Eagulls har de gode melodier brusende i blodet
Det lyder som en af de der historier, man har hørt før: En flok ellers så vrede unge mænd bliver voksne, mildere og rundere med alderen.
I tilfældet Eagulls lagde Leeds-bandet i 2010 ud med et ry som nogle værre bøllespirer. De havde sange med titler som ‘Jackson Bollocks’ og omkvæd, der brølede »you’re an art fag!«. Og så har jeg stadig ikke glemt deres blogtirade fra 2013, hvor de lagde sig ud med det meste af indie-England, som fik på frakken for at være for afrobeat, for cockney, for beach – you name it. Dét bid var intakt på deres debutalbum fra 2014, som spændte aggressionerne for en betonkuldslået, men melodistærk revival af postpunken.
Nærværende toer er – meget afgørende – ikke mere af det samme, hvilket både er godt og skidt. Godt, fordi det selvfølgelig altid er sundt at se, at et band, selv i en så ung alder, ikke er blege for at give opskriften et vrid. Skidt, fordi det føltes som om, at havmågerne med deres lige delte fascination af Killing Joke og The Cure faktisk i forvejen sad på en egen gren og pippede med et temmeligt skarptslebet næb – og det nye album er nogle skridt nærmere et mere konformt, bredt appellerende udtryk.
Det er således et noget andet brændstof, end Eagulls’ oprindeligt ætsende indignation og attitude, der driver ‘Ullages’. Mismodet er intakt, men moduleret til en ny følsomhed. Kanterne er barberet af, og det meste af albummet bevæger sig af sted i et langt mere dvælende og tænksomt tempo end den indpiskende debut. Det stiller højere krav til sangenes slidstyrke, og her er det beroligende at konstatere, at albummet efter en lidt prøvende start i den grad får vinger efter det lille instrumentale mellemspil ‘Harpstrings’.
Fra ‘Velvet’ frem til og med ‘Lemontrees’ er albummet således én lang tour de force i eviggyldig, men distinkt 80’er-inspireret new wave med Eagulls’ varemærke – de stærke melodier – brusende i blodet. ‘Ullages’ ender derfor som et fint udspil, der demonstrerer, at Eagulls’ vinger kan bære endog mangt og meget.
Kort sagt:
Eagulls er blevet rundere og mildere med alderen, og postpunk-revival er blevet moduleret til følsom new wave-revival på deres albumtoer, som heldigvis holder deres varemærke – de gode melodier – intakt. Det bredere og mere konforme udtryk kan umiddelbart skuffe mildt, hvis man ventede sig flere prygl, men er du til The Cure, eller folk som danske Communions, er den nye, mindre aggressive aftapning af Leeds-bandet ganske anbefalelsesværdig at prøve kræfter med.