M83’s Anthony Gonzalez er en ironisk nostalgiker
Der bliver talt frygteligt meget om begrebet kulturel appropriering i disse år. Når en hvid rapper, Iggy Azalea, ’låner’ sorte stilgreb og udtryksformer i sin musik, melder kritikere (og Nicki Minaj!) sig på banen. Det samme gør de, når Miley Cyrus twerker, eller når Justin Bieber får lavet dreadlocks.
Nu hænger meget af debatten om kulturel appropriering sammen med en styrket selvopfattelse inden for flere grene af det afroamerikanske samfund i nutidens USA, der på den måde naturligt kobler sig på den herskende dagsorden vedrørende politisk korrekthed over there.
M83-mastermind Anthony Gonzalez er ikke så meget en hvid mand, der stjæler fra sorte, som han er ironiker, der går på strandhugst i alskens subkulturelle udtryk fra et væld af epoker. Denne form for appropriering er alt efter temperament charmerende, overvældende, overraskende eller øretæveindbydende. Da Gonzalez så tydeligt foretager sin approprieringsvirksomhed fra den nostalgiske ironikers (eller ironiske nostalgikers) perspektiv, så risikerer han nok ikke helt samme ukærlige behandling som den, der tilkommer Azalea, Cyrus eller Bieber.
Gonzalez vil sikkert selv gladelig indrømme, at hans kunst er smagløs. For ham er det mærkat ikke en diskvalificerende dom: For hvilken ironiker med selvrespekten i behold kerer sig om den gode smags forvaltere (de er jo rindalister alle til hobe!)?
Så på ’Junk’ – en titel, der jo ganske taler for sig selv – hiver han virkelig en flok selvlysende kaniner op af hatten.
Der er (superselvbevidst) kønsløs saxofon smurt jævnt ud over det meste. Instrumentalnummeret ’Moon Crystal’ er så cheesy, at det lyder som et troværdigt bud på en temamelodi til en sitcom fra Reagans velmagtsdage. ’For Kids’ er ligefrem en Jennifer Warnes-agtig powerballade, som – formoder jeg – ville have fået musikproduceren på ’Top Gun’ til at rynke på næsen. Helt galt går det på det 15 sange lange albums opløbsstrækning, hvor Beck blandt andet medvirker på ’Time Wind’ og formår at lyde dræbende anonym (og/eller forbandet ligeglad). Den sang er ikke engang en storcenter-muzak-playliste værdig.
Heldigvis kan man nøjes med at lytte til albummets indledende stræk af sange, der nok svælger i – uskadeligt velkomne – skamløse approprieringer på numre som ’Do It, Try It’, ’Go’ (med håndklap og funkguitar) og ’Bibi the Dog’, men som også opnår den effekt, de lyder som om de tilstræber, nemlig lidt sjov i gaden.
Coveret med de to fjollede Muppets-agtige figurer og en cheeseburger siger næsten det hele: Ikke engang Gonzalez tager den her tidsrejse alvorligt. Denne komplet skødesløse ’I kan rende mig’-attitude står i tankevækkende kontrast til al den tid og energi, han må have brugt på at få de 15 sange til at lyde som sirligt konstrueret simili. I den forstand opnår Gonzalez også at være et strålende paradoks. Det er han sikkert ikke ked af.