The Rumour Said Fire-frontmand drukner den effektive pop i genreeksperimenter
Jesper Lidang har tidligere bevist, at han ubesværet kan bevæge sig fra genre til genre og få det til at fungere. Som frontmand i The Rumour Said Fire formåede han at løfte en fintfølende folksang til en decideret radiolandeplage med 2009’s gennembrudssingle ’The Balcony’, ligesom kvartettens efterfølgende stilskifte fra folk til shoegazet drømmepop på albummet ’Dead Ends’ fra 2012 virkede eminent.
Med soloforetagendet Hôn har Lidang i samarbejde med produceren Nis Bysted (Iceage, Lower) denne gang kastet sig ud i, hvad han kalder »en frigjort popmaskine«, hvor hans kærlighed til hiphopbeats, 80’er-trommemaskiner og vokalforvrængninger udforskes til det yderste. Desværre spænder popdyrkelsen og den konstante leg med udtrykket ofte ben for hinanden på ’White Lion’.
Lidang går nemlig sjældent all in på den iørefaldende synthpop, som der ellers lægges op til – og som man kunne ønske – men mudrer i stedet udtrykket til med tonsvis af effekter. ’Trippin’ leger med fingerknips og en formfuldendt falset, som kunne have fungeret glimrende på egen hånd, men i stedet trykkes der løs på keyboardets effektsektion, så den poppede minimalisme drukner.
På samme måde dør ’Soulcatcher’s ellers spændende r’n’b-udtryk med sin dybe bas og elektroniske trommer i et inferno af vokaleffekter, lige fra autotune til en spøgelsesagtig nedpitching. Og andre gange er den 80’er-metalliske synthpop ganske enkelt kørt for langt ud, som på ’Body Engine’ og ’S.U.B’, der lyder mere af kitschet Depeche Mode end original og eksperimenterende popmusik.
Resultatet er derfor ofte unødigt artsy og stilforvirret, og lyder mest af alt som om, den ellers glimrende sangskriver har udnyttet sit kreative frihedstrip på bekostning af den gode melodi. Meget bedre går det nemlig, når Lidang tør omfavne poppens simpelhed.
Albumforsmagen ’Honeydream’ er virkelig vellykket fordi det simple, elektroniske beat, den småmelankolske vokal og en mere klassisk sangstruktur går op i en højere enhed og skaber drømmepop-magi af fineste skuffe, mens ’Last Boy’ med sit minimale pianotema, afdæmpede percussion og eviggyldige, kærlighedskræsende tekst giver sig selv lov til ’bare’ at være en enkel, iørefaldende popsang.
Less is more, når det gælder effektfuld popmusik, og med Hôn, såvel som sine øvrige musikalske projekter, beviser Jesper Lidang, at han sagtens kan, når han ikke drukner de gode melodier i for mange ideer.
Kort sagt:
Jesper Lidangs kreative frihed med soloforetagendet Hôn resulterer i lidt for mange genreeksperimenter, hvor den konstante effekt- og vokalleg drukner de gode melodier. Når The Rumour Said Fire-frontmanden derimod tør omfavne simpelheden og gå all in på sit popprojekt, skaber han drømmepopmagi af fineste skuffe.