Raurys hippie-hop er et anti-apatisk alternativ til Atlantas trap-scene
Atlanta har altid været en af hiphoppens hovedstæder. Først som epicenter for Dirty South-subgenren, der introducerede Syden som udfordrer til dens East- og West Coast-pendanter, og siden som arnested for udløberen trap med navne som Future, Gucci Mane, OG Maco og Migos.
Men hvor det er bas, som udgør bunden i genrer som trap, snap og crunk, er det guitaren, der danner rygrad hos Raury. Den slås allerede an i debutalbummets indledende titelnummer, der stiller det retoriske spørgsmål: »Who can save the world, my friend?« Svaret kommer i form af den Beatles-parafraserende linje »all we need is love«. Her er altså næsten nærmere tale om hippie-hop end hiphop.
På den måde er det svært ikke at se Raurys projekt som et anti-apatisk alternativ til Atlantas trap-scene og den omkringliggende stof- og stripklubkultur. Opgøret bliver helt eksplicit på den desillusionerede ’Trap Tears’, som både i tekst og musik spiller på begrebets dobbeltbetydning som både narkobule og genre.
Lidt firkantet kan man således sige, at hvor trap-rapperne som hedonister dyrker nydelsen på kapitalismens præmisser med tekster om materialisme og misogyni, stiller Raury sig som en anden boheme uden for de gældende normer og tilbyder et alternativ i liv og levned med sit altruistiske univers og sin stråhat som signatur.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor troværdigt det er, for kan man overhovedet betegne Raurys musik som hiphop? Det ikke ligefrem de vanlige rap-markører, der er flest af på albummet. Frem for braggadocio, boom bap og bars er det snarere psykedelisk kor, folket guitar og religiøse troper, som præger lydbilledet.
Men paradoksalt nok er det faktisk, når de to dimensioner forenes, at albummet fungerer bedst – som på den Big K.R.I.T.-gæstede ’Forbidden Knowledge’, der nærmest skifter mellem et samplet og et akustisk spor holdt sammen af en muterende slap-bass og Raurys tætskårne tekst som tapetklister.
Indlader man sig alligevel på præmissen om Raury som rapper, må næste spørgsmål således være, hvad den unge artists unikke bidrag til genren består i, for han er langt fra den første fritænker, hiphoppen har set. Her bliver svaret desværre mere utydeligt. For eksempel er det svært at høre, hvad man vil med et nummer som ’Her’, der mest af alt lyder som en Beach Boys-pastiche.
Som filosoffen Michel Foucault foreskrev, må man studere normalitetens randområder for at bestemme, hvad der opfattes som normalt. Oversat til musik kan man postulere, at Raurys (ungdoms)oprør bør sige noget om tidens mainstream. Men det havde nu kunstnerisk set været mere interessant, hvis han havde sagt noget om sig selv i stedet.
Kort sagt:
Hvor hiphoppens program engang var det anti-autoritære, er genren nu selv blevet en del af etablissementet og må derfor finde nye måder at differentiere sig på. Raury repræsenterer et af de mere originale eksempler herpå med sin blanding af rap og folk, der dog oftere ender som et ungdomsoprør mod tingenes tilstand end et udtryk i sig selv.
Læs også: Sindssyge stemmer: 10 geniale rappere fra hiphoppens galehus Atlanta