Her til formiddag blev det annonceret, at legenderne Black Sabbath headliner næste års Copenhell. I den anledning bringer vi fire tunge begrundelser for, hvorfor du skal have seriøst optur over, at et af rockhistoriens vigtigste bands kommer til landet.
1. Black Sabbath er det arketypiske moderband til hele heavy metal-genren
Black Sabbath er det definitivt mest indflydelsesrige band i heavy metals historie, og de fire originale medlemmer er i deres rollefordeling arketypiske på hver deres måde: Der er den besynderlige, overgearede, fejlbarlige og dybt menneskelige forsanger Ozzy Osbourne, den tavse guitargud Tony Iommi, der så godt som altid er klædt i læderjakke med et kors om halsen, den okkult interesserede og lettere introverte bassist og tekstskriver, Geezer Butler, og endelig den beskedne trommeslager Bill Ward, der desværre ikke længere er med i bandet, men som med sine ekvilibristiske evner og jazzede inspirationer lå tungt og tilbagelænet på beatet.
Black Sabbath krediteres ofte for at have skabt heavy metal. Man kan altid diskutere hvor, hvornår, hvordan og hvorfor genrer fødes, men én ting er stensikker: Heavy metal havde ikke været det samme uden Black Sabbath. Man kan finde tidlige eksempler på noget, der ligner heavy metal i 60’ernes musik – i Blue Cheers tunge bluesrock, hos The Beatles på den aggressive ’Helter Skelter’ og i Led Zeppelins riffs – men året 1970, hvor Black Sabbath udsendte deres debutalbum, står for mange som det monument, der markerede heavy metals fødsel. Med sine rødder i bluesrocken tilføjede Black Sabbath som de første den musikalske tyngde og styrke, der ville blive kendetegnet for heavy metal, og kombinerede denne med okkulte og samfundskritiske dommedagstemaer i både tekster og artwork. Tydeligst kommer det til udtryk på debutalbummets åbningsnummer, ’Black Sabbath’, der indeholder både tordenskrald, kirkeklokker, et legendarisk tungt riff og en tekst omhandlende Satan.
2. Black Sabbath gjorde arbejderklassehistorie til musikhistorie
Historien om Black Sabbath er solidt plantet i britisk arbejderklassehistorie. De fire originale medlemmer stammer alle fra det fattige Aston-kvarter i fabriksbyen Birmingham, og den tidligere trommeslager Bill Ward udtalte senere, at man som ung i Aston havde tre muligheder: At arbejde på en fabrik, starte et band eller sidde i fængsel. Det passede også på gruppens medlemmer – Ozzy Osbourne havde siddet i fængsel for tyveri før han valgte at blive sanger, og Tony Iommi arbejdede på fabrik.
Baggrunden i en trøstesløs industriby var noget, som kom til udtryk i bandets samfundskritiske tekster, der omhandlede bekymringer og refleksioner om alt fra krigsdetagelse og atomkraft til manglende fremtidsudsigter og stofmisbrug. Bandets tunge lyd er blevet tolket som en afspejling af den industrialiserede støj, medlemmerne oplevede fra Birminghams fabrikker til daglig, og der er også en forbindelse, omend den er mere raffineret end man skulle tro: I en fabriksulykke fik Tony Iommi kappet led af to af sine fingre på venstre hånd, hvilket som venstrehåndet guitarist var lidt af en katastrofe. Ved hjælp af improviserede proteser og ved at stemme guitaren ned fandt han det muligt at fortsætte med at spille, og den nedstemte guitar blev afgørende for den tunge og mørke lyd, som Black Sabbath revolutionerede. I en vis forstand blev bandets svaghed deres største styrke, og da Copenhell finder sted ved de gamle B&W-skibsværftshaller er det altså en unik chance for at se og høre musikhistorie blive fremført i omgivelser, der matcher dets arnested – et element, som Copenhell også selv lægger vægt på i deres annoncering.
3. Intet band har haft så mange mindeværdige riffs som Black Sabbath
Lige netop Tony Iommi er en af de guitarister, som alle andre rock- og metalguitarister sidenhen har kigget op til, for ingen har nogensinde skabt så mange kværnende, slæbende og tunge riffs af så høj kvalitet som ham. Fra sangen ‘Black Sabbath’s åbningsriff, der kickstartede en genre til den ikoniske ‘Iron Man’-hymne til den rockende signatur på ‘Supernaut’, som Frank Zappa angiveligt havde som yndlingssang en overgang. Tony Iommi har med rette fået betegnelsen ‘riffmaster’, og stort set samtlige sange på Black Sabbaths første seks album er et vidnesbyrd om dette.
4. De er i solid live-form
Okay, lad os få den største svaghed ud af verden: Ozzy er ikke nogen stor sanger og har aldrig været det. Men hans klang og performance er ikke mindre end ikonisk, og det er stadig tilfældet, selv om han er medtaget efter flere årtiers misbrug. En Black Sabbath-koncert uden ham vil ikke være det samme.
Tony Iommi og Geezer Butler spiller stadig suverænt sammen, hvilket de beviste, da de i 2013 stod på scenen i Forum. Og selv om man hellere så den ægte vare i form af Bill Ward bag trommesættet, så er afløseren Tommy Clufetos, der også har spillet i Ozzys soloband, mere end habil.
Tilsammen udgør de en konstellation, der er musikalsk overjordisk og på samme tid meget jordnær. Med sig har de metalverdenens mest legendariske bagkatalog, og så er det i øvrigt sidste chance for at se dem på dansk grund, da de har bebudet, at det er deres absolut sidste turné.
Copenhell finder næste år sted den 23.-25. juni.