Santigolds popsmeltedigel er kaotisk, men smittende
På coveret til Santigolds tredje album er sangerinden indhyllet i plastik, omringet af billigt junk som en anden Barbie-dukke med et tilbudsgult ’99 cents’-mærkat smækket på pakken. Temaet kredsende om konsumerisme og personlig branding er skåret ud i pap (eller plastik, om du vil), ligesom adskillige numre kredser om at snakke big business og udfordre de corporate skiderikker, der dominerer verden.
I stedet for at udtrykke sin fikseren på den vestlige verdens overforbrug gennem kritiske tekster bruger Santi White imidlertid musikken som billede. Gennem albummets 12 numre skøjter hun rundt i genrerne, som om hun selv har gang i det ultimative selvrealiseringsprojekt – hver sang repræsenterer en ny persona og udtryksform i internettets store tag-selv bord, hvor du som kunstner både kan dyrke digital reggae, kæk doo-wop og 80’er-synthpop med postpunkguitar på ét og samme album.
Det lyder måske kaotisk, og det er det for det meste også. Singlen og åbningsnummeret ’Can’t Get Enough of Myself’ lægger ud med sit ultrasmittende doo-wop-beat af den slags, der giver dig lyst til at udbryde i spontan gadedrengehop, mens White sælger sit ego – og føler sig selv – til den store guldmedalje: »I’d put money on myself / all I want to do is bottle it to sell / cause my brain of vainglory is much better for your health«.
’Chasing Shadows’, der er produceret af forhenværende Vampire Weekend-medlem Rostam Batmanglij, sampler ligesådan et oldschool beat, der vækker minder om Jay Z’s ’Hard Knock Life’, og som har samme småkitschede charme, der giver en tongue-in-cheek følelse – Santi er udmærket klar over sin leg med udtryksformerne og tyveri fra musikhistorien.
Den kalejdoskopiske genreleg fortsætter på ’Banshee’, en hyperaktivt galopperende popbanger, og ’Rendezvous Girl’, der lyder som en new wave-agtig girlpower anthem fra en 80’er-film, mens den står på M.I.A.-klingende, vuggende dub på ’Big Boss Big Time Business’ og en charmerende døsig duo med ILoveMakonnen på den tågede ’Who Be Lovin Me’.
Når stilen derimod bliver for selvbevidst og seriøs, står den smittende charme, der ellers spiller godt overens med Santigolds tydelige tematik, af. ’Walking in a Circle’ er en mystisk tung trapsag, hvor Whites karakteristiske vokal druknes i forvrængninger, og så lyder ’Before the Fire’, ’Outside the War’ og ’Who I Thought You Were’ med deres hylende guitarer og kolde synthesizere lidt for meget som outtakes fra New York-scenen anno 2003 omkring Yeah Yeah Yeahs og TV on the Radio. Så virker albummets kække popsange, hvor kaotiske og overgearede de end må være, trods alt bedre.
Kort sagt:
Siden Santigold debuterede i 2008 har hun aldrig ladet sig begrænse af genrer, men stået ud som en ener i en glat og strømlinet popverden netop for sin kaotiske tilgang til popmusik. På ’99¢’ holder hun langt hed ad vejen snor i sin musikalske popsmeltedigel, men den konstante udforskning af nye udtryk gør samtidig også albummet for ufokuseret til for alvor at være et interessant konceptalbum om forbrug og popverdenens materialisme.