Her er 15 koncerter du skal opleve i april

Pusha T, Ty Dolla Sign og Jazz Cartier. Der kommer stærke rappere til byen, der desuden summer af lovende danske talenter i både hårdt hiphop- og fornemt pop-regi.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ukendt Kunstner
Turné

Det var noget af en bombe, der landede sidste måned fra Ukendt Kunstner. Uden varsel blev tracklisten til det længeventede tredje album delt via duoens Facebook, og nu var det stensikkert – Hans Philip og Jens Ole McCoy havde pakket kufferten med spritny musik til den forestående Danmarksturné. ‘Den Anden Side’, der landede i forrige uge, var et retroperspektivt blik tilbage på den danske hiphopscene, der afslørede bagsiden af succes-medaljen. Vi ser både frem til fordum tids melankolske bangers såvel som de nye, mere afdæmpede toner.

Når McCoy og Phillip lægger vejen forbi Vega i København den 2. april, har de desuden den lovende danske r’n’b-duo Saint Cava med som opvarmning.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Cannibal Records
1. april, Stengade

Den danske hiphop-undergrund er særdeles leveringsdygtig i heftige nyheder i disse dage. Et stærkt toneangivende pladeselskab i udviklingen er Cannibal Records, der denne fredag aften leverer smagsprøver af deres pt. sejeste, saftigste kød: Hakeem blænder op for sin kontante, kølige og fransk-inspirerede gaderap, J-Mix leverer en omgang feststemt L.A.-præget hiphop, mens Icekiid byder på dancehall-infektion og afrobeats.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Blaue Blume + Irah
Turné

For nylig blev vi velsignet med ovenstående live-session fra Blaue Blume, der uden tvivl smed vand på møllen af forventninger til den danske kvartets kommende Danmarksturné. Live har de danske dreampoppere dog altid levet op til deres overjordiske musikalitet fra ep’en ‘Beau & Lorette’ samt fra det sublime debutalbum med den svært udtalte titel ‘Syzygy’ fra sidste år. På deres kommende turné medbringer de ovenikøbet den spritnye trio Irah som support, der allerede lover dobbelt op på himmelråbende transcendental-pop.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lust For Youth – ‘Compassion’ release
2. april, Sigurdsgade 39

‘Compassion’ er den sympatiske titel på Lust for Youths andet udspil, og de to singleforløbere ‘Stardom’ og ‘Sudden Ambitions’ har allerede demonstreret tårnhøje ambitioner hos den dansk-svenske trio, der blandt andet tæller eks-Oh No Ono-medlemmet Malthe Fischer. Albummet er med i kufferten på en større verdensturné, mens danskerne dog har taget den 2. april ud af kalenderen til en dansk album-release på Sigurdsgade 39, der også får fornemt besøg af Kenton Slash Demon og DJ Victor Palsby.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Minds of 99 + Lord Siva
Turné

The Minds of 99 er lidt af en vidunderhistorie. Med tungsindig og kompromisløs post-punk og et dansksproget lyrikhjerte – næsten a la Tv-2 – er successen drønet afsted som en kongeørn for den danske gruppe, siden de blev årets Karrierekanon i 2013. En sjældent vellykket åbningskoncert på Orange Scene senere oversteg de med ‘Liber’ alle forventninger om den svære toer, og til april tager de på stor dansk turné med Lord Siva som speciel guest på samtlige shows.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Moderat
10. april, Store Vega

Moderat er opstået i det elektriske møde mellem Modeselektor og Apperat, der langt om længe er på vej med en tredje omgang melankolsk, ruskende rave i form af det passende betitlede album ‘III’. Sidst den tyske supertrio var i Danmark, væltede de Arena-teltet på Roskilde Festival i 2014, og derfor fløj vores arme i vejret på ny, da bandet varslede med en dansk forårskoncert. ‘III‘ er endda landet 10 dage forinden, så når tyskerne antænder et udsolgt Store Vega, bliver det givetvis med nyt materiale i baghånden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gents/Girls Night Out/Silvester
15. april, Stengade

Midt på måneden slår Stengade dørene op til tre danske upcoming-kunstnere, og spillestedet sidder uden tvivl med en royal flush af dansk talent. I toppen af programmet finder man firser-fremragende Gents, som vi længe har haft et godt øje til. Duoen har ep’en ‘Embrace the Future’ på gaden, og de to har ovenikøbet sikret sig en Roskilde-koncert årets Rising Scene. Med på plakaten har Gents desuden den tyggegummi-supergruppen Girls Night Out, der blandt andet tæller Emma Acs, October Dance- og Virgin Suicide-medlemmer, samt deres lovende tre venner i Silvester, som vi snart kan lære bedre at kende på deres kommende debut-ep.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Artigeardit
15. april, Rust

Ardit er en af de skarpeste tunger i den brandvarme opblomstring, den danske rap-scene i disse tider undergår. Han bragede igennem på Youtube-fronten i februar med den stærke ‘Forklar ma’, der blev opfulgt af den udmærkede debut-ep ‘Fristelse fordærver’ i begyndelsen af marts. Dugfrisk fra rapsmedjen er Artigeardit klar til at fyre op under Rust med soul-samplende old school hiphop, tilbagelænede gade- og kærlighedsfortællinger samt heftige trap-inficerede bangers.

Se også: Artigeardit rapper og fortæller om sine yndlingsrim

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Navneløs + Franske Piger
Turné

Der er noget udpræget nordisk over Navneløs’ minimalistiske og dansksprogede udtryk, som blev udpenslet med den melankolske debut ‘Værk’ fra 2014. Nu er efterfølgeren ‘Lava’ på vej, hvor vi allerede har fået serveret ovenstående stærkt poetiske ‘Bukseløs’. I den forbindelse tager det danske femkløver på en relativt kort Danmarksturné, der bringer dem fra Kolding over Aarhus til København, hvor de også får fællesskab i form af den lovende danske gruppe Franske Piger.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ty Dolla Sign
24. april, Pumpehuset

Der er bliver seriøse L.A-vibes for dollaren, når Ty Dolla Sign (med $ for kenderne) for første gang rammer Danmark med sin solslikkede miks af hiphop og r’n’b a la klar-til-klubben. Siden ‘Beach House’-mixtapet er det gået stærkt for den gode Ty, og sidste november udgav han debuten ‘Free TC’, der bød på et utal af prominente gæster som Kanye, Kendrick Lamar og naturligvis rygervennen Wiz Khalifa. Ty er kongen af lummer r’n’b til soveværelset, og mon ikke han nok skal få startet en hed fest i Pumpehuset – med eller uden gæsteoptrædener.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tinashe
26. april, Store Vega

Fra et soveværelse til et andet. Tinashe fortsætter med at imponere med sin ømme sengekants-r’n’b, og det er ikke uden grund hun er blevet opgraderet til Store Vega efter hendes første besøg i Lille Vega sidste år. I mellemtiden har hun udgivet det intime mixtape ‘Amathyst’, hvor navne som Ciara og Janet Jackson fortsat er forbilleder for den 22-årige forførerske. Til gengæld venter vi stadig længselsfuldt på debutalbummet ‘Joyride’, hvorfra vi senest har fået serveret den svedige Metro Boomin’-produktion ‘Ride of Your Life’, der kan høres foroven.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Karl William 
27. april, Jazzhouse

Nu er det jo ikke, fordi det er længe siden Karl William serverede det natte-malankolske debutalbum, ‘Placebo’. Den produktive r’n’b- og pop-poet har dog allerede lovet nyt materiale på vej, der allerede kan opleves live på Jazzhouse i slutningen af april – en optræden blandt få koncerter i foråret, og udover de nye numre, har William også varslet om et helt nyt live-udtryk på scenen. Der således tale om et ekslusivt smugkig – en forpremiere om man vil – på, hvad vi kan forvente af Hukaos-delegatens næste udspil.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kano
27. april, Pumpehuset

Man kan nemt kalde Kano en grime-pionér. I begyndelsen af 00’erne var han helt i front med genren, der kompromisløst prædikede musikkultur fra syd- og østlondons hårdeste miljøer, og i de seneste år har han holdt grimefanen højt – senest med det dugfriske udspil ‘Made in the Manor’ fra starten af marts i år. Her står bangerne i kø, mens det ny album også byder på et gæstebesøg fra selveste Damon Albarn, der spillede sammen med Kano som en del af Albarns Africa Express på Roskilde sidste år.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Pusha T
30. april, Store Vega

Når chefen for Kanyes pladeselskab G.O.O.D. Music kommer til byen, kan vi næsten ikke andet end skrue vores forventninger i vejret. Klokkerne har bimlet forud for det længeventede album ‘King Push’, og indtil videre har decembers ‘King Push – Darkest Before Dawn: The Prelude’ udspillet sin rolle som appetitvækker til perfektion. Med sit mørke-paranoide narkounivers har rapperen for alvor rejst sig fra asken af Clipse, og hans kommende koncert i Store Vega i april er næsten lidt for perfekt timet i forhold til det kommende hovedværk, som vi spår til at blive en stor oplevelse live.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jazz Cartier
30. april, Rust

I slutningen af april måned får Rust Natklub besøg af den hypede Toronto-rapper Jazz Cartier, der siden debut-mixtapet ‘Marauding in Paradise’ fra sidste år har imponeret med sine eksplosive live-shows, hvor hårdkogte rim går hånd i hånd med bangers til et svedigt dansegulv. Debutalbummet ‘Mr. Cartier’ forventes at lande engang i 2016, og Jazz er uden tvivl værd at skrive sig bag øret, inden han brager igennem resten af 2016.

Læs også: Her er 10 nye danske rappere, du skal holde øje med

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af