Han er en af dansk hiphops mest prominente producere og rappere gennem tiden, og netop nu er Tue Track aktuel med albummet ’Archives Vol. 1 – in English’, som samler op på årene, der er gået siden Track72-soloudgivelsen ’Rockin’ fra 2005.
Vi mødte Tue Track til en snak om både fortiden og den nye plade og fik undervejs også serveret et par gyldne anekdoter, som har fået deres eget liv nederst i interviewet.
’Rockin’’ udkom for ti år siden under navnet Track72. Nu kommer ’Archives Vol. 1 – In English’ under navnet Tue Track. Hvad er forskellen på Tue Track og Track72?
»Da jeg udgav ’Rockin’ i 2005 kom jeg ud af to pladeudgivelser med Malk, så hvis der var nogle, der skulle kende mig for et eller andet, så var det Malk de Koijn. Jeg havde behov for at lave noget, som var mit eget, og det havde længe været min drøm at lave den der form for producer-plade. Jeg tror også, at jeg var nervøs for, at hvis jeg nu udgav noget under navnet Tue Track, så ville folk dengang tro, at jeg kom med en rapplade eller et eller andet. Så jeg blev nødt til at have noget, som lød af mig, men som var noget andet. Jeg havde heller ikke den store tiltro til, at den ville gøre det særlig godt, den plade. Så deraf valgte jeg så at sige, at Track72 var navnet.
Samtidig startede jeg og min manager et firma, som jeg så kaldte for Track72. Det var det, jeg brugte mine penge på. Jeg tog dem og smed dem i det der projekt, så det var et produktionsselskab. Jeg ejede min egen master, og det var mit nye mål. Branchen var begyndt at ændre sig, og du var ikke afhængig af et label som sådan. Jeg studsede også altid over, hvor lille ens royalty-check egentlig var, hvis man fik sådan en. Og hvor meget arbejde, man havde puttet i det, ikke? Så jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Jeg kunne ikke leve af det, før vi begyndte at rykke med ’Sneglzilla’-pladen. Senere hen har jeg fået mere selvtillid omkring navnet Tue Track«.
Hvad var motivationen for at lave det her album?
»Motivationen var, at jeg havde de her ting liggende i arkiverne, og at jeg ville markere tiårs-jubilæet for ’Rockin’. Men det er ikke en opfølger til ’Rockin’ på den måde. Det er nogle ting, som jeg længe gerne ville have udgivet, og noget er så fra perioden omkring ’Rockin’ med nogle af de samme folk. Så er der to nye ting på, som er mere eller mindre som jeg laver ting i dag. Det er de to første numre, der ligger på pladen«.
Hvad giver det at udgive i eget navn?
»Det er et outlet, og jeg kan lige så godt gøre det, fordi jeg kan. Jeg har også tænkt meget over, hvorfor fanden jeg skal tage de her gamle ting og udgive det. Men jeg bliver også nødt til bare at sige: ’Fint nok, nu skal jeg kraftedeme have ryddet op, nu skal det bare ud’. Jeg sidder ikke og får gåsehud over det, men jeg kan høre, at det holder – fint, så bare afsted med det. Den er sådan set ikke rigtigt længere«.
Du rapper slet ikke på albummet. Hvordan kan det være?
»Ja, det er også derfor, der står ’In English’. Jeg skulle også bare finde på et eller andet. Det er i bund og grund bare mig, der siger, at det her er arkiver, og det er på engelsk, og så må folk lytte til det og sige: ’Nå, men det er da ikke hans stemme’. Men det er mine produktioner«.
Men er det fordi du ikke rapper på engelsk i det hele taget?
»Nej, det gør jeg ikke. Det skal jeg aldrig prøve. Jeg har prøvet det engang, og det har også noget at gøre med sproget. Ved at jeg nu er dansker, er der så mange finesser i det danske sprog, som jeg kender.
Jeg har lært, at folk sgu er ret gode til at fange, hvad man vil med dem. Det lærte vi tidligt ved, at vi ligesom bare sagde, at vi ikke skal prøve at forklare, hvad vi gør. Vi gør det bare, og så fandt vi ud af, at folk er helt med.
Jeg har ofte lyst til at sætte mig ned og skrive noget over noget af det musik, jeg har lavet. Men så går jeg lidt i stå. For eksempel det, der hedder ’Two Track Mind’, det havde jeg længe gerne villet skrive noget til, og jeg prøvede også at shoppe det i sammenhæng af Ponyblod. Så tænkte jeg, at det var tilstrækkeligt fint til at det kunne gøre sig som instrumentalnummer. Der er masser af stemning i det. Det er et af de beats, jeg synes er virkelig vellykkede, og så stopper jeg lidt mig selv der«.
Hvad er forskellen mellem det her og så et dream-team af danske hiphoppere?
»Der er noget andet i dynamikken med at arbejde med de der amerikanere. Når man arbejder på et album eller en ep, så placerer man ideerne strategisk anderledes. Når du laver et nummer, er alle ideerne på det nummer. Der skal rapperen levere et hook eller en idé til det. De er vant til at arbejde på den måde, få stukket nogle penge i hånden, og så skal de levere. De har en arbejdsmoral, der er anderledes, og derfor er dynamikken det også. Det handler om at lave noget på netop dén dag og få dét ud af det. For derefter er løbet kørt«.
Hvad bidrager de forskellige rappere med?
»Det nummer, der hedder ’Toxic’, som er med Wildchild og Maylay Sparks, er lidt sjovt, for de er to vidt forskellige rappere. Maylay Sparks er fra Philadelphia, hvor Wildchild er fra Oxnard, som ligger i Californien. Maylay Sparks er meget tight og har velartikulerede rim, som han selv siger. Han lyder som en gammel battlerapper. Wildchild lyder som jazz og spiller som et instrument. Han er meget løs, og hver gang jeg har indspillet med ham, har jeg tænkt: ’Det er sgu noget mærkeligt noget, det her’. Så laver han et spor mere og stille og roligt forstår jeg hans hensigt med det. Negash Ali har bare den her lyd, som er så vild, samtidig med at han siger nogle ting, som viser, at der er nogle konflikter i ham. Jeg har ikke helt sat mig ned og grejet hvad det er, det handler om, men der er noget ved tonen i det, som jeg godt kan lide. Og så er der Wio-K, som er en canadisk rapper, som har noget patois, fordi han er af jamaicansk afstamning«.
Når du har lavet et fedt beat, tænker du så, at det passer til en særlig rapper?
»Ja, helt klart«.
Laver du også beats til specifikke rappere?
»Ikke så meget mere. Der var en periode, hvor jeg gik over i min pladesamling og fandt en a cappella – på mange rap-12”-vinyler ligger der a cappella-versioner kun med vokalen – og så prøvede jeg beatet af på den måde. Det gør jeg ikke så meget mere. Men jeg kan nogenlunde ramme de folk, jeg arbejder med, hvor jeg ved, hvem det passer godt til. Andre gange bliver jeg overrasket over hvad folk vælger, og hvad de får ud af det«.
Hvordan arbejder du med samples?
»Jeg kan godt lide at bruge samples som et krydderi eller som noget, der kan få mig videre, og så spiller jeg jo altid ovenpå. Det er sådan en form for tekstur. Jeg klipper det op, modulerer, gør det anderledes og så videre.
Jeg kommer fra en tid, hvor man bare samplede, og jeg ved godt, at det er musikalsk tyveri, men jeg ser det ikke på den måde. For mig er det som at gå på genbrugspladsen og finde noget. Så er der selvfølgelig noget juridisk i det, og den del bliver mere og mere fæl. Det bliver mere og mere business. I bund og grund ville jeg, hvis lovgivningen var anderledes og hvis der var en nemmere tilgang til at få lov til at bruge samples, altid gå ind og kreditere folk. Problemet er bare, at hvis man først går i gang med det, så skal man igennem en masse folk, der rynker på næsen og måske ikke giver én lov til det. Og det stopper din kreative proces. Det er en cockblocker ud over alle grænser. Så det er sådan en ting, hvor man vejer efter hvad man lige gør. Og tør man ikke, så lader man være med at udgive det eller også prøver du at genskabe det eller lave noget andet«.
Skal jeg forstå det sådan, at du aldrig har givet credit for dit samplebrug?
»Jojo, det har jeg. Med Malk har vi clearet rigtig mange ting. Vi har også taget … ja, det vil jeg så ikke lige sige. Vi havde et apparat og et budget, der tog sig af det. Det var styrken ved pladeselskaber dengang. Der var simpelthen et samplebudget. Og hvis den lille guitar kostede 5.000 dollars, så sagde vi da bare nej og spillede selv eller noget«.
Hvordan ved man, man har fundet det helt rigtige sample?
»Det er faktisk et godt spørgsmål. At have det perfekte sample handler bare om at placere det det rigtige sted. Der er mange folk, sådan som jeg hører folk producere, som tænker: ’Fedt sample, så smækker vi bare et beat på’. Det er som om folk ikke tænker på at designe lyden, for eksempel hvilke trommer, der skal på. Jeg kan sidde i timevis og programmere en trommerytme og bare lytte og finde toner i det. Der er bare så mange mennesker, der ikke hører tonerne i trommer, og som ikke tager stilling til, om man ikke burde tune stortrommen lidt. Det bruger jeg enormt meget tid på, så det er klart, at hvis jeg ikke har de rigtige trommer til det, så ryger det i baggrunden igen, det rigtige sample. Du er ikke i tvivl om det, og der kan gå enormt lang tid før det bliver eksekveret«.
Hvad er den mest eklektiske sammensætning af samples på albummet?
»Bevidst er jeg ikke gået efter at skulle eksperimentere med modsætninger af samples på det her. Det er også lavet så sporadisk, men der er et nummer, ’Toxic’, som har sådan et maskinelt, nærmest electrobeat. Og så har jeg sådan en stor tamburin med skind på. Den lyder enormt grim, men jeg havde en periode, hvor jeg bare sad og spillede på den som tromme, og så har jeg fundet sådan en Tijuana-trompet og nogle strygere. Det bliver sådan en underlig form for noget tribal-electro med et Tijuana-sample ind over. Det giver faktisk vildt meget mening.
Jeg kan huske, at jeg ikke anså det beat som noget specielt, men den dag, jeg spillede det for rapperne i studiet… De har sådan en helt bestemt måde at vise deres begejstring på, hvor de siger »woooouhhhh!« og fløjter og sådan noget. Det er den bedste reaktion, man kan få«.
Efter ’Rockin’’ var du på tour rundt i Europa. Har du lignende planer nu efter udgivelsen af ’Archives Vol. 1’?
»Nej, det har jeg ikke. Jeg har travlt med andre ting, og inde i mit hoved kan jeg ikke danne et billede af, at jeg skal stå og spille med det. Jeg er blevet spurgt af forskellige store venues i København om jeg vil lave et eller andet, og det er jeg meget beæret over, men jeg er der ikke, og jeg skal kunne se en eller anden sammenhæng. Jeg laver også turneer med Marvelous Mosell, og vi har det helt vildt skægt med det. Så sidder jeg og laver noget, der skal blive til et album med Powersolo. Det er deres seneste album, men i min version. Den er jeg sådan set ved at lukke nu. Det er det album, der hedder ’The Real Sound’, som jeg laver til ’The Unreal Sound’«.
Antyder ‘Vol. 1’, at der kommer mere fra arkiverne?
»Det håber jeg. Jeg ved, det er lidt modigt at gøre, men jeg tænkte, at hvis jeg ligesom kan skabe en platform ved at lave nogle volumes eller lommeudgivelser, hvis man vil kalde dem det, så vil jeg godt det. Så jeg håber, der kommer en, og så kan det være, den kommer på urdu. Jeg ved det ikke. Men jeg håber på det. Hvad det bliver til, ved jeg ikke endnu«.
Anekdoter, vi ikke vil snyde jer for: Tue Track om…
Sit turné-setup og KRS-One
»Det, jeg gjorde dengang jeg turnerede med ‘Rockin’, var, at jeg tog et band. Så sagde jeg til trommeslageren StunnGunn (fra EaggerStunn og Booty Cologne), at det eneste akustiske, han måtte tage med, var et bækken og en hi-hat. Resten skulle være elektriske trommer, og så blev han fodret med mine samples. På den måde kunne hvert nummer være i et nyt rum. Det er det, som hiphop kan, som er sværere med livemusik. Der har trommesættet mere eller mindre én lyd, men her var der for hvert nummer et nyt trommesæt. Så var der Abdullah S., også fra Booty Cologne, og Peder, der også er med i Xtra Naan. Der var ikke nogen backingtracks, og de forskellige beats blev skabt på stedet. Alle, som vi kom forbi, trippede vildt over, at vi gjorde det på den måde.
Vi spillede på det, der hed Elysee Montmartre, som er sådan et legendarisk sted på Montmartre. Stort spillested. Vi spillede inden KRS-One, og vi havde haft lydprøve og vidste ikke, at han var ankommet. Så var det tid til hans lydprøve, og jeg havde en masse, jeg skulle have styr på og gik sådan og læste. Pludselig kiggede jeg op, og så stod den her kæmpe mand der bare. Så sagde han: »Yo, that was DOPE!« Jeg havde aldrig mødt ham før, og han er en kæmpe helt for mig. Han er stilskabende. Så at få det at vide af ham var jo helt vildt«.
Frank n Dank
»Jeg turnerede med to af J Dillas rappere, Frank n Dank. De var så søde, men også så ghetto. Vi spillede i Stockholm et par gange, og et af stederne var et musikhotel, hvor alt var integreret. Foyer, kontor, restaurant, bar og så livescene, hvor der var plads til både band og dj – i ét rum. Der spillede vi med Frank n Dank, hvor Wildchild også var med. De leverede det lækreste mad, og da Detroit-gutterne der så kom ned, spurgte vi, om de ikke havde lyst til at sidde ned og få noget mad. De kiggede på det og sagde: »Naaah, I’m going for Burger King«. »But it’s chicken«, sagde jeg, men det virkede ikke. Deres dj blev dog, og han var egentlig ikke dj som sådan, men var hyret til det. Han var faktisk rapper og lavede ting med Royce da 5’9 og Pharrell og sådan nogle. Så viste det sig, at han var lillebror til Kelis, men hun havde fået fame og sagt ’vi ses’ og var skredet. Så han stod ligesom tilbage. Han var bare med til at slæbe deres ting og afvikle koncerterne, og på et tidspunkt fandt vores booker ud af, at de ikke gav ham noget mad. Så han blev faktisk hængende og fik sit første glas rødvin den aften, og han var så stolt. De var så søde, men der var også noget socialt, som ligesom var tydeligt«.
Powersolo
»I projektet med Powersolo var det allerførste nummer, jeg lavede, det der hed ’Boom Babba Do Ba Dabba’. Da jeg kom med mine elementer og tilførte deres kunne jeg ikke komme væk fra, at det lød som Fatboy Slim. Og jeg har ikke noget imod Fatboy Slim, men jeg har ikke lyst til at lave Fatboy Slim. Men jeg kunne ikke komme væk fra, at det lød som den kombination, så jeg skulle gøre alt for at prøve at komme væk fra det, ikke? Og prøve at få det til at lyde som mig. Det var bare det ene nummer, og jeg kæmpede og kæmpede med det og blev ved med at sige til dem: ’Lige meget hvad jeg gør, så lyder det som Fatboy Slim, og det kan jeg ikke leve med. Så jeg skal lige finde ind til hvordan det passer sammen’. Og det synes jeg så, jeg kom bedre afsted med på de efterfølgende ting«.
Verdens bedste sang
»Første gang jeg mødte Søren Rasted var til en nytårsaften hos nogle venner. Han er en enormt sød fyr, men vi er så forskellige musikalsk – i hvert fald på det tidspunkt. Og så sagde han: »Det fedeste nummer, der nogensinde er skrevet, det bedste nummer nogensinde, det er ’Oops, I Did It Again’ med Britney Spears«. Og så sagde jeg: »Det er simpelthen løgn. Det kan ikke være rigtigt«. Men man må give det til ham, hvis det er det, han synes, så er det jo rigtigt. Men okay, hvis man kan vælge ud af alt musik, er det så virkelig det bedste, du kan komme op med? Det kan også være, han bare ville teste mig. Jeg ved det ikke. Det er ikke fordi jeg tror, Søren Rasted har dårlig smag. Jeg var bare et helt andet sted.
Jeg så også lige, der var sådan en ’årtusindets bedste danske sang’-konkurrence, hvor vinderen var ’Vi tager fuglen på dig’. Jeg tænkte: ’Det kan jeg ikke bøje min hjerne ned over, det her’. Det er selvfølgelig smigrende, og det virkede meget sagligt. Jeg tager den til mig, men jeg kan ikke tage den til mig. Jeg synes, de er hyggelige, de der små konkurrencer. Det er det samme med prisuddelinger. Du rammer momentum på et tidspunkt. Nu har vi også prøvet det med Malk, vi har også prøvet at ramme momentum og tage de store priser til DMA. Vi havde aldrig nogensinde troet, vi skulle komme derhen, og vi havde aldrig nogensinde nogen planer om det. Men det betyder jo ikke, at vi er de bedste. Det var derfor vi sagde, vi var verdens bedste – for det kan man jo ikke sige. Og det var også for at irritere folk. Lidt ligesom når man påstår, at noget er verdens bedste nummer – nej, det er det ikke. Du kan synes, det er et vildt godt nummer, men det er ikke verdens bedste nummer. Det kan ikke vinde den konkurrence«.
Volvo
»Et nummer, der ligger på ’Rockin’ – jeg kan ikke sige hvilket nummer, det er – fik jeg en henvendelse omkring. Det var fra en gut, som var ved at lave en reklamefilm for Volvo, som sendte mig den her worldwide-kampagnevideo. Det var den vildeste video, hvor de så havde brugt noget af min musik. Jeg har ikke noget imod reklamer som sådan, hvis de er lavet med respekt. Jeg har det lidt stramt med reklamemusik og sådan, men det her var bare så tjekket. Det var næsten som om de havde lavet reklamen til min musik. Men fordi der var et sample på, som ikke var clearet, så måtte jeg bare sige nej. Og det var okay. Det var et stort beløb, jeg fik tilbudt, og jeg kunne have brugt pengene og fået det genskabt, men så tænkte jeg: ’Nej, det er ikke derfor, jeg laver det’. Jeg havde lavet det nummer og udgivet det fordi det passer dér, og det skal ikke smøres ud over Volvo. Hvis der ikke havde været noget sample på, så havde det måske været en anden historie«.
Læs anmeldelse: Tue Track ‘Archives Volume 1 – In English’