David Bowies aftryk på musikken gennem knapt et halvt århundrede er svær at overvurdere. Høj som lav har han, direkte såvel som indirekte, haft en finger med i spillet i langt størstedelen af den populærmusik, der er kommet ud i den vestlige verden. Det er svært at forestille sig, hvordan verden ville have set ud uden ham, men nogle navne af i dag er ekstra forgældede til ikonet. Vi bringer en kavalkade med 12 af hans nærmeste disciple.
1. Marilyn Manson og Nine Inch Nails
Den selvudnævnte God of Fuck har ofte omtalt David Bowie som sin uden sidestykke største indflydelse og har udtalt, at the thin white duke »ændrede hans liv for evigt«, i en skriftlig hyldest, bragt af Rolling Stone Magazine.
Og der skal heller ikke meget detektivarbejde til at gennemskue, hvor Manson fandt inspiration til især sit tredje album ‘Mechanical Animals’. Fra Mansons transformation til den intetkønnede, rødhårede alien Omēga, der skuler olmt ud fra skivens omslag til det distinkt glamrockede udtryk, albummet rådyrkede, er Marilyn Mansons måske mest populære udspil til dato også én lang tribut til hans største idol.
Men også Mansons tidligere mentor og producer Trent Reznor skylder David Bowie stor tak. Nine Inch Nails-frontmanden mødte Bowie på et tidspunkt i sit liv, hvor industrialrockeren kæmpede med narkomani og kunstnerisk udmattelse, men Bowie tog ham under vingen og inspirerede ham til at tage sig sammen. De turnerede heftigt sammen i midt-90’erne med David Bowies eventyrlystne album ‘Outside’ og NIN-gennembruddet ‘The Downward Spiral’ i ryggen. Reznors beundring af Bowie er ofte citeret i interviews og produceren samarbejdede med ham senere på singlen ‘I’m Afraid of Americans’.
Listen fortsætter på de følgende sider.
2. Placebo og Scissor Sisters
David Bowie er med sin vidt publicerede biseksualitet og tidlige forkærlighed for det androgyne udtryk bredt kendt som den oprindelige gender-bender i musikkens verden. Især et par bands som Placebo og senere queerpop-påfuglene i Scissor Sisters ville næppe være kommet langt, hvis ikke Bowie havde sparket døren ind til en bred accept af det at kunne lege med køn og identitet i kunsten på den måde, som han gjorde.
Brian Molko postede den 11. januar en dybfølt hilsen til sit store idol i det hinsides på Facebook, men i levende live havde han den ære at blive gode venner med Bowie, som havde opsnappet bandets allertidligste demoer via deres fælles pladeselskab. Det var Bowie, som overtalte Placebo til at udgive ‘Nancy Boy’ og han gæstede singlen ‘Without You I’m Nothing’ fra albummet af samme navn.
Scissor Sisters’ slægtskab med Bowie er mere et i ånden, men det er helt udenfor diskussion, at deres loud ’n’ proud teaterpop peger direkte tilbage til Bowies mest dekadente æra med tydelige kasketvip. Jake Shears’ første rockalbum som barn var da også intet andet end ‘Let’s Dance’ på kasettebånd, og han har fortalt om hans næsegrus besættelse af albummet til radiostationen NPR:
»Jeg var i fjerde klasse og spillede det album nonstop. Jeg puttede det på i skolen og sommetider ville jeg bare sidde og kigge på det dagen lang. Jeg var absolut forelsket i det. Og første gang jeg fantaserede om at stå på en scene selv var mens jeg lyttede til titelnummeret. Jeg husker, at jeg lå i sengen og tænkte, åh, måske kunne jeg også optræde? Ville ikke være vildt at gå på scenen og synge en sang? Jeg husker det øjeblik tydeligt og det var med dét album i ørerne«.
3. Madonna og Lady Gaga
David Bowie var selviscenesættelsens konge og for hvert nyt album har det været en lige så stor del af oplevelsen at finde ud af, hvilken ham han nu havde skiftet til – fra Ziggy Stardust og Aladdin Sane-æraens heftigt sminkede teater-getups over mere skarptskårne udtryk i 90’erne og 00’erne til de dystre koncept-looks med bind for øjnene fra videoerne til ‘Blackstar’. Bowie har altid været en sammenhængende audiovisuel åbenbaring, og har ikke blot ageret stilikon gennem tiderne, men også dannet skole for især popdronninger fra generationerne, der fulgte efter.
Madonnas vilde kostumer og flamboyante optrædender er begge iterative forstærkninger af, hvad Bowie gjorde i 70’erne på scenen, og hun har da også udtrykt sin store sorg og beundring af Bowie på Facebook, indledende med den bombastiske sætning »David Bowie ændrede mit liv for altid« – helt i tråd med Marilyn Manson.
Også kunstnere for hvem tøjet ikke blot er et fashion statement, men er krøbet under huden og er blevet en del af den persona, de er på de forskellige album skylder Bowie stor tak – herunder folk som Lady Gaga og eksempelvis også Janelle Monaé.
Gagas ellers så forglemmelige ‘Applause’ prydes netop af et teatralsk hvidsminket ansigt med et udtryk, der kunne have været fortsættelsen på Bowies sminkebesættelse, hvis den da ikke havde fået abrupt ende med det langt mere jordnære, hvide soul-album ‘Young Americans’. Og hendes shows trækker på lige så megen inspiration fra ham, som de gør på hendes forløber, Madonnas seksualiserede, ekstravagante shows, og Queens stadionstore armbevægelser.
4. U2 og The Smiths
Også hans nærmest mest prominente landsmænd har indrømmet at være i bundløs gæld til David Bowie. Bono udtrykte det så direkte som: »Hvad Elvis har betydet for USA, har Bowie betydet for Storbritannien og Irland«, og han har omtalt Bowies frygtløshed overfor at synge i høje, feminine registre for at være stilskabende.
Selv en helt konkret opskrift på at arbejde sig ud af en kunstnerisk krise har Bowie foræret U2 ved at introducere dem for Hansa-studierne i Berlin og ikke mindst deres langvarige producer/sparringspartner Brian Eno. Sammen med Daniel Lanois producerede han de irske titaners mest guldrandede udspil – ‘The Unforgettable Fire’, ‘The Joshua Tree’ og ‘Achtung Baby’, fuldstændigt som han tidligere sammen med Tony Visconti havde været fødselshjælper for Bowies ‘Berlin-trilogi’ – ‘Low’, ‘Heroes’ og ‘Lodger’.
Også The Smiths var store David Bowie-fans, selv om det undertiden er svært at tyde 70’er-glam-inspirationen i deres så letbenede jangle-pop. Morrisseys soloudspil rummer dog flere tydelige nik. ‘I Know It’s Going to Happen Someday’s outro er for eksempel stærkt påvirket af ‘Rock ’n’ Roll Suicide’ fra ‘Ziggy Stardust’, hvilket Bowie med tungen solidt placeret i kinden anerkendte ved at indspille sin egen version på ‘Black Tie White Noise’-albummet i 1993!
De to turnerede sammen kortvarigt i 1995, men Morrissey bakkede, tro mod sin status som den største mandlige diva i showbiz, ud efter en håndfuld koncerter, fordi han mente, at Bowie søgte at overskygge hans egen performance som opvarmer. Smiths-guitaristen Johnny Marr har også i et kort essay for NME udråbt David Bowie til at være hans ‘ultimative ikon’ og pointeret, at »der er musikere derude, der er påvirket af [Bowie] uden at de selv er klar over det«.
5. Prince og Beck
David Bowie var i tilgift til sin teatralske side også en af de første rigtigt populære multiinstrumentalister. Han mestrede mindst 11 instrumenter, selv hvis man sammenregner tenor- og alt-saxofoner som samme disciplin og ditto med violin og cello. Han var desuden en af de første til at spille sine egne backingtracks i studiet og satte på den måde dagsordenen som en sand auteur, der havde fingrene nede i kagedejen fra første til sidste skridt i processen.
Han har på den måde inspireret flere senere generationer af kunstneriske enere, hvoraf de største og stadig mest aktuelle på scenen er Prince (som famøst spillede stort set alle instrumenter på sine tre første album) og senere Beck. Bowie kan også krediteres med at have banet vejen for accepten af Princes flirt med det androgyne, men der var også stilistisk feedback den anden vej. I hvert fald hyrede Bowie Chic-guitaristen Nile Rodgers til at dulle hitalbummet ‘Let’s Dance’ op med elastisk funk – helt i årtiets og især Princes ånd.
For Becks vedkommende er et prædikat som ‘vor tids David Bowie’ en parallel, der ofte er blevet trukket op af hatten, når den kunstneriske forvandlingskugle er blevet omtalt. Han har forsøgt at betale lidt af på gælden gennem Bowie-covers som en Timbaland-produceret version af ‘Diamond Dogs’, fra Baz Luhrmanns ‘Moulin Rouge’, som omapproprierede slutningen af det 20. århundredes pophits til musical-udstyrsstykker – og senest ‘Sound and Vision’, der fik nyt liv i en enestående opførsel af Beck, bakket op af et 160 mand højt (!) orkester på en 360 graders scene.
6. The Pixies og The Dandy Warhols
De kan virke som et par umage ænder i denne flok, men David Bowie var en massiv beundrer af både The Pixies og The Dandy Warhols, hvilket også smittede positivt af på opkomlingenes karriere. Han rangerede Pixies på linje med Sonic Youth som de mest interessante bands fra USA i hele 80’er-årtiet, omtalte dem i et interview som »en psykotisk udgave af The Beatles« og roste Frank Blacks giftige lyrik til skyerne.
Hans yndlings-Pixies-sang var ‘Debaser’, som han yndede at spille live med sit proto-grungeband Tin Machine, men han indspillede også et cover af ‘Cactus’ på ‘Heathen’-albummet i 2002. Frank Black gæstede David Bowies fødselsdagskoncert i Madison Square Garden i 1997 og sang duet med ham på ‘Scary Monsters (and Super Creeps)’ og ‘Fashion’.
Og nok var det Courtney Taylor-Taylors psychrock-rival i The Brian Jonestown Massacre som indspillede ‘(David Bowie I Love You) Since I Was Six’, men det var The Dandy Warhols, som Bowie kastede sin kærlighed på for små 15 år siden. Bowie headlinede i 2000 Glastonbury Festival i England for første gang siden 1973 og så Dandy Warhols som det eneste andet band på festivalen. Han inviterede dem siden til at spille på Meltdown-festivalen, som han kuraterede i 2002 og havde dem med som fast opvarming på ‘Reality’-turnéen i 2003.
De blev så gode venner, at Bowie konsekvent brugte øgenavnet ‘fedthovede’ om Brent deBoer og bemærkede, når den krølhårede slacker af en trommeslager ikke havde skiftet tøj mellem koncerterne. I et interview har han også kaldt Dandy Warhols »…det sjoveste band lige nu. Courtney giver mig latterkramper fra det øjeblik han åbner munden!«. Bowie-produceren Tony Visconti endte også med at sidde bag pulten på albummet ’Welcome to the Monkey House’ for dem.
Læs også: Nekrolog: David Bowies død er ubegribelig og logisk på samme tid