Trods succes med deres to seneste album har dreampopduoen ikke travlt med at baske i spotlyset. Tværtimod. I 2015 gør de to koncertaktuelle amerikanere en dyd ud af at holde fast i sig selv og deres musik. Også selv om de måske giver afkald på nogle fans og anerkendelse i processen. Vi fangede Beach House til et interview – godt nok før de annoncerede surprise-albummet ‘Thank You Lucky Stars’.
Kunstnerisk integritet betyder alt for Victoria Legrand og Alex Scally, og de værner om den, som en løvemor forsvarer sine unger. Det er tydeligt, da jeg møder de to amerikanere, der tilsammen udgør dreampopduoen Beach House.
De er meget bevidste om alle de ting, der kan påvirke eller måske ligefrem frarøve lytterne deres egen oplevelse af musikken, som for eksempel hvis der kommer for meget fokus på deres personlige historier fremfor musikken.
Presseliderlige kan man i hvert fald ikke kalde dem. Jeg mærker det selv flere gange i løbet af vores snak på et hotel i Oslo, hvor Victoria for eksempel køligt sidder med korslagte arme uden at fortrække en mine, da jeg forsøger at bløde stemningen op med uskyldig smalltalk.
Attituden skyldes dog næppe, at de er blevet krukkede med årene, men nærmere det modsatte – at de to gamle venner fra Baltimore ikke ønsker at blive sat op på en piedestal af hverken pressen eller fans. Af samme grund er deres femte album, ‘Depression Cherry’, en slags modreaktion på de seneste års virak, der fulgte med gennembrudssuccesen ‘Teen Dream’ i 2010 og efterfølgeren ‘Bloom’ to år senere. Selv beskriver de det nye album som et, hvorpå de bliver ved med at udvikle sig uden at tage hensyn til den kommercielle kontekst, de eksisterer i.
»Det tætteste, vi kom på hype, var ‘Teen Dream’, og det forsøgte vi at flygte fra. Vi kan godt lide at arbejde, og jeg tror ikke, at det at klappe sig selv på ryggen er det bedste at gøre, hvis man gerne vil udvikle sig. Det er ligesom at flyve i en varmluftballon. Risikoen for at styrte ned vokser, hvis man bliver i luften for lang tid, så vi foretrækker at blive på jorden«, forklarer Victoria.
Alex supplerer: »Da ‘Teen Dream’ fik al den opmærksomhed, ville vi bare gerne have, at folk skulle tage os for det, vi er. Vi ville ikke have, at folk skulle tro, at vi pludselig havde fået ny stil eller noget. Bare lyt til musikken, og kan du lide den, kan du lide den, men lad ikke andre mennesker fortælle dig, at du kan lide den«.
Ikke uskyldige længere
Livets op- og nedture har altid resoneret i både duoens nænsomt melankolske og opløftende lyd og i deres tekster. Siden debuten ‘Beach House’ fra 2006 har de to leveret smagsprøver på 20’ernes første møde med livets og især kærlighedens porøsitet, som med tiden viser sig som fuger både indvendigt og udvendigt, styrker panseret og for alvor parkerer barnetroen om, at alle eventyr ender lykkeligt. ‘Depression Cherry’ er ingen undtagelse. De to beskriver pladen som en bevægelse gennem tilværelsens uendeligt varierede ruter, og derfor virker 2015 som et godt tidspunkt at kaste blikket tilbage på 34-årige Victoria og 33-årige Alexs egen livsrute fra debuten og frem til i dag.
Alex lægger ud: »Visse ting er uændrede. Dengang boede vi i Baltimore og lavede musik ved brug af orgel, keyboard, trommemaskine og firesporsoptager, og det gør vi stadig. Noget, som har ændret sig siden, er, at vi har spillet 670 shows over hele verden, rejst og skrevet over 60 sange. Følelsesmæssigt er alt blevet meget dybere for os. Det er en proces, som alle mennesker kan relatere til, at man med tiden oplever en udvidelse af eksistensen«.
Victoria tager over: »Vi er ti år ældre. Kærligheden og livet har ændret sig. Det er de mest tydelige forskelle, men det abstrakte er stadig rimelig abstrakt. Når man er ung, banker man bogstaveligt talt på hoveddøren til noget, men man kan ikke stå der for evigt, for på et tidspunkt bliver man presset fremad, eller også vælger man selv at gå frem. Så snart man har passeret dørtærsklen, er man i et helt andet univers. At blive ældre er at acceptere alle de skræmmende ting, og at man ikke længere er uskyldig«.
I stedet for at prøve at bibeholde en ungdommelig naiv energi i musikken har de to prøvet at kanalisere alt det, de føler i dag, ind i deres nye album, og ingen af sangene på ‘Depression Cherry’ kunne havde været med på deres foregående plader, fortæller Alex.
»Sangene på ‘Teen Dream’ kunne også kun skrives med energien fra det liv, vi havde dengang«, supplerer Victoria. »Man har, hvad man har, og man bliver nødt til at slippe fortiden. Der er mange mennesker, som forsøger at holde fast i ting, fordi de er bange for, at de ikke vil have dem for evigt«.
Anerkendelse kommer indefra
Tilbage i 2006, da hele verden endnu lå åben for Beach House, var de to medlemmer begejstrede for livets muligheder og uskrevne eventyr. De var naive uden en eneste fremtidsvision på lommen og levede i nuet, fortæller de. Debuten blev optaget i Alex’ kælder på bare to dage for de godt 10.000 kroner, de kunne skrabe sammen. Turneerne var et rent paradis for dem, også selv om publikum ikke ligefrem stod i kø.
»Vi spillede i Fredericia i 2007 for seks mennesker. Vores eneste fans var to hipstere, som havde læst om os på internettet og var kørt hele vejen fra København for at se os. Men selv om der nogle gange slet ikke kom nogen til vores koncerter, tænkte vi bare whatever, for vi har altid kunnet lide os selv. Vi målte ikke succes på det tidspunkt, og det gør vi heller ikke i dag. Hvis bare vi kan lide det, vi laver, er vi glade«, fortæller Alex.
»Når man begynder som band, er der ingen forventninger«, fortsætter Victoria. »Det var også en meget uskyldig tid i forhold til internettet. Det er meget svært for bands at udvikle sig i fred og ro i dag. Vi fik et par af de sidste års uskyldighed, inden internettet blev bevidst om sig selv«.
De to havde mange mere eller mindre affolkede koncerter at øve sig på, hvilket var en uundværlig læringsproces, som var med til at udvikle deres kunstneriske talenter og tanker.
»Vi fik lov til at fucke så meget op på scenen, uden at nogen optog det og lagde det ud et eller andet sted. Vi havde nok ikke haft mulighed for at udvikle os, hvis vi var blevet ødelagt for tidligt«, husker Alex.
Hvad angår livets op- og nedture er der ikke meget, som har forandret sig for de to, selv om rygsækken med alderen er blevet noget tungere af begge dele.
»Som kunstnere har vi både haft dårlige og gode oplevelser, men jeg tror ikke, jeg kommer til at ændre mig meget i forhold til, hvad jeg synes er godt og dårligt, og hvad jeg respekterer og ikke respekterer«, siger Victoria. »Vi har begge en meget stærk selvforståelse, og intet skal fucke med, hvem jeg er. Jeg er 34 nu, og jeg tror, det er for sent for nogen at…«. Hun afbryder sig selv. »Jeg kommer til at blive påvirket og inspireret af ting udefra, men mit fundamentale væsen kan ikke købes«.
Alex supplerer: »Når man bliver ældre, lærer man kompleksiteten i alt. Det er næsten, som om op- og nedture betyder mindre og mindre, fordi man ser virkeligheden tydeligere og tydeligere«.
Med tiden har livet også lært de to, at det, som var dumt og ligegyldigt engang, stadig er dumt og ligegyldigt, og at de basale menneskelige behov er de samme, som for eksempel at blive elsket og at elske andre.
»Der var engang én, som sagde til os, at der er noget galt med alle dem, som har brug for at stå på en scene, fordi de søger efter anerkendelse fra mennesker, de ikke engang kender. Men som man bliver ældre, opdager man, at man ikke kan opnå nogen form for anerkendelse udefra«, siger Alex. »Al form for anerkendelse og bevis på, at man eksisterer eller er et godt menneske, kommer indefra, ikke fra omverden«.
Beach House spiller i Store Vega den 13. november.