Kygos trope-cocktail egner sig ikke til en placering i den musikalske kostpyramide
Den filmiske ’Intro’ på Kygos første studiealbum er slet ikke nogen uinteressant icebreaker. Pizzicato-strenge og livlige tangenter udfordrer det corny lydbillede og vækker en lille spændthed foran denne umiddelbare fast food-buffet: Måske er der mere end bare tomme house-kalorier i vente?
Men det er for meget at forvente af den norske tropical house-producer, -dj og -remixer, der går under det borgerlige navn Kyrre Gørvell-Dahll.
På de følgende tracks – ‘Fiction’ og ‘Raging’ flankeret af Parson James og Kodaline – er vokalindsatsen i fokus, og autotunen bruges desværre ikke til at skabe flere nærmest elektriske nysgerrighedsmomenter. Det hele er anvendt meget konventionelt – et ord, som i det hele taget beskriver albummet ganske passende.
’Cloud Nine’ er en samling studentervognsvenlige hits, der i albumformat drukner i hinandens dur-mol-rundgange – i modsætning til, hvis Kygo havde fulgt sædvanen og sluppet numrene løs ét af gangen fra enten dj-pulten eller pladeselskabets singlemaskine.
Alligevel er det interessant at iagttage skyggerne af nordmandens ambitioner, der med lækre vokalpræstationer fra blandt andet Matt Corby og folk-søskendeparret Angus & Julia Stone synes at være tilegnet mere end bare de hedonistiske masser.
Dog skjules selve det kunstneriske forehavende godt, og albummet bærer hele vejen igennem præg af, at valget mellem housemæssig avantgarde og mainstream ikke er så meget som forsøgt taget.
På easy listening-tracks som ’Not Alone’ og ’Stay’ hælder man Ibiza ned i store slurke, hvor nogen måske vil kløjes mere end andre i klappesekvenser og Maty Noyes fraserende vokal. ’Happy Birthday’ tilsat John Legends Malibu-stemme føles især som at drikke på tom mave.
Kygo er indbegrebet af dj’en som kulturfænomen, men igen har den konstellation resulteret i et middelmådigt værk, når det fulde album er mediet. Den pyntede lastbil fortsætter sit spor af ølsjatter, men man må spørge sig selv, om chaufførens glas er halvt tomt eller halvt fyldt?
Kort sagt:
Dj’en som kulturfænomen har igen præsteret et middelmådigt værk, der vil vække en vis sympatisk genklang på en tur ned ad Strøget, når Kygos syntetisk blonde toner strømmer lige så let ud af højttalerne. Det egner sig dog ikke til en placering i den musikalske kostpyramide.