Thorbjørn Radisch har gennem en årrække været sangskriver i Spillemændene. Men sidste år gik han solo som Bisse og udgav på rekordtid hele fire vellykkede album. ’PMS’, ’Umage’ og den nye ’Happy Meal’ udgjorde den såkaldte blod-trilogi, mens ’Bitchin’ var et hiphop-inspireret mellemled.
Fælles for dem alle er, at de har en forvirret person i centrum, der blotter sin vrede, fortvivlelse og frustration for omverden. På ’Umage’ og ’Bitchin’ er det kærestesorgerne og modløsheden over et voldsomt brud, der er i fokus, mens ’Happy Meal’ retter et både kritisk og poetisk blik mod den politiske verden, der omgiver os. Bisses beherskelse af det danske sprog er præget af blandt andre CV Jørgensen, og på næsten rablende vis udfolder han sin poesi i et frit flydende musikalsk univers, hvor new wave, postpunk, rock og pop krydser ind over hinanden.
Det helt brede gennembrud lader indtil videre vente på sig, for Bisses univers er et, der kræver tid, forståelse og overskud. Det er dog ikke desto mindre blevet til en Steppeulv-nominering for singlen ’Shotgun for dig’, og forude venter en Danmarksturné og en optræden på Roskilde Festival.
Vi blev inviteret indenfor i Bisses domicil til en gin & tonic, og det blev hurtigt til en længere snak om livets store emner. Om døden og hvad man skal nå inden, om politik, skyld, verdens undergang og Omar El-Hussein, om kunstnerens rolle og om at være en enspænder – eller sagt med et pænere udtryk: en ener – på den danske musikscene.
Først og fremmest: Hvem er Bisse?
»Bisse er mit alterego og kunstnernavn. Det er et øgenavn, som forsangeren fra Spillemændene gav mig. Der kommer ikke en dag efter Bisse. Der er nogen, der tror, det er en karakter eller et projekt, men det er det ikke«.
Kommer Bisse ud af Spillemændene eller er han et brud med Spillemændene?
»Jeg har sat Spillemændene på pause. Jeg skriver sangene i bandet, og jeg sagde så til dem, at jeg holder pause for at kunne hellige mig selv. Der kommer nok et nyt album med Spillemændene en dag, når jeg har fået styr på mit ego«.
Hvad er Bisses mission?
»Missionen med Blod-trilogien har været at bløde igennem og gå vildere til værks, end jeg gjorde med Spillemændene. Det er ikke dårligt ment, men da jeg lavede den første Bisse-plade kunne jeg mærke, at det var enormt befriende at kunne synge mine egne sange, at kunne råbe dem ud til verden, som jeg så vitterligt gør. Det var enormt befriende at skrive noget, som var personligt og abstrakt, som jeg ikke skulle give videre til en anden, der skulle synge det for mig. Vejen fra idéen til den færdige sang blev meget kortere«.
Alt det blod, der har udgjort blod-trilogien, hvor kommer det fra?
»Det kommer alt sammen fra mig. Opsparet og indestængt har jeg cuttet mine håndled og lagt mig ned for at bløde den her trilogi ud. Hvad der så derfra sker, det er spændende at se. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde kommer til at lave fire album på et år igen. Bisse er ét år gammel, og det er klart, at det i de unge år bare er en eksplosion. Folk er pisseligeglade, og man laver bare sin ting. Nu er folk ved at blive interesserede og begynder at forholde sig til det, og det behøver jo ikke at ændre noget, men jeg tror aldrig, jeg vil glemme den frihed, jeg havde, da jeg lavede de her plader«.
Men du siger, at alt blodet kommer fra dig.
»Ja, det er jo meget mig, det handler om hele tiden. Min stemme gør opmærksom på sig selv. Jeg er jo ikke nogen særlig dygtig sanger. Jeg synger ikke andet end mine egne ting, og det er nok det, der sætter stilen. Der er også rigtig mange ord på mange af sangene, og det er klart, at det tager også meget opmærksomhed. Det peger hele tiden tilbage på Bisse. Folk har en forestilling om den her fortæller, det her menneske Bisse, der synger sit hjerte ud til verden, og det er jo egentlig også altid sådan, jeg har set mine forbilleder. Så det passer mig godt, at folk ser det sådan«.
»Jeg synes, man som kunstner er forpligtet til at gå længere ud. Det er det, jeg har givet mig tid til. Hvis folk lytter til min musik, må de gerne stoppe op og tænke over det. Mærke hjertet springe et slag over. Forundres. Det er et problem ved meget musik i dag, og sådan har det måske altid været, men der er hele tiden den her kamp mod lækkerheden, letheden og skønheden. Det er flot, godt og højt, men det har ikke nogen takker eller nogen modhager, noget bid eller kant. Det har ikke noget blod«.
Har det hele tiden været planen, at der skulle udkomme fire plader på et år?
»Nej. Det er simpelthen fordi de tre plader, som Blod-trilogien består af, hver især blev indspillet på en uge. ’Umage’ er måske rygraden i den trilogi, fordi der ikke ville være nogen trilogi uden den. Da jeg skrev den, havde jeg udkastet til ’Happy Meal’, så ’Umage’ var den sidste idé. Min kæreste gik fra mig, og jeg blev nødt til at skrive et break-up-album. Og den skrev jeg så på ti dage, hvilket var helt vildt. Jeg skrev sådan en 15-20 sange, og så indspillede vi. Det er en plade med skyklapper på. Hvor ’Happy Meal’ kiggede ud og åbnede op, havde ’Umage’ gardinerne trukket for og lå og havde det skidt«.
Hvor kom ’Bitchin’ så ind i billedet?
»Det var simpelthen sidste dag, vi var i studiet med ’Umage’. Det er sådan nogle små øjeblikke i ens liv, hvor man siger: ’Jeg er sgu genial’. Jeg kom hjem efter fire dage i studiet, og så skrev jeg ’Kærlighedsbarnet’, som er en af sangene fra ’Bitchin’. Og jeg tænkte: ’What, vi er jo færdige i studiet. Hvad skal jeg gøre med den her sang?’ Så måtte jeg da bare lave en ny plade«.
»’Shotgun for dig’ var den sidste kærlighedssang, jeg skrev. Og der går nok lang tid, før der kommer en kærlighedssang igen. Det er sjovt, fordi den blev så populær, og jeg tænkte, da jeg skrev den, at nu kan jeg simpelthen ikke mere. Nu er jeg så fucking træt af at skrive kærlighedssange«.
Der lader også til at være en mere tematisk sammenhæng mellem ’Umage’ og ’Bitchin’ omkring den tabte kærlighed. ’The Bisse Blues’, der åbner ’Bitchin’, er helt sindsoprivende.
»Ved du hvad – jeg indspillede den på min fødselsdag i sommer. Er det ikke bare trist? Jeg sad i et sommerhus på min fødselsdag og indspillede den sang på min MacBook. Det er derfor, vokalen er så overstyret. Jeg sad bare og sang ind i computeren med min mikrofon«.
Du siger, alt blodet kommer fra dig, men ’Happy Meal’ er samtidig også et meget samfundskritisk album.
»Jamen, det er også rigtigt. Alt det blod, jeg vader rundt i i gaderne, som man hører om i Tv-Avisen, det er også noget, jeg har på mine hænder. Jeg blev jo født ind i verden med blod på hænderne, ligesom dig. Vi har alle en blodig fortid, og den bærer jeg også rundt på. Det er det, ’Happy Meal’ handler om«.
Der er nogle bestemte geografiske steder, du synger om på albummet. Vi kommer fra Amalienborg til Afghanistan og fra Serbien til Samsø. Hvad er det, der binder de her steder sammen?
»Det er alt sammen en del af vores verden. Man vil måske tro, at Serbien og Afghanistan umiddelbart er for langt væk, men det er jo stadig en del af vores verden. Vi har haft soldater dernede, og vi har mistet mænd dernede. Vi har blødt i den afghanske ørken og i de serbiske skove, og vi bærer et medansvar for de mennesker, der fortsat bløder og forbløder dernede. Man vil gerne bilde sig ind, at det ikke er ens problem, at folk er på flugt fra Syrien, at man ikke kan redde verden, men det, at man ikke kan redde verden, betyder jo ikke, at man ikke har et medansvar. At være blind for, hvad der sker, er at være medansvarlig. Det ved tyskerne alt om. At lukke øjne og ører for virkeligheden, det er en forbrydelse i sig selv, for det fører til forbrydelser«.
Hvordan ser du balancen mellem det politiske og det poetiske?
»Politik er stor poesi for mig. Jeg vil sige, at hele verden er poesi for mig. Når jeg skriver, er det hele blandet sammen. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke peger fingre af nogen. Det er vigtigt, at der også er en skyld i stemmen. En skyldbevidsthed, som kan være mere eller mindre åbenbar. Jeg synes, det er uinteressant at være engel. Jeg har i hvert fald ikke potentialet til det. At vi ikke kan hæve os over andre og pege fingre betyder ikke, at vi ikke kan påpege problemerne. Det er bare en blodig pegefinger«.
Så Bisse er en politisk figur på ’Happy Meal’?
»Jeg håber meget, at ’Happy Meal’ opleves som en mand, der ikke bryder sig om den verden, han ser, men som samtidig ikke kan undsige sig et ansvar for den verden, han står i, og som heller ikke kan lade være med at blive ved med at leve i den verden«.
»For mig som kunstner er det på mange måder pinligt at bruge så meget tid på noget, som ingen umiddelbart får noget ud af. Jeg var politisk engageret, da jeg var teenager, og jeg troede i lang tid, at jeg skulle gå en eller anden vej på universitetet og blive en del af samfundet på den rigtige måde, men jeg kunne bare mærke, at livet ikke gav nogen mening for mig, hvis jeg ikke kunne få lov til hele tiden at tænke over det og undre mig over det. Og det er det, jeg hele tiden gør, når jeg skriver sange«.
Man kan også godt undre sig, selvom man går på universitetet.
»Ja, det kan man sagtens. Når jeg snakker med politisk engagerede mennesker, som siger, at jeg skal gå mere ind i politik eller gøre noget for andre, så må jeg også sige til dem, at jeg ikke ved, hvor lang tid jeg har igen. Jeg ved ikke, hvad livet byder mig, og jeg ved bare, at inden jeg dør, så vil jeg gerne lave nogle flere plader. Det er det vigtigste for mig. Det er vigtigere for mig at beskrive verdens undergang end at redde verden fra den undergang«.
På ’Elementær viden’ stiller du spørgsmålet: »Hvad er forskellen på den geniale ener og den ensomme enspænder?«
»Den sang er faktisk skrevet til Omar. Ham, der skød løs på Krudttønden. Det er det, man hører i sangen: ’Get your fucking hands in the air!’ Pow-pow-pow. Man hører simpelthen skuddene fra Krudttønden og stolene, der vælter. Det er en sammensætning af Omar og mig, der går rundt i København og ikke aner, hvad vi skal gøre. Og så bliver det ligesom mere til Omar, og det handler om, hvad fuck der sker med et menneske, der beslutter sig for at skyde andre. Hvad er det for nogle tanker, der farer igennem en mand, der hader sin by og sit land så meget? Det er må være noget meget elementært, han må tro på, for ligesom at kunne korte det ned. Hans verden må være sort«.
Men er det mellem de to punkter, at Bisse befinder sig?
»Ja, jeg har i hvert fald været en ensom enspænder. Det er jo en dobbeltkonfekt, men jeg har i hvert fald været en enspænder, og jeg har følt mig ensom. Men enspændere føler sig vel ikke nødvendigvis ensomme«.
En enspænder kan vel også være en genial ener.
»Ja, det kan han vel egentlig. Det kan også være, at jeg bare er en enspænder på den danske musikscene, men det lyder ikke så sejt. Man er mere et es, hvis man er en ener. Både enspændere og enere føler en stor ensomhed, og det er nok forbundet med bare at være alene. Det var meget afgørende for mig, at jeg følte den grad af ligegyldighed, da jeg lavede ’Umage’ og ’Bitchin’. Man er ligeglad med, hvad folk tænker, for det er for vigtigt, det, man selv laver. Med ’Umage’ var det især præsent, for det, som jeg gjorde der, var virkelig forkert. Jeg skrev et break-up-album, og alle sagde, jeg skulle lade være. Der var noget på spil på en ny måde. Der er jo altid noget på spil, når man synger sine sange, og det er enormt hårdt, når folk afslår det. Så føler man sig misforstået. Men med den plade var det ekstra specielt, da sangene var så personlige. At skulle skrive et dårligt album om det oveni, ville være sindssygt hårdt. Og pinligt. Der var en fra Information, der skrev, at det kunne have været en decideret ’frastødende æstetisk gestus’, men at smertehelvedet faktisk var tiltalende. Det ville være en eklatant ydmygelse først at miste sin kæreste og så miste sig selv ved at lave et dårligt album, fordi man ikke kunne skrive gode sange længere«.
»Der er mange af mine sange, der er personlige og biografiske. Men når jeg skriver dem ind, er det en del af samme stof, som hele den her fantastiske verden er. Livet er et eventyr, verden og livet er en gåde. Hvorfor er vi her? Der er ingen, der ved det. Det var helt klart et issue med ’Umage’-pladen, at jeg ikke ville disse eller udstille hende (eks-kæresten, red.) for åbne mikrofoner. Det skulle handle om min vrede. Det er dog ikke alt, der er sat på den plade. Det er nok de mest kedelige ting, jeg har digtet til, for livet er vildere, end man tror. Det fucker rundt med os«.
Bisse er på turné i det danske land i øjeblikket og kan opleves lige her:
26. marts: Sønderborghus, Sønderborg
1. april: Von Hatten, Randers
2. april: Tape, Aarhus
13. oktober: Atlas, Aarhus
14. oktober: Lille Vega, København