Nikolaj Nørlund kan ikke lade være med at grine sit karakteristiske, høje grin. Det kommer brat, helt inde fra oprigtigheden, og er ligeså hurtigt væk igen. Men i den tid, det får lov at hænge i luften, og det store smil sidder i hans mundviger, åbner det både rummet og Nørlund op, så en næsten barnlighed titter frem fra den ellers alvorlige mand, som altid velklædt i jakkesæt.
Jeg sidder med musikeren og produceren i hans musikstudie på H.C. Ørstedvej i København – et stort og varmt rum rammet ind af fyrretræ på væggene og vævede, tykke tæpper på gulvene. I det lave loft hænger nogle PH-lamper og i hjørnet står et klaver, som Nørlund klimprede et par toner på før, da han gik forbi.
Nørlund griner, når han fortæller om første gang, han stod i Danmarks Radios gamle radiohus. Dengang var det sammen med hans gymnasieband Patriot. Han var 18 år ung og sang af nervøsitet en kvint for højt sammenlignet med det demobånd, de havde sendt ind og som havde åbnet døren til Radiohuset. Her, mere end 30 år efter, og med en allerede imponerende musiker- og producerkarriere på ryggen, slutter cirklen på en måde.
Aktuel med sit ottende soloalbum, ’Villa’, har Nørlund nemlig valgt at gå ad nye stier og lave en plade med Copenhagen Philharmonic. Da interviewet finder sted, er der kun få dage til, at han igen skal stå i det gamle radiohus og synge live – denne gang bare med et helt symfoniorkester i ryggen og, forhåbentlig ikke, en kvint over.
Vi tog en snak med Nørlund om det nye album og hvordan han holder sig selv frisk og på tæerne efter så mange år i branchen.
Hvornår fik du først ideen om at lave et album med et symfoniorkester?
»Jeg har nok altid tænkt, det kunne være en fed ting at lave, og jeg synes. det var spændende med Copenhagen Philharmonics 60 minutes-koncerter. Så min booker tog kontakt til Karl Skibsted (kreativ producer/orkesterproducer, red.), og heldigvis var han frisk på projektet. Min første tanke var, at det helt klart skulle være nyt materiale, og at vi skulle lave en plade. For mig var det enormt vigtigt, at det var nyt, så vi kunne prøve at udnytte potentialet i symfoniorkesteret«.
Hvad var forskellen på at lave et album som ’Villa’, og den måde du har lavet album på før?
»Det var ret forskelligt fra den strategi, jeg har brugt på de seneste plader, hvor jeg har haft sangene med i studiet sammen med nogle rigtig dygtige musikere til sessions og så bagefter selv arbejdet videre med sangene. På den måde er vi blevet inspireret af hinanden, og meget er opstået i studiet i kraft af, hvad musikerne kom med. Det er en måde at lave musik på, som jeg har en grundlæggende kærlighed til«.
Hvordan adskiller ’Villa’ sig fra den metode?
»Det har været et helt andet forløb, da vi skulle prøve at få den her smeltedigel af lyd til at fungere. Med et orkester skriver man arrangementer og beslutter så, at der skal være de og de specifikke melodiske temaer og de og de instrumenter henover sangen. Og så arbejder man med en række forskellige komponister, der hver især har et helt unikt udtryk. Nick Martin kom med nogle meget komplekse og mættede arrangementer på ’Amerikaneren’ og ’Den evige treer’, imens Tróndur (Bogason, red.) laver nogle lettere og mere lyriske ting, som på ’Engel’ og ’Alt det vi skal nå’, og på samme måde har Adi Zukanovic, pianist og arrangør på pladen, sin helt egen lyd. Så det er bestemt anderledes og var meget mere tænkt på forhånd i forhold til mine tidligere plader. Og så indspillede vi nogle one takes med både mit band og symfoniorkesteret samlet i én sal. Så er det ligesom take it or leave it og bare sådan, det bliver, eller også må man tage det hele forfra«.
Var det en ny slags nerve, du kunne bruge og hvordan?
»Ja, det var det da. Det er jo old school og det, som er fedt med ’the take’. Hver gang man kigger over til computeren i dag, mister man ligesom ideen om ’the take’, som var en stor ting, dengang man stadig indspillede på bånd og kun havde råd til to med et kvarter på hver side, som desuden kostede 1500 kr. stykket. Med one takes er det sådan, at er du ikke er glad for én version, så sletter du den og optager en ny ovenpå. Men det gør også, at der kan komme noget magisk ind i optagelsen, når der er den her lille nervøsitet og noget på spil – den her spænding, der faktisk er i god musik, og som man ikke kan forklare«.
Var ’Villa’ også båret af et ønske om fornyelse og at udforske nye territorier som musiker?
»Det var det da helt sikkert. Men vi prøvede selvfølgelig også at få det til at passe ind i mit univers og få det storladne retfærdiggjort. For der skal være en grund til at gøre det. Nogle gange kan man høre orkestermusik og tænke, at der er sindssygt meget drama og lyd her, men hvad er det, andet end alvor, farligt eller nogle andre begreber, man spiller ind i? Hvorfor? For mig skal der være kongruens og et eller andet i det, som er farligt«.
Hvordan gør du det så farligt?
»Jeg synes altid det handler om sangen. Og sangen bruger man så musikken til at iscenesætte. Ellers er det en tom iscenesættelse, og så bliver det også tom musik for mig. Der skal være en idé bag og en grund til, at man gør det, fordi den sang handler om dét eller dét. Med ’Villa’ synes jeg især det er spændende, at man har min fortælling kombineret med orkesterlyden i stedet for en operasanger, som synger fantastisk, men hvor man ikke får nogen historie fortalt, med mindre man er ret god til italiensk. Mine sange er fyldt med så mange figurer, situationer og billeder. Det synes jeg er en interessant dynamik sammen med orkesterlyden, og det har været en spændende idé at udforske«.
Du er midt i en lang karriere som succesfuld soloartist og de seneste mange år også producer. Sidste år var det faktisk 20 år siden, at du udgav din solodebut, ’Navnløs’. Hvordan holder man sig frisk eller på tæerne og navigerer i musik efter så mange år?
»Jeg lytter jo til, hvad der kommer af ny musik. Man skal ligesom have en eller anden fornemmelse af, hvor lyden er, og hvad folk tripper over. Jeg kan huske, da jeg hørte Sivas’ ’d.a.u.d.a.’ første gang og tabte hagen. Det handler jo ikke om alder. Den var der bare. Men der er så mange cirkler i musik i dag, og man bliver nødt til også at holde fast i, at der er noget man har forstået eller forstår. Der er ting man smider op på ladvognen, som man ikke behøver at sparke ud, men vognen skal stadig køre videre på en eller anden måde. Så det er jo en balancegang«.
Hvad er det så, du har forstået, og som du holder fast i på din Nørlund-vogn?
»Jeg referer i første omgang til mig selv, og hvor jeg er i min udvikling. Selvfølgelig tænker jeg da over, hvor jeg kan passe ind, og jeg vil også gerne være lidt alene om nogle ting, så jeg kan bilde mig selv ind, at der ikke er andre, som har lavet en plade, der lyder på den her måde. Det synes jeg jo stadig er meget sejt«.
Læs anmeldelse: Nikolaj Nørlund ‘Villa’