Eagulls

Det forpligter at have hjemstavn i en grå, teknokratisk industrimetropol som Leeds, og seneste (ud)skud på stammen derfra, postpunk-kvintetten Eagulls, skuffer da heller ikke i den boldgade. Her er rigeligt med sammenbidt punkfjendtlighed og indestængte angstneuroser, der rikochetterer rundt i betonrungende rockproduktioner på raketfart derudaf som en flok guitarstrengspiskede, udsultede rottweilere på PCP.

Eagulls er på mission, og skiven rammer ganske enkelt bandet på en bølgetop, hvor de frådende, rivske tvillingeguitarer, George Mitchells desperadovokaler og sanghåndværket går op i en højere enhed. For guderne skal vide, at de her gutter fandeme også, udover altså at sende hidsige harkere i alt og alles retning og gnubbe væskende hudafskrabninger op ad mikrofoner, kan skrive tunes.

Der pumper en tovtyk melodipulsåre gennem de fleste af denne albumdebuts ti sange. Scenekollegaer som Savages og Iceage kan godt begynde at holde nervøst øje med bakspejlet, for Eagulls har potentiale til at save begge midtover på dét punkt.

De svageste momenter er derfor også, hvor melodierne tager sig en puster. ‘Hollow Visions’ og ‘Footsteps’ virker som uberettiget fyldstof og krymper unægteligt i sammenligning med albummets midtbane – ‘Yellow Eyes’, singlen ‘Tough Luck’, ‘Amber Veins’ og ‘Possessed’, der alle skvulper over med magnetiske guitarlinjer og stærke hooks.

Den største bekymring er dog uvægerligt, for en debut som denne, om bukserne holder til mere. For Eagulls’ udtryk er så monomant og rent, at det er svært at se, hvordan der skal kunne udvikles videre på det, uden at man spolerer denne renhed. Nyd dem, mens du kan.