Kill J’s debut-ep er lige dele syntetisk og inderlig
Det gav god mening, da Kill J i slutningen af 2015 kastede sig ud i et dystopisk, synth-inficeret cover af Aquas signaturhit, ‘Barbie Girl’. På nummeret og på sin længe ventede debut-ep lyder den danske, klassisk skolede sangerinde som en Barbie-dukke, der har poppet for mange piller og nu krænger sit plastificerede inderste ud: Lyden er syntetisk, men pågående, vokalen overjordisk lys og ofte effektladet, men også skrøbelig og inderlig.
Gennemgående bruger Julie Aagaard sin vokal som et instrument, der inden for et enkelt nummer manipuleres og samples i et utal af forklædninger, og stemningerne på ep’ens seks numre stikker i alskens retninger.
‘Back Home’ er en dragende, dramatisk åbner med Aagaards kurrende, effektindsvøbte vokal som fikspunkt over en bund af forvredne vokalsamples og trap-klingende trommer. Nummeret har et næsten episk tilsnit, og flere steder på ep’en demonstrerer Kill J, at hun bestemt mestrer de medrivende omkvæds kunst.
Ikke mindst på sjæleren ‘Trickle Trickle’, hvor det inderlige balladeformat og Aagaards svimlende falset parres med svævende synths og en sværm af himmelstræbende korstemmer. Her gælder parolen more is more.
‘You’re Good But I’m Better’ er anderledes frejdig og rig på attitude med sine catchy fingerknips og nostalgiske keyboardakkorder, men besidder igen et temmelig uimodståeligt popomkvæd, der stædigt møver sig ind i hjernebarken og bliver der.
Denne popsensibilitet modstilles imidlertid med det foruroligende, dunkle udtryk, som Kill J gjorde til sit varemærke på singlen ‘Phoenix’ fra 2013. Således skrotter ‘Propaganda’ den tilgængelige melodi til fordel for angrebslystne hiphop-referencer, når Aagaard over et kuldslået beat med påtaget sexet-uskyldig mine italesætter sexisme med linjer som: »You should be more like them girls in porn«.
Kill J’s udtryk er således spækket med modsætninger: Hun er en både inderlig, kunstig, kælen, angrebslysten og morsom kunstner, og ‘Quasi’ er en stærk og helstøbt debut i sin eklektiske skikkelse.
Kort sagt:
Kill J’s debut-ep har været længe undervejs og skuffer ikke. Julie Aagards synthpop er både catchy og foruroligende, syntetisk og inderlig, og udtrykket spænder bredt; ‘Tricke Trickle’ og ‘Back Home’ har et næsten episk tilsnit med deres poppede, brusende storhed, imens det angrebslystne, feministiske indspark ‘Propaganda’ er en kuldslået hiphop-manøvre.