Minor Victories: Britisk supergruppe har glemt at skrive sangene under den flotte overflade
På papiret lyder Minor Victories som en supergruppekonstellation, der nærmest ikke kan gå galt i byen: Slowdive-frontkvinden Rachel Goswell, guitarkrigerne Stuart Braithwaite fra Mogwai og Justin Lockey fra Editors samt Lockeys filmmagerbror James som både medlem af bandet og mastermind bag et bogstaveligt talt filmisk akkompagnement til musikken.
Debutalbummets 50 minutter vidner da også om ambitioner, åbne, soniske vidder og enorme favntag i gråblå widescreen-nuancer. Man kan sagtens høre, at man har at gøre med et par medlemmer af Storbritanniens absolutte støjrockelite og en gut, der i mere end et årti har slået sine folder i et rockorkester, der indiskutabelt kender deres dystre storladenhed til fingerspidserne. Og selve krydsfeltet mellem frydefuldt støjende shoegaze, cinematisk, strygertilsat postrock og mørkrandet postpunk fungerer faktisk som effektiv grobund for et fantastisk stemningsmættet univers.
Et eller andet sted er det blot som om, at den megen fokus på stemningerne ofte har kostet sangene magnetisme. Alt for ofte forlader de fire kumpaner sig på simple, men forglemmelige sangstrukturer, der ikke efterlader sig det store indtryk under den flotte overflade.
Goswells hviskevokal virker, når den ikke som hos Slowdive er proppet dybere ned i lydfløjlen, undertiden mere gimmick-agtig og enerverende end som noget, der kan bære hele albummet. Det er i tilgift en spøjs prioritering, at trommerne, som ingenlunde er gruppens force, buldrer så prominent frem i forgrunden. De håndteres skiftevis af Braithwaite og de to Lockey-brødre og veksler mellem det hæderlige, det funktionelle og det decideret uinspirerede.
Der er dog undtagelser til ovenstående skudsmål, som redder albummet fra at være pinligt. Med sin Arcade Fire-agtige stemning starter ‘Scattered Ashes (Song for Richard)’ midt på skiven en god stime, som også rummer de lige så skønne som støjende epikker ‘Folk Arp’ og ‘Out to Sea’, mens Mark Kozelek fra Sun Kil Moon kigger forbi på den strålende ‘For You Always’ og duetterer med Goswell med et vanligt overlegent resultat til følge. Måske man i virkeligheden blot mangler James Lockeys visuelle del af oplevelsen, før Minor Victories for alvor stråler? Det virker i hvert fald som om, der mangler noget, for den flotte atmosfære løfter ikke opgaven alene.
Kort sagt:
Supergruppen Minor Victories har et lineup, som tidligere har rystet den britiske ø i sin grundvold med frydefuldt støjende shoegaze, cinematisk, strygertilsat postrock og mørkrandet postpunk. Det fungerer faktisk som effektiv grobund for et fantastisk stemningsmættet univers, men undervejs er det dog som om, at firkløveret har glemt at skrive sangene, der udspiller sig i dette flotte miljø.