Det er de færreste musikere, der tør give sig så ubetinget hen til en tidsspecifik genre, som Leon Bridges gør det til 60’ernes soul. Men den koncertaktuelle amerikaner er ikke bange for at ende som en Sam Cooke-klon.
Følte du ærefrygt over for soulkonger som Sam Cooke og Bobby Womack, da du lavede dit debutalbum ’Coming Home’?
»Ikke rigtigt, jeg var nærmere fascineret. Det fik mig til at undersøge soulens oprindelige grundlag for så at rekreere det på min egen måde. Jeg oplevede også, at der ikke var andre, der førte den gyldne r’n’b-lyd videre. Og derfor følte jeg nærmest et ansvar for at gå tilbage til rødderne – tilbage til hvor den lyd blev skabt«.
Var du nogensinde bange for at lyde for meget som dine inspirationskilder?
»Jeg skulle selvfølgelig finde en form for balance, så det ikke kom til at lyde som ren pastiche. Men tænk på, hvor vanvittigt mange musikere, der lød præcist som Sam Cooke dengang. Så der er jo ikke noget nyt i at blive sammenlignet med legenderne, når man laver soul. I øvrigt tænker jeg også, at min hang til moderne r’n’b og hiphop giver mine numre et friskt pust«.
Har du et eksempel på en sang fra pladen, der ikke startede som en soul-sang?
»Ja, ‘Lisa Sawyer’, der er en sang om min mor, skrev jeg for to år siden, da jeg slet ikke vidste, at jeg ville lave en tidløs og traditionel soulplade. Og dengang var jeg virkelig nede med undergrunds hiphop, så selv om det er en klassisk soulsang, startede den altså ud som et forsøg på noget langt mere moderne«.
Hvornår besluttede du dig for at fokusere på soul?
»Det var egentlig først for fire år siden, at jeg besluttede mig for, at jeg ville lave r’n’b på en anderledes måde. Nogle af mine college-venner bar altid rundt på deres instrumenter, og deres lidenskab inspirerede mig til at begynde at skrive sange og prøve at spille guitar. Hver dag lavede vi en rundkreds og sang og spillede numre for hinanden. Og så var der tilfældigvis en ven, der på et tidspunkt fortalte mig, at en af mine sange lød som Sam Cooke. På den måde blev jeg introduceret til soul«.
Havde du en særlig musikalsk opvækst?
»Nej, der er faktisk slet ikke nogen, der spiller musik i min familie. Men jeg elskede at lytte til radio, og mit første musikalske minde er at sidde i bilen med min mor på vej til at hente min far, der var ekspedient i en skobutik, fra sit arbejde, og så høre soundtracket til ‘Sleepless in Seattle’. Der var især en sang, der hed ‘A Wink and a Smile’, af Harry Connick, Jr. som fik mig helt op at køre«.
Hvem tilskyndede dig så til at gå soul-vejen?
»Det hjalp mig at spille til forskellige open-mic-arrangementer. Jeg husker især en gang, hvor en af mine venner, der er guitarist, hørte mig spille en af mine sange, og kom op til mig bagefter og sagde: »Damn, hvis du bliver ved med at arbejde på den måde, kommer du snart til at blive en fantastisk soul-sanger«. Jeg har altid været meget selvmotiveret og begyndte egentlig at skrive mine egne sange for at gøre mig mindre afhængig af andre og tænke mindre på, hvad andre synes. Derfor står den slags uventede komplimenter nok ekstra meget frem«.
Ud over musikken, hvad ville du nyde godt af, hvis du levede i 50’erne og 60’erne?
»Jeg gad faktisk slet ikke at leve dengang, for så ville jeg jo bare være endnu én i mængden. Der var jo så mange fantastiske sangere, der ikke brød igennem på grund af deres hudfarve og fordi de ikke havde nok ressourcer. Og så havde de jo heller ikke internettet, der i dag gør det muligt at nå en masse mennesker bare med et enkelt groove. Men altså jeg elsker stilen, bilerne og skiltene fra dengang, og derfor elsker jeg også at befinde mig steder, hvor jeg kan tage et klassisk jakkesæt på og så gå igennem gaderne og virkelig fornemme historien – ligesom man kan i New Orleans, Chicago eller New York«.
Leon Bridges spiller i Store Vega den 11. september.
Læs også: Leon Bridges: Her er mine tre største soul-idoler