I forbindelse med udgivelsen af den nye opsamlingsplade ‘Archives Vol. 1 – In English’ havde vi en lang snak med Tue Track. Det blev til et interview om samples, verdens bedste sang og meget mere, men vi talte også inspirationskilder med den rutinerede producer, der her fortæller om fire album, der betyder meget for ham.
1. Depeche Mode – ’Construction Time Again’
»Depeche Mode har jeg altid været stor fan af. De har altid været gode finde ind til en eksperimenteren, især i 80’erne. De kom ud af en scene, hvor de var ret bubblegum-agtige i lyden, især på de to første plader, men lige pludselig skete der noget. Martin Gore, den bærende kraft i gruppen, valgte at flytte til Berlin. I Berlin boede teknikeren Garreth Jones, som var producer af Einstürzende Neubaten. Martin Gore skrev de her lidt soppede popsange, hvilket han blev ved med at gøre, men han var til en koncert med Einstürzende Neubaten og så det her industrielle, hvor de spillede med skærebrændere og alt muligt. Han var blown away og sagde: ’Hvis man kan tage dét der eksperiment sammen med mine popsange, så kan man noget helt specielt’. Og det brugte de nogle album på at perfektionere og lege med.
Berlin var en eksperimenterende by, og de var inde i noget kinky shit med noget læder og sådan nogle ting. Der var nogle gode klubber til den slags, og de havde en progressiv scene. De havde deres Hansa-studie, som lå hvor man kunne kigge over på Øst. Det havde en helt speciel stemning«.
2. David Axelrod som arrangør (The Electric Prunes: ’Release of an Oath’)
»David Axelrod er både producer og arrangør, nogle steder kun arrangør. Jeg ved ikke, om han startede som jazzproducer eller hvordan, men han har produceret Cannonball Adderley og sådan nogle ting. Så blev han hyret til at producere The Electric Prunes, et engelsk psychband. Jeg har ikke helt sat mig ind i historien, men jeg tror, han egentlig bare kom og tog over. I stedet for at producere bandet i den forstand, at han ligesom støttede op omkring dem, så kom han og sagde, hvad de skulle gøre. Men det kom der faktisk specielt en rigtig fed plade ud af. Det er ’Release of an Oath’, som Axelrod har arrangeret. Det er sådan en slags spirituel psych blandet med jazz, det er værd at tjekke ud«.
»Axelrods soloalbum ’Songs of Experience’ er også værd at tjekke ud. Det er lidt jazz-fusion, men er ikke en jazzplade i den forstand. Den er også stor inden for sampling«.
3. Robert Fripp: ’God Save the Queen/Under Heavy Manners’
»Jeg kender Robert Fripp fra hans gruppe King Crimson, som jeg enormt godt kan lide. Så har jeg arvet den her plade, hvor det bare er ham, en ottespors båndoptager, en guitar og nogle pedaler. Han har på ingen måde tænkt andet end at ’nu gør jeg det, jeg kan’. Der er ikke tænkt på andet end at skabe noget for ham og så sende det ud. Det er jeg kæmpestor tilhænger af«.
4. Kendrick Lamar: ’To Pimp a Butterfly’
»På grund af måden den er sat sammen på som et helt album. Hans tekster er dybe, virkelig skarpe og binder det hele sammen fra forskellige vinkler. Alt er virkelig velkomponeret og velproduceret. Det er som om, der ikke er noget loft på kreativiteten. Den har dybe rødder i P-funk (a la Parliament og Funkadelic), hvor G-funken kommer fra, men også i soul, jazz og spoken word-traditionen, men på den gamle måde, der minder om noget fra The Last Poets og Black Panther-tiden fra 60’erne og 70’erne. Samme tid synes de medvirkende komponister og musikere også at være inspireret af.
Alle elementerne gør den til et mesterværk, men også en stilskabende rapplade. Fordi den gør hvad rap kan og bør gøre, nemlig at lege med alle elementer og ikke være bundet op på regler, hvilket jeg synes, genren ofte lider under. Den er ægte mod Lamars hjerte og følelser og ikke rap-konventioner«.