Kentaur – et skelsættende elegant fabeldyr bragt til live
I grunden er det et meget passende bandnavn, danske Kentaur har valgt til sig selv. Halvt mand, halvt hest – eller i en musikalsk allegori: En flok konservatoriefolk, der ikke har set sig for fine til at spille r’n’b, men stadig ikke har kunnet dy sig for at spille med deres mægtige musikermuskler under den poppede fernis.
Det var et kun halvfuldt Skråen, der var blevet hængende efter svenske Daniel Norgren for at se, hvad dette smukke fabeldyr havde i sig på Northern Winter Beats åbningsaften, men disse mestendels siddende publikummer blev til gengæld også forkælet.
Der er blevet sagt mangt og meget rosende om Marc Bjørn Rolands store stemme, som ofte er blevet fremhævet til at være Kentaurs største asset, men fra første strofe blev det tydeligt, at det i virkeligheden gør resten af bandet stor uret. Trioen, der i live-dressur var fordoblet til en sekstet, løftede nemlig de skønhedssøgende, mangelagede arrangementer fra debut-ep’en ‘Vertebra by Vertebra’ til nye højder – fra knugende, tyste stunder til dirrende indædte crescendoer.
Og netop især i arrangementerne fik fabeldyrs-sammenligningen ben (eller hove) at galopere på. For når undertegnede en gang imellem lukkede øjnene og mentalt prøvede at isolere Rolands vokaler fra det øvrige soniske landskab, drev tankerne undertiden tilbage til John McLaughlins legendariske jazz-rockere i Mahavishnu Orchestra, mens Roland andre gange – som på ‘Collarbone’ – satte vocodertrumf på og sang lange passager ud gennem sit keyboard, så de mere nymodens r’n’b-ærmetricks overtog lydbilledet.
Apropos Roland, så var kontrasten mellem hans indædte koncentration under numrene og den sprudlende fjantethed, han ikke kunne undertrykke, når han i pauserne adresserede publikum, afvæbnende jordnær og så langt fra diva-distance, som man overhovedet kan komme.
Den timelange koncert rystede også smagsprøver på nyt af sig. Især et enkelt nyt nummer, som bandet angiveligt kun havde øvet to gange forinden, lovede godt for fremtiden. Generelt virkede det også som om, at Kentaur havde bedst held med at løfte de mere komplekse numre i repertoiret til en helt anden intensitet end deres indspillede form.
Et nyligt interview her på sitet afæskede citatet »hvis både moster Bente og en flok konservatoriemusikere kan lide det, har vi ramt plet«. Det kunne i virkeligheden ikke være en mere rammende succesparameter for aftenens koncert. Kentaur markerede sig nemlig allerede her ved turnéstart som et band, de fleste burde prise sig lykkelige for at opleve. Deres ubesværede forening af det sofistikerede og det banale er nærmest skelsættende elegant.
Læs interview: Kentaur: »Hvis både moster Bente og en flok konservatoriemusikere kan lide det, har vi ramt plet«