»I’ve never been a big fan of alternative music, but these guys rocked the house!«, udbryder Steve Sanders, Beverly Highs skoletrætte frat boy, da han og den anderledes stræbsomme rektordatter Claire forlader Peach Pit After Dark, natklubben ved siden af elskelige Nats diner, det faste samlingssted for kliken af venner i ’Beverly Hills 90210’.
Intrigante Valerie, der bestyrer After Dark, har meldt ud, at aftenens attraktion er et »cutting-edge mystery act«. Og sørme så: Få øjeblikke senere præsenterer Val aftenens fremmødte for »the cool, the crazy, the fabulous… Flaming Lips’«.
Wayne Coyne og co. spiller herefter deres fjollede kulthit ’She Don’t Use Jelly’, mens en flok teenagere oppe ved scenekanten svajer urytmisk rundt. Selv David Silver, der ellers mest er til fløde-r’n’b-hitmageren Babyface ser fornøjet til.
Med sæson fem af ’90210’ er vi uforbederligt plantet midt i 90’erne, et årti hvor populærkulturen – og dermed også producenterne af tv for unge – for alvor måtte lære at forholde sig til, hvis ikke ligefrem kvase livet ud af undergrundskulturen.
Det var 1995, år 1 efter Kurt Cobain. Grunge-kulturen – og den amerikanske alternative rockscene i det hele taget – var gået så meget mainstream, at et af bandsene fra dens anden eller tredje række kunne komme igennem på tidens største ungdoms-tv-serie i primetime. Goth-punkerne The Cramps optrådte i øvrigt i samme ’progressive’ sæson af ungdomsserien.
Mange fans og iagttagere mente nok, at The Flaming Lips solgte ud, men først og fremmest siger stuntet noget om, i hvor høj grad den alternative musik – og et i 1995 temmelig obskurt band, der på det tidspunkt lød mere af The Butthole Surfers end af den udgave af ’the Lips’ vi kender i dag – blev forbundet med ungdomskultur og muligheden for at lukrere på denne. Samtidig var ’90210’ åbenlyst et godt udstillingsvindue for et band som The Flaming Lips, der da også scorede et mindre hit med ’She Don’t Use Jelly’.
Skuffelsen over at se ’sit’ band – eller en hvilken som helst repræsentant for den alternative musikkultur – på ’90210’, var ekstra stærkt for teenagere, for hvem et ståsted langt væk fra de populære og konforme klassekammeraters foretrukne identitetsplatform, var et ufravigeligt krav. Man ville ikke have noget at gøre med populærkulturen, men ville for enhver pris kunne dyrke sin nicheverden af flannel, tristesse og støjende guitarer for sig selv – eller sammen med de andre outsidere.
90’er-ungdommen levede i det, politologen Francis Fukuyama dengang kaldte for ’historiens endeligt’, i en tilstand af (troede man, godmodigt) permanent velstand, komfort og liberalt demokrati på den blomstrende askedynge af kommunismens død. Ergo kedede de unge sig bravt, for alt var så politisk korrekt og konsekvensforladt. Det var kvælende for fantasien og for den følelse af fremmedgørelse fra autoriteter, der er en fast ledsager i teenagetilværelsen (til alle tider).
Med grunge blev der luftet ud, ikke bare i forhold til 80’ernes musikscene (hvor stadionvenlige bands som Poison og Bon Jovi havde formået at ignorere punkens rensende syrebad), men også i forhold til hvordan den ’etablerede’ kultur så på ungdoms-’alternativet’. Det var pludselig cool at være en outsider. Og budskabet trængte sig i den grad på lige fra starten.
Pearl Jam og Nirvana slog så massivt igennem i 1991 og 1992, at selv fodboldfyrene og poptøserne kunne synge med på ’Alive’ eller hoppede begejstret med, når ’Smells Like Teen Spirit’ blev spillet på MTV for gud ved hvilken gang.
Unge mennesker med hang til selvlede og refleksion lyttede herhjemme til ’Det elektriske barometer’, og hvis man var så heldig at kunne se andet end DR og TV 2, så så man MTV ud på de små timer, hvor programmer som ’Alternative Nation’ og ’120 Minutes’ præsenterede den for alvor nysgerrige musikfan for bands som Pavement, Sebadoh, Guided By Voices og – nå ja – The Flaming Lips. Og hvis man ikke kunne se det selv, kunne man besøge en god kammerat og se en optagelse af højdepunkter på en vhs-kassette, der efterfølgende blev tyndspillet, så der til sidst var mere flimmer end farver på skærmen.
For mange var den alternative livsstil et spørgsmål om musik, der kunne adskille en fra de bovlamme konformister, der fyldte godt i enhver skoleklasse (sådan føltes det i hvert fald). Men det klareste signal om ens iboende anderledeshed – en kvalitet, 90’erne for alvor kundgjorde som en positiv egenskab – kom til udtryk i ens påklædning. Grunge-kulturen tilbød en billig genvej til coolness: Man kunne blot besøge en genbrugsbutik og så sætte farfars gamle kluns sammen på tilfældige måder – gerne inden for farvespekret skidengrønt, brunt, karrygult – og evt. lave dreadlocks eller farve håret (eller begge dele). En efterligning af Cobains filtrede og fedtede pagefrisure var det absolutte minimum.
I frikvartererne forlod jeg klassen sammen med fire andre grunge-glade ’flippere’, bærende på en ghettoblaster, for at indtage et sjældent benyttet område af skolens faciliteter og så ellers skrue op for ’Territorial Pissings’ med Nirvana, mens vi hoppede headbangende rundt. Hvis pedellen kom og smed os væk, så havde man en god historie, man kunne imponere sig selv og ens ligesindede med. Det skadede ikke, at andres foragt var et adelsmærke. Og det fede for en 14-årig ’rebel’ var, at det vidste de andre godt. De fornemmede forandringen som en energi, en kilde til kraft, der sitrede i luften mellem os. Intet kunne punktere den følelse.
Skellet mellem indie og mainstream var på sin vis befordret af, at 90’erne for det første – og fra start til slut – fandt sted under et økonomisk boom, et tilsyneladende evigt opsving. Optimismen var på den ene side forloren for en fremmedgjort teenager, hvilket fordrede et oprør og en modreaktion, og på den anden side var den motor for, at man kunne tillade sig at skeje ud.
En anden ting, der var med til at opretholde skellet var det sparsomme medieudbud. Selv de alleryngste medlemmer af Generation X (dem, der blev født i årene omkring 1980) oplevede, at deres skoletid blev gennemført uden, at internettet endnu var andet og mere end en skipperskrøne, som vi ikke helt vidste, om havde en fremtid.
Selv om mange kunne se MTV – og musikvideokanalens indflydelse var enorm i forhold til hvilken alternativ musik, der nåede et stort publikum – så var DR og TV 2 stadig den primære referenceramme for 90’er-ungdommen herhjemme. Man orienterede sig efter de udbud, der nu en gang var. ’90210’ var et tempel for identifikation – i mangel af bedre. Der var ikke noget alternativ, så ’flipperne’ så også med.
DR støttede dog blandt andet op om den såkaldt ’grønne bølge’ i dansk rock (Psyched Up Janis, Kashmir, Passion Orange, Dizzy Mizz Lizzy) ved at søsætte programserien ’Dansk kabel og tråd’, der bestod i redigerede koncertoptagelser med de unge bands fra TV Byen. Det røg også i hjemmespolet vhs-rotation (især afsnittet med Sune Wagner og hans seje dreadlocks).
Som The Flaming Lips i ’90210’, var populærkulturens indoptagelse af den alternative kultur med til at kvæle sidstnævnte. Det var selvsagt svært at sige nej til pengene og den promotion, som pladeselskaberne og marketingafdelingerne kastede efter eksponenter for indie-livsstilen, men selv om mange af disse stod for presset og bevarede deres integritet – et band som Pearl Jam var nærmest demonstrativt forhippet på det, som var det en omvej til at finde en identitet som band – så lugtede pladeselskaberne lunten og markedsførte bands, der fungerede som kreativt halehæng (for ikke at sige rene spekulationsprodukter) som Matchbox 20, Marcy Playground og Silverchair. Grungen blev udvandet via Bush og siden Nickelback, riot grrrl-bevægelsen via Alanis Morissette og britpop via bands som Embrace (for ikke at sige Robbie Williams’ ’Oasis light’-hymne ’Angels’), mens Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine banede vejen for nu-metal – et musikhistorisk lavpunkt.
Det var mere end noget andet denne efteraben af kreative pejlemærker, der dræbte indiemusikken. Den alternative rock stormede ind i folks bevidsthed i starten af 90’erne, fordi den var en autentisk scene, et spirende reservat af bands, der ikke længere kunne holdes nede. Men den scene blev langsomt men sikkert forvandlet til en lyd, en genre – og som sådan blev den ensartet, blodfattig og uopfindsom.
Med internettets udbredelse skete der siden en demokratisering af dels musikkritikken (via blogs og de sociale medier), men selvfølgelig også i kraft af fildeling og streaming. Det har medført en udviskning af de kraftige skel, der før var mellem pop og indie.
Popstjernerne henter nu flittig inspiration fra mere alternative artister (bare se på producerlisten til Adeles blockbuster-comeback, ’25’), imens en alternativ DIY-artist som Grimes netop har sluppet sit nye album, ’Art Angels’, der på mange måder hverken ligger langt fra det, Madonna lavede i starten af 00’erne, eller det Taylor Swift laver nu. På den måde foregår der en frodig krydsbefrugtning mellem over- og undergrund. Bare tænk på vidt forskellige navne som Bon Iver, Lorde, Haim og M.I.A.
Den største forskel fra 90’erne til nu er, at rocken aldrig rigtigt genvandt sit fodfæste. ’Alternativ’ eller ’indie’ dækker i dag sjældent over noget, man i 90’erne ville have kaldt for rockmusik. Emo-rocken var en hurtigt døende trend midt i 00’erne, og revivalbands som The Strokes og The White Stripes solgte – trods deres dagsordensættende indflydelse på musikscenen – altså kun godt en femtendedel af det, Nirvana og Pearl Jam formåede i årtiet forinden.
The Flaming Lips, spørger du nok? Hvad blev der af dem? Betalte de prisen for deres dans om guldkalven?
Næ, de fulgte såmænd den ’karrieredræbende’ optræden i ’Beverly Hills 90210’ op ved at kreere hovedværkerne ’Clouds Taste Metallic’ og ’The Soft Bulletin’. ’90210’ var bare en kuriositet i en distingveret karriere i art-rockens tegn. Det er en lille krølle på historien, der siger mere om den opportunistiske populærkultur anno 1995 end om bandet, der befandt sig i dens malstrøm.
Læs også: Skolepiger og kunststykker: Her er 90’ernes mest ikoniske musikvideoer
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.