Moderat er mere seriøse end nogensinde: Symfonisk og øjeblikkeligt catchy electronica
Selv om den mandige pige på coveret af Moderats tredje album vækker ufrivilligt komiske mindelser om 80’er-gyseren ’Children of the Corn’, så skal man hæfte sig ved det alvorstunge blik i personens øjne. For på ’III’ er den tyske supergruppes udtryk destilleret ned til deres hidtil mest seriøse, og der er hverken plads til elefanthyl, skæve gæsterappere eller hvad trioen nu ellers har haft af skøre indfald på sine første to album.
I stedet åbner albummet med ’Eating Hooks’, der på et forsigtigt off-beat knirkende folder sig ud og kun ganske langsomt hæver sig i et brusende klimaks omkring linjerne »meditation / medication / I’m eating the hooks that tear me«. En ganske mageløs start, der fortsætter i endnu mere bjergtagende stil på ’Running’, der med stacatto-synth, house-beat og en Sascha Ring, der lyder som Keane-forsanger Tim Rice Oxley i sine bedste dage, skyder sig i top fem over Moderats bedste numre til dato.
I samme liga befinder ’Intruder’ og singleforløberen ’Reminder’ sig. Begge er de arketypiske eksempler på, hvad meget få andre grupper i det moderne elektroniske landskab kan gøre Moderat efter: At opbygge hypermelodiske – nærmest symfoniske – kompositioner, hvis omkvæd sætter sig øjeblikkeligt fast i hjernebarken, men samtidig bevarer en enorm detaljerigdom og kompromisløshed i de synkoperede beatstrukturer og det buldrende bastapet. Og så har ’Intruder’ et mavepustertungt drop af smadrede jungle-beats, der nærmest er hele pladen værd.
Fælles for albummets ni numre er en mere alvorstung grundtone end man måske er blevet forvent med. Kun den instrumentale ’Animal Trails’ slipper gækken en smule løs med en god dosis breakbeats og boppende bas, dog uden helt at give slip på den knugende melankoli, der præger albummet. Sascha Ring synger på syv ud af de ni numre, og det virker til, at han har skullet have afløb for nogle indre dæmoner. Den disciplin klæder absolut samarbejdet, selv om der hverken er ligeså mange overraskende indfald som tidligere, eller numre, der som på forgængeren ’II’ overgår hinanden i guddommelig genialitet. Men mindre kan altså også gøre det.
Kort sagt:
Moderat er mere seriøse end nogensinde før, men heldigvis skader det ikke supergruppens evne til at levere øjeblikkeligt catchy og hypermelankolsk kompositioner, der aldrig går på kompromis med detaljerigdommen i den buldrende bas og de insisterende beats.