Debut: Unge Alessia Cara går i Amy Winehouses fodspor
Man kan næsten hævde, at Alessia Cara begyndte sin karriere som 13-årig. I hvert fald var det alderen, hvor hun oprettede sin Youtube-konto, der siden kom til at udgøre en integreret del af hendes succes, efterhånden som hun optog og uploadede covers af kendte numre som ’Valerie’ (Amy Winehouse/Mark Ronson) og ’Crazy’ (Gnarls Barkley).
Videoerne – der i øvrigt er optaget i hendes klædeskab – skaffede hende ikke blot en stor fanskare blandt tusinder af ligesindede teenagere, men også en pladekontrakt med navnkundige Def Jam, hvorfra hun nu slipper sin første reelle udgivelse.
Cara er på den måde både barn af og laver musik til en generation af digital natives, for hvem de sociale medier ikke er et indoptaget fremmedlegeme, men en integreret del af ens kontakt og kommunikation med omverdenen. Derfor kan det også forekomme paradoksalt og en anelse præmaturt, når hun insisterer på sin introverthed igennem denne debut-ep, om end styrken i hendes tekster også ligger i netop dette dobbeltblik på sig selv som hverken rigtig voksen eller rigtig barn (for at parafrasere Bølle Bob-sangen).
Det illustreres allerede på åbneren ’Seventeen’, hvor den nu 18-årige Cara synger om den spleen og splittelse, der kan forekomme, når forholdet mellem at være henholdsvis ung eller voksen kan opleves helt binært, som det netop gør i syttenårsalderen, just før man myndiggøres og uskylden ophører. Som det lyder i omkvædet, inden det lidt trivielle ’ooh ooh oooooh’-hook tager over: »I was too young to understand what it means / I couldn’t wait til I could be seventeen / I thought he lied when he said take my time to breathe / now I wish I could freeze the time at seventeen«.
Musikalsk er ep’en dog mindre (selv)udforskende, og selv om den bestemt er velproduceret, er der ikke mange overraskelser at hente på ’Four Pink Walls’, der baserer sig på storladen og radiovenlig pop, som man kender det fra navne som Florence & the Machine, Elli Ingram og Amy Winehouse. Cara skjuler da heller ikke sin forkærlighed for netop Winehouse, og et nummer som ’Outlaws’ kan læses og lyttes som en hyldest til den afdøde sangerinde i både tekst og lyd med doo-woppet kor, lilletromme-fills og enfinger-klaver, som havde Mark Ronson produceret.
Cara er dog ingen Amy Winehouse, men det behøver hun som sådan heller ikke være, for hendes stemme har sin egen runde klang. Om end hun gerne måtte give sangene lidt mere kant – som den nu afdøde britiske sangerinde var mester i.
Kort sagt
Alessia Cara laver musik til den første generation af digital natives, for hvem Youtube ikke er en del af Googles kommercielle konglomerat, men blot den nemmeste måde at kommunikere på. Alligevel besidder hun et dobbeltblik på sig selv, der gør hendes tekster relaterbare hinsides hendes egen aldersgruppe, om end den musikalske indpakning peger mere mod P3 end P6.
Læs også: Se Alessia Caras tv-debut hos Jimmy Fallon