Tidligere på måneden udkom ‘Quasi’ – den længeventede ep, som vi har set frem til lige siden Kill J tryllebandt os for tre små år siden med deres første farligt fængende toner. Siden da er duoen blevet til et enmandsprojekt med Julie Aagaard ved roret og vind i sejlene – ladet med kontroversielle tekster og udfordrende pop-eksperimenter.
I øjeblikket er kursen sat mod den amerikanske branchefestival South by Southwest, men inden Julie Aagaard tog over Atlanten, fik vi en snak med hende om solokunstens ensomhed, om hvad man må som ‘en lille dame’ i popbranchen, om hendes dystopiske ‘Barbie Girl’-cover – og om Søren Rasteds venneanmodning på Facebook, der fik hende til at tænke: »Oh shit. Far er sur«.
Hvad skete der med Kill J, da din makker, Lennart Rasmussen, forlod projektet?
»Jeg tænkte længe over, om jeg skulle fortsætte dette her selv, eller om jeg skulle lukke hele lortet ned. Jeg tror, mange tvivlede på, om jeg kunne. Men for mig handlede det ikke om, om jeg kunne. Det strejfede mig ikke. Det handlede om, om jeg turde. Jeg overvejede det, men … Gu’ vil jeg da ej give op – det er jo min baby!«
Hvad frygtede du ved at fortsætte Kill J som soloprojekt?
»Ensomhed, tror jeg. Da vi startede projektet, var vi rundt og varme op for en stor dansk sangerinde. Vi sad og drak whiskey en aften, og så sagde hun: ‘Hvor er I heldige, I har hinanden. Det kan godt være, man bliver uenige, eller det bliver svært undervejs – men i sidste ende, så er det jer mod verden’. Så ja – jeg har måttet få et meget større panserværn over for bullshit nu, end jeg havde før, hvor vi havde hinanden«.
Har du følt ensomhed som solokunstner?
»Ja, meget. Det er hele tiden ensomt, men det behøver ikke være en negativ ting. Det er også fedt at lukke sig inde og ikke dele musikken med nogen, før folk rent faktisk gerne må høre det. Det er også mere angstprovokerende«.
»Jeg føler, jeg tør meget mere rent tekstuelt, end jeg turde førhen, hvor alting foregik i dialog om, hvor langt vi turde gå. I forhold til de emner, denne ep og musikken efterfølgende kommer til at handle om, har jeg ikke reflekteret over, hvad man ‘kan tillade sig’ på samme måde. Jeg tror og håber, det er en styrke. Nogle gange er det fedt, når der kommer noget råt, som ikke er så gennemreflekteret«.
Hvordan ser du Kill J nu – er det blevet et andet projekt, eller fortsætter du på samme mission?
»Jeg ville nok også have bevæget mig i denne retning med en samarbejdspartner. Men jeg tror ikke, jeg havde turdet gå så langt kønspolitisk eller turdet at sige de ting, jeg har sagt og kommer til at sige, havde jeg haft lidt flere – ofte mandlige – partnere ind over«.
»Jeg tror også, at en del af det panserværn, jeg har været nødt til at sætte op, har været affødt af, at der ikke er en anden. Og at den anden ikke er en mand. En ting er, at man står alene, men en anden ting er, at jeg altså er en lille dame, og nogle gange føler jeg, jeg er nødt til at råbe noget højere«.
Har du stået i nogle situationer, hvor du har måttet råbe højere?
»Ja, eller måttet sige tingene nogle ekstra gange. Jeg har også været bange for at skulle blive stemplet som en besværlig diva. Men den frygt har jeg måttet lægge fra mig. Jeg kan ikke bruge den til noget. Jeg er jo nødt til at sige fra, når jeg synes, det er rigtigt. I sidste ende er det mig, der er afsender, og mig, der er på toppen af kransekagen, selvom der er sindssygt mange kokke i køkkenet. Så må de sgu synes om det, hvad de vil«.
Hvad har været det bedste ved at arbejde solo?
»Jeg har fået lov til at udleve min drøm. Jeg har hele tiden følt, jeg havde noget at sige. Det er den største grund til, jeg er blevet musiker, og det har jeg fået mulighed for nu. Og jeg har fået lov til at lave noget musik, som jeg er stolt af, hvor jeg kan stå inde for hvert enkelt taktslag, hver enkelt lille synth-lyd. Jeg har taget stilling til det hele. Det skal jeg have lov til at være stolt af«.
Var musikalske uenigheder, du måtte give dig omkring, da du havde en makker?
»Det er der altid – også med de samarbejdspartnere jeg har nu. Alt afhængigt af hvilken type man er – jo mere kæmper man for det, man synes, er det rigtige. Det, vi laver, er så tæt forbundet til vores følelsesapparat, så det føles enormt vigtigt. Der er masser af magtkampe hele tiden. Men jeg har the final say«.
Tager du nogle kontroversielle tematikker op på ‘Quasi’ – ligesom på singlen ‘Propaganda’?
»Ja. Jeg mener selv, der er en rød tråd. Det er lidt en meta-ep, som lidt handler om alle de ting, der er sket i processen. Ting, som det kom bag på mig, jeg skulle konfronteres med – såsom det at være kvinde«.
»Men overordnet er det historien om, at jeg altid har tænkt projektet og mig selv i det som værende popmusik. Men jeg er hele tiden blevet fortalt, at det var det ikke. Jeg fik fortalt og kunne også selv se, at jeg ikke passede ind i den kasse, der blev sat foran mig. Det provokerede mig. Jeg har følt, at kassen har været meget snæver, og jeg har villet skubbe og sparke til dens sider for at kunne være i den. Det kan ikke være rigtigt, kassen skal være så lille. Jeg har lavet noget trekantet, når kassen var firkantet, så det har føltes meget halvt og ‘næstent’. Deraf også titlen: ‘Quasi’«.
Er det i modtagelsen af din musik, du har følt, folk har prøvet at sætte dig i bås?
»Det er mere, når der bliver talt i ‘man’-sætninger. Meget af det er enormt subtilt og uudtalt, og det kommer ligeså meget indefra, som det kommer udefra. Hvordan ser en popartist ud? Hvad må hun sige, hvad må hun gøre, hvordan må hun klæde sig og klippe sit hår? Alle de ting, jeg førhen bare har gjort helt naivt og barnligt, er jeg blevet tvunget til at tage stilling til. Hvad må jeg? Men til sidst har jeg måttet søge ind til kernen af mig selv og sige: Gu’ må jeg da så. Jeg må da, hvad jeg vil«.
Hvad var det, der fik dig til at lavet et cover af ærke-pophittet Aquas ‘Barbie Girl’?
»’You should be more like girls in porn’. Den sætning havde jeg haft i hovedet i to måneder (sætningen blev brugt i teksten til ‘Propaganda’, red.). Jeg ville gerne skrive om piger i pornofilm. Af en eller anden grund sad jeg så og læste teksten til ‘Barbie Girl’ – og den er jo fucking … åh, smertefuld! Jeg havde aldrig tænkt sådan over den før. Så jeg tænkte: ‘Den her skal gøres fucking dyster og pisseuhyggelig’«.
Coverbilledet til nummeret er også uhyggeligt …
»Ja, sorry. Det var meningen, det skulle være som et helgenbillede. Men i de gamle mosaikker bag mig er der ting, kvinder gør ved sig selv for at ligne idealet. Slankepiller, botox-sprøjter, makeup-børster og noget til at skære i sig selv med«.
»Sådan synes jeg det fedt at bruge photoshop – når der er en mening med det. Jeg tænker meget over det generelt. Skal det her billede airbrushes – skal den der bums fjernes? Og hver gang har jeg måttet tjekke med mig selv og måske sige: ‘Vent lige lidt med at fjerne den bums. det kan godt være, at bumsen skal være der’«.
Har du Aqua reageret på coveret?
»Efter nummeret kom ud, fik jeg en venneanmodning af Søren Rasted på Facebook, og jeg tænkte: ‘Oh shit. Far er sur’. Men han skrev en sød besked, og han syntes det var fedt og godt produceret, så jeg var meget glad og lettet«.
Er der noget, du har lært af det at gå solo, som du ville ønske, du havde vidst tidligere?
»Jeg har nedprioriteret min egen mavefornemmelse i perioder. Det er lidt ligesom en proces, hvor man glemmer sig selv, og så finder man sig selv igen. Det lyder måske lidt prætentiøst og ‘åh, jeg er sådan en stor kunstner’-agtigt. Men som kunstner søger man hele tiden efter kernen i et eller andet. Du er nødt til at komme på afveje og blive lidt væk for at kunne søge tilbage igen og finde ind til kernen – også for at det bliver interessant at lytte til«.
Læs også: Anmeldelse: Kill J’s debut-ep er lige dele syntetisk og inderlig
Læs også: Disse 10 album skal du høre i marts – med Kendrick, Kill J og Iggy Pop