»Mew var det her monster, som slugte én med hud og hår«

For et år siden valgte guitarist Bo Madsen at bryde med sine livslange venner i et af Danmarks største rockbands. Nu debuterer han med kunstbogen ‘Jordbo’ og dykker ned i tilværelsens eksistentielle spørgsmål og den hidtil ubesvarede gåde om, hvorfor rockeventyret pludselig sluttede.
»Mew var det her monster, som slugte én med hud og hår«
Foto: Dennis Morton

Solen skinner på en stak kassettebånd i vindueskarmen. Bo Madsen samler dem sammen og viser dem frem. ‘Sushidemo’ og ‘Mew’ står der på dem. Et enkelt er udsmykket med et fotografi fra 1993, som forestiller en flok knægte i skovmandsskjorter med halvlangt Kurt Cobain-fedtet hår og kæmpe guitarer i splejsede teenagefavne. Han fisker også en cd frem med titlen ‘I Should Have Been a Tsin-Tsi’.

»Se, vores første single«, siger han med et smil og lægger så hele moletjavsen tilbage på plads i solstrålen. »Jeg kan godt lide at have min historie med mig«, mumler han imens.

Bo Madsen har budt på hjemmebrygget kaffe på sit kontor i Hellerup. En lille hule med kærlig karma og kelimtæpper på både væg og gulv. Det er her, han har spenderet en stor del af sin tid, siden han for et år siden lagde guitaren og sin identitet som Bo fra rocksuccesen Mew fra sig og pludselig bare blev til Bo.

I 20 år havde han sammen med de tre barndomsvenner Jonas Bjerre, Silas Graae og Johan Wohlert udlevet drengedrømmen: Fået en international pladekontrakt på fem album og turneret store dele af verden med deres storladne og progressive rock med Bjerres karakteristiske falset i front. Men få dage før bandets koncert på Roskilde Festivals Orange Scene sidste år valgte Bo altså at forlade vennerne.

Fra loftet hænger kæmpe plancher med nogle af hans egne kunstkruseduller, som ved nærmere eftersyn blandt andet forestiller et mandeansigt med store ører og en baby med sut i munden. På andre tegninger har han skrevet ‘Mew’ gentagne gange med en fed streg over w’et. Med en fortid som fuldtidsmusiker er Bo vant til at udtrykke sig, men i dag er især billedkunsten blevet hans nye foretrukne kanal. Værkerne udgør nogle af illustrationerne i kunstbogen ‘Jordbo’, som han har arbejdet på, siden han skruede ned for rockmusikken, indtil der til sidst blev helt stille.

Det er basically historien om et venskab, som ikke overlevede

»Bogen er en personlig samling af mine egne tegninger, mine børns regnbuetegninger, fotografier, aforistiske observationer og digte, som handler om livet, det at blive far, og ja, meningen med det hele. Jeg prøver at være ærlig omkring, at det ikke er særlig let at være menneske. Det er faktisk tit ikke særlig let, hvis man risikerer sig selv og er åben«, forklarer Bo, der er far til tre, da vi er sunket ned i sofa og lænestol med kaffen.

»Jeg kan godt se, at det er farligt at stille spørgsmål til livet, især hvis man har tænkt sig at besvare dem ærligt, for det er ret heftigt. Men gud, hvor er det dog også rart, for så finder man ud af, at der er nogle ting, som skal være helt anderledes, så man ikke hænger på en masse gamle valg, man tog, da man ikke vidste noget som helst«.

I ‘JordBo’ tager Bo blandt andet læseren med helt tilbage til ungdommens sommernætter på Hellerup Strand, på besøg i børnefamiliens hektiske idyl og ind i turnélivets evige rodløshed, hvor »man render rundt i bar røv på det der trashede hotelværelse i Asien og savner kærligheden og føler sig uendeligt langt væk hjemmefra«.

Undervejs reflekterer han ikke kun over de eksistentielle spørgsmål, som popper op, når man pludselig er voksen og nærmer sig 40, men også over årsagen til den store gåde, som optog både medier og fans sidste sommer: Hvorfor forlod han Mew?

 

bomadsen2Rockstjernen Bo

»Det er basically historien om et venskab, som ikke overlevede«, begynder Bo.

»Det er mig og Jonas (Bjerre, red,), som finder hinanden i 8. klasse og bliver et odd couple. Jeg er den udadvendte fodbolddreng, og han er den eftertænksomme indadvendte type. Vi er helt utroligt forskellige, og når man arbejder sammen som gruppe, skal man hele tiden tage beslutninger. Man spreder sig ligesom ud på spektret, så alle synspunkter er dækket, og der endte Jonas og jeg bare med at lægge os i hver sin ende. Jeg er en meget passioneret person, som kæmper for det, jeg tror på. I løbet af årene kom jeg måske til at bestemme for mange ting, og det gjorde det sværere og sværere at arbejde sammen«.

På gulvtæppet foran ham brænder et lille lejrbål af fyrfadslys i et keramikfad. Bo luner roligt fingrene over ilden. Så ruller han en smøg, imens han fortsætter.

»Mew var det her monster, som slugte én med hud og hår. Det er sådan noget, som bliver meget frustrerende, når man bliver ældre, fordi man pludselig har en masse andre interesser. Det bliver sværere at acceptere, at ens eget liv kommer i anden række. Toget kører bare, og man er nødt til at være på det«.

Er der ikke også fans og et publikum, som man skal indrette sig efter?
»Jo, er du sindssyg. Pludselig kigger et kæmpestort øje på det, du gør. Det er både medier, fans og labels, men nærmest også kærester og venner, som begynder at blande sig, og det er umuligt at holde alle andres meninger ude. Man kan heller ikke kæmpe imod at blive castet i forskellige roller, så der er mange ting, som egentlig skævvrider den der oprindelige harmoni«.

Man vil aldrig nogensinde have mere optur over at spille en koncert end den allerførste

Hvilken rolle fik du?
»Den som rockstjernen, og det er egentlig det sidste, jeg har følt mig som. Det er den der udadvendte, overfladiske prettyboy og noget med nogle damer, men jeg var faktisk meget central i vores skabelsesproces. Det generer mig ikke længere, men det var irriterende i en periode, for det bliver et halvt skævt billede«.

Kan du huske en særlig situation, hvor du tænkte: Nu er vi, hvor vi skal være?
»Nej, for der er man jo aldrig. Så snart man opnår det, man drømmer om, så er man done, og så skal man videre til det næste mål. Jeg vil sige til folk, der gerne vil lave musik, at man faktisk kan få det overstået ret hurtigt, for man vil aldrig nogensinde have mere optur over at spille en koncert end den allerførste. Man kan stå på alle mulige stadions og Orange Scene og spille, og jeg har nydt mange koncerter siden, men der er en særlig jomfruelig glæde ved de første oplevelser. Sådan er det jo med alting her i livet«.

 bomadsen1

 

For mange kampe

Du nævner i din bog, at det går op for dig, at du er blevet en del af et brand?
»Det er det her med, at man starter med bare at spille, og så går der hurtigt møder i den. Man står og poser sammen på billeder og skal alle mulige mærkelige ting, som man egentlig ikke føler for overhovedet, og som ikke har noget at gøre med det at skabe. Man bliver mere og mere fremmedgjort og kommer længere væk fra venskabet«.

Hvordan var det for dig, da Johan Wohlert kom tilbage?
»Det var rart. Johan passer godt ind, fordi han er udadvendt og mere upbeat, og det er jeg også, mens Jonas og Silas (Graae, red.) er lidt mere stille. Så da Johan ikke var der, var der en form for skævhed i balancen. Da han forlod bandet, tænkte vi: Det er jo bare en bas. Men det gik op for os, at en bas ikke bare er en bas, for vi havde fundet en måde at gøre tingene på sammen, og jeg tror ikke, vi havde kunnet lave den sidste plade (‘+ -’ fra 2015, red.), hvis vi ikke havde været os fire. Pladen blev et kæmpe projekt. Bare sådan noget med at få guitarlyd tog os et halvt år, og på det tidspunkt er man jo grædefærdig og tvivler på alt, så det var virkelig en kamp at indfri de ambitioner, vi havde«.

 Til sidst gav jeg slip på de sidste bånd til Jonas

Ambitionerne stiger vel også hele tiden?
»Ja, men hvad skal man så til sidst ende med? Jeg kan garantere for, at der aldrig kommer en plade i Danmark, som kommer i nærheden af, hvor dyr den sidste plade var at lave. Momentvis synes jeg, den er noget af det bedste, vi har lavet, men den efterlod os i en situation, hvor vores personlige relationer, og i hvert fald min og Jonas’, var slidt op. Der var for mange kampe«.

»Til sidst gav jeg slip på de sidste bånd til Jonas. Når der ikke er mere tilbage, kan man bare ikke arbejde sammen længere, og så måtte det være det. Når man indser det, er man lidt chokeret, fordi man ved, at ens liv kommer til at ændre sig markant, men jeg har ikke følt et identitetstab på den måde. Jeg har mere set det som et nederlag, fordi jeg selv synes, at jeg har været den, der samlede orkestret, og jeg kunne ikke holde sammen på det«.

 bomadsen3

 

Et ægteskab med fire mennesker

Hvordan havde du det dagen efter offentliggørelsen?
»Det er selvfølgelig mærkeligt at se det på skrift, men det voldsomme er egentlig mere, hvordan andre reagerer. Folk skal ligesom på afvænning, pudse brillerne og se en fra en anden vinkel, og det er svært for alle. Det var da også lidt nogle mærkelige dage, da jeg skulle spille på Roskilde med Africa Express, men samtidig var det meget fedt at træde ind i et andet fællesskab«.

Jeg er meget glad og lettet over, at jeg kan bruge mit liv på andre ting

Hvordan har livet været siden som Bo Madsen og ikke Bo fra Mew?
»Det har været vildt, ikke? På nogle måder føler jeg, at jeg kan mærke meget mere igen ved at have givet slip på en så central del af mit liv og kigge på livet med lidt mere kritiske øjne og stille spørgsmål. Det er et mere sårbart sted at være. Jeg kan ikke køre den på rutinen. Der er en masse ting, som før har kørt per automatik, som jeg er tvunget til at forholde mig til, men det vil jeg gerne, så det er også en enormt spændende tid. Universet og potentialet til at føle bliver større, men det er også altid forbundet med en fare og risiko, for hvis man kan blive rigtig glad, kan man også blive rigtig ked af det. Men grundlæggende er jeg meget glad og lettet over, at jeg kan bruge mit liv på andre ting«.

Bo Madsens kunstværker ‘Vild fyr’ og ‘Sover på snegle’
Bo Madsens kunstværker ‘Vild fyr’ og ‘Sover på snegle’

Har du skullet finde dig selv i forhold til, hvem du er alene?
»Jeg er en person, som konstant har søgt udvikling i mit liv, men det har altid været allersværest for mig at ændre på tingene i det der band, og det lykkedes mig næsten heller ikke. Man skal forestille sig et ægteskab med fire mennesker. Det er så tæt vævet sammen og går så langt tilbage. Jeg har et billede af mig selv fra første skoledag, hvor Jonas løber rundt i baggrunden. Det har været rart at blive fri for de roller og endelig kunne blive til den, jeg er nu«.

Og skræmmende måske?
»Det er selvfølgelig en voldsom proces og en endelig afvikling af drømmene, men jeg har følt mig gladere, end jeg har været længe. Jeg kan næsten blive mere skræmt, når folk kommer og siger: »Er du okay? Hvad skal du lave nu?«, for selv tænker jeg: Hey, det er cool nok, det skal nok gå«.

Jordbo’ er lige udkommet. Læs mere på Borunemadsen.com.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af