop-hooks.

CW: Dem kan han ikke ændre på nej, og det skal han heller ikke – og der var måske fra start en slags dødsdom til visse sange, der bare skal synges af Swift og ingen andre. Men jeg har også stillet mig selv spørgsmålet: Hvad fanden er egentlig meningen med det her album? Kan du svare i én (kort) sætning?

AC: For Adams er det (endnu) en måde at spille lidt med musklerne. Han har tidligere og ganske ofte bevist, at han selv kan ryste skiver ud af ærmet på endog meget kort tid. Sidste års fine selvbetitlede album blev jo således fulgt til dørs af den overlegne punk-haps ‘1984’ (trods titlen, totalt urelateret til ‘1989’). Det er også en måde at hylde og vise en smule kollegial respekt overfor Swift, som jo selv indrømmer at have været påvirket af Adams’ sangskrivning i sine unge år.

CW: Men er sådan et slags lidt gimmicky træk klassisk Adams? Det er jo ikke lige fordi, at man kunne se et Bruce Springsteen cover-album af Madonna i 80’erne.

AC: Jeg synes det er et meget klassisk, uforudsigeligt Adams-move. Altså, manden har lavet punkplader, metalplader og nogle (hvis du spørger mig, virkelig sløje, men måske heller ikke særligt seriøse) forsøg ud i rap. Han er typen, der vil det hele, typisk gør det, og typisk også slipper af sted med faktisk at sælge skidtet. Han er bare ofte blevet typecastet som den her følsomme alt.country-dude, som selv mødregrupper kan holde ud at sætte på anlægget. Så hvorfor ikke også dette?

CW: Men der er jo den klassiske indsigelse: Skal man gøre noget, bare fordi man kan? Det er jeg personligt ikke fan af, og for at vende tilbage til albummet får jeg som stor tilhænger af Swift-versionen kun rigtigt noget ud af det, når jeg føler, at Adams lægger noget af sig selv i det her. Det kan både være i den vokale udfoldelse (for man kan virkelig mærke smerten enkelte steder, og det er rørende), men også når han decideret leger med arrangementerne.

‘I Know Places’, ‘Clean’ og ‘Welcome to New York’ fungerer ikke for mig – det er middle of the road country-fortolkninger, der ikke har meget kreativt på hjerte, mens jeg derimod kan mærke den udkrængende længsel på ‘Wildest Dream’ og selvfølgelig ‘Style’, der er omdannet til en landevejs-stomper, der er ret svær ikke at hoppe ind på bagsædet af. Hvad mener du om selve sangkvaliteten?

AC: Jeg tror det er lidt et temperamentsspørgsmål — jeg kan faktisk godt lide Adams’ take på ‘Welcome to New York’ og de dejligt ballerockede ‘I Know Places’ og ‘Clean’. Det er der, jeg hører Springsteen-inspirationen mest af alt. Jeg er enig i, at ‘Style’ er blevet virkelig vellykket, men også enig i, at det ikke er verdens mest jævne album, isoleret set. Der er nogle passager, hvor jeg virkelig keder mig.

CW: Det handler nok også om, at det ikke er et helt kort album – og at Swift simpelthen holdt dampen højt hele vejen igennem med omkvæd, der hver især var skræddersyet til pophimlen. Den damp formår Adams ikke at holde oppe. By the way: Hvad sker der for, at ‘Bad Blood’ lyder som ‘Wonderwall’?

AC: Ha! Jeg tænkte præcis det samme. Især sammenholdt med Adams’ egen fortolkning af ‘Wonderwall’. Akkorderne er jo som snydt ud af næsen på hans version af Oasis-klassikeren! Men altså, at albummet her er en smule ujævnt handler ikke om, at sangene på ‘1989’ i sig er ujævne, men måske snarere om, at de fungerer bedre i én specifik kontekst. Eller, at produktionen også har gjort meget for Swifts oprindelige vision. Jeg synes dog bestemt, at det har sin berettigelse, blot at det ikke er 110 procent vellykket. En skæg øvelse, men intet mesterværk.

CW: Her er jeg delvist enig. For det første er min største fascination af Adams’ ‘1989’ at høre Swifts sange i nye klæder. Det er i min bog virkelig et universelt popalbum oprindeligt, og jo mere jeg lytter på Adams, jo mere bliver jeg overbevist om, at jeg kan lide cover-albummet på grund af sangskrivningen – helt ind til benet. Selvfølgelig har superproducer Max Martin og lærlingen Shellback haft meget at gøre med, at Swifts sange blev løftet til et højere luftlag, men hvis Adams’ udgave har lært mig noget, er det, hvor solide grundpillerne i ’1989’ er.

Af samme grund kan jeg heller ikke for alvor hate på Adams’ 1989’, for inderst inde fortæller mine følelser mig, at jeg godt kan lide sangene – og der er ikke nogen store chancer eller pusten-til-ilden hos Adams, der for alvor forarger mig. Er det her virkelig bare ‘1989’ lavet til en søndag i lænestolen?

AC: Det er i hvert fald mere af en gang hyggelytteri end Swifts eget, til tider, ret pumpede opus. Hvis man skal tage de kyniske pladesælgerbriller på og tænker lidt for groft i stereotyper så kunne man måske spekulere i, at det her danner et vist spillover mellem to grupperinger af musikfans, som ellers næppe har det store til fælles…

CW: De havde planlagt det fra begyndelsen!

AC: Yes. A devious trap to lure our innocent listeners! Mwa-hahahaha!

CW: Det siger i hvert fald sig selv, at Adams skal på scenen på et eller andet tidspunkt på ‘1989’-touren, der først slutter ved udgangen af oktober. Jeg håber personligt, at de spiller ‘Shake It Off’ – det er det øjeblik, hvor jeg er mest taknemlig for Adams’ version. Måske delvist fordi, at det er den eneste sang på det originale album, jeg er relativt træt af – men også fordi den tusmørkegrå, men alligevel håbefulde country-version føles som et roadtrip, hvor man siger farvel (eller ‘Shake It Off’) uden at kende fremtiden. Hvilken sang håber du, at de spiller sammen?

AC: Ah, så du synes, at Adams allermest løfter ‘Shake It Off’ op over det, den var? Jeg kunne omvendt godt se ‘How You Get the Girl’ som en ømskindet duet: Adams og Swift overfor hinanden på scenen med hver deres guitar og ikke så meget andet pis rundt om. Et lighter-i-vejret/tabe-en-knappenål-på-gulvet-tyst øjeblik midt i den poporkan, jeg forestiller mig, at Swifts show er på en scene.

CW: Adams har allerede haft fat i én ung popstjerne med Mandy Moore – skal han nu op og synge »and that’s how it works / that’s how you get the girl« med Swift?

AC: Det var nu ikke med så skumle bagtanker. Men bare fordi jeg helt nøgternt godt kunne se det fungere for mig.

CW: I know… Lad os runde af. Kommer du til at høre Adams’ eller Swifts version mest i fremtiden?

AC: Adams har faktisk fået mig til at ville prøvesmage mere af Swifts bagkatalog. Så, svaret er måske en 50/50? Vil du lade mig svare så diffust?

CW: »I could show you incredible things«. ‘Blank Space’, bitch…

AC: Touché, Taylor.

Karakter

CW: 
Det er et hyggeligt album, men jeg har det svært med bedst at kunne lide sangene på grund af Swifts fundament.

AC: 
Historien om albummet er næsten bedre end resultatet, men det er slet ikke ueffent – og faktisk heller ikke Adams’ ringeste langspiller isoleret set.

Læs også: Taylor Swift og 14 andre navne, Roskilde Festival bør booke til Orange Scene