Oprøret skal vi alle igennem, det er en ungdomsrite, en del af overgangen fra barn til voksen. Det er vanvittigt menneskeligt. Nogle drikker sig fulde, nogle flytter vildt tidligt hjemmefra, nogle råber og skriger og tager for lidt eller for underligt tøj på, og nogle lukker sig stædigt inde på deres værelse og begynder at spille guitar.
Spørgsmålet er blot, hvad man så stiller op, hvis ens egne forældre selv er af den fritænkende observans? Hvis ens familie består af musikere, og hvis ens barndomshjem har været både åbent og larmende, hvordan gør man så oprør? Og hvad er det egentlig, man så gør oprør imod? Det var spørgsmål som disse, 21-årige Mikkel Holm Silkjær, frontmand i aarhusianske Yung, kæmpede med, da han for ikke forfærdeligt mange år siden selv skulle igennem processen, og det er spørgsmål som disse, vi begynder dette interview med.
»Jeg havde virkelig ikke lyst til at være musiker, for det var jo det, min familie var. Jeg havde lyst til at lave alt andet. Jeg havde lyst til alt det modsatte. Jeg havde lyst til oprøret«, siger han.
Vi sidder på en café. Mikkel er ung og drikker øl, jeg er mindre ung og drikker kaffe.
»Så det var faktisk først ret sent, jeg begyndte at spille rigtigt. Og der havde det jo også noget at gøre med, at jeg mødte de rigtige mennesker, og at jeg ikke længere kunne skubbe det væk. I lang tid kom jeg med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke spillede musik. Og det var jo, fordi jeg ikke ville lave det, min familie lavede. Oprøret var for stærkt«.
Jeg havde virkelig ikke lyst til at være musiker, for det var jo det, min familie var
Mikkel Holm Silkjærs far er Per Silkjær, trommeslager i instrumentalrockduoen Fossils, og Mikkels onkel er Thomas Svendsen, som tidligere spillede i flere københavnske punkbands og i dag ejer pladebutikken Repo Man Records på Nørrebro. Med en elegant kliché kan det siges, at Mikkel fik musikken, punken især, ind med modermælken.
»Når man ser på det i retroperspektiv, var der jo ikke andet at gøre oprør mod end musikken. Det måtte så være min måde at gøre det på. Mine forældre prøvede virkelig at få mig til at spille, og jeg tog guitarundervisning i noget tid, men lige så snart, der ligesom kom fokus på det, stoppede jeg«, siger han.
»Det er jo en del af at skabe sin identitet, og det var det også for mig«.
Helt vildt interessant
Yung startede som et soloprojekt på teenageværelset, men udviklede sig hurtigt til noget større, både i antal medlemmer og i graden af succes. I dag flankeres Mikkel Holm Silkjær af Frederik Nybo Veile (trommer), Tobias Guldborg Tarp (bas) og Emil Zethsen (guitar), der sammen spiller en flosset garagerock med Ty Segall’sk melodisk schwung, og mens den ene turné har fulgt den anden, har bandet udgivet et enkelt album, ‘Falter’, og to ep’er.
Næste skridt er USA, hvor toneangivende musikmedier som Stereogum og The Fader for længst har opdaget danskerne. Nu er albummet ‘A Youthful Dream’ netop udkommet, der samtidig er Yungs debut hos det amerikanske selskab Fat Possum, som tidligere har udgivet ligesindede bands som Dinosaur Jr., The Black Keys og Jay Reatard.
Første gang, jeg taler med Mikkel, er på Skype et par uger før vores cafémøde. Han er med Yung til branchefestivalen SXSW i Austin, Texas, og selv om han fortæller, at han som altid nød at spille koncert aftenen før, er han faktisk ikke helt oppe at ringe over festivalen, der samler bevågenhed fra især amerikanske medier.
Det er ikke så romantisk, som det lyder. Overhovedet ikke
Der er for mange bands, ikke alle er lige skarpe, og meget af det er faktisk noget lortemusik, siger han på en forbindelse, der går ned flere gange. Publikum til deres koncert, siger han videre, virkede dog til at kunne lide Yungs aarhusianske bud på garagerock, men det var samtidig et svært publikum, for det bestod mest af branchefolk, og de var der ikke for at feste, men for at lytte. Til et produkt.
»Det er jo vilkårene«, siger Mikkel afklaret.
Bandet var fløjet til New York og så kørt ned til Texas på to dage, og de var derfor ret smadrede.
»Det var i virkeligheden slet ikke særlig fedt«, svarer han på mine åbenbart for positive indstilling til tanken om så lang en køretur i roadtrippets eget land.
»Du ved, den ene dag kørte vi 1.400 kilometer og sov på et eller andet dårligt motorvejsmotel. Så det er ikke så romantisk, som det lyder. Overhovedet ikke«.
Men efter SXSW og vores snak tager Yung på en kort turné fra Mississippi til New York, og Mikkel håber på, at tourbussen bliver et bedre sted at opholde sig. Om ikke andet så på grund af de mange oplevelser der venter væk fra motorvejen. Det er i hvert fald håbet. Mikkel fortæller, at en turné i netop USA har været på bandets ønskeliste i lang tid. Efter at have turet Danmark og Europa rundt i nogle år, er det næste naturlige skridt det over Atlanterhavet, og med en amerikansk pladekontrakt er det pludselig blevet meget lettere.
»Der er en helt anden koncert- og musikkultur herovre«, siger han, og da jeg ti dage senere igen fanger ham på en Skype-forbindelse, der denne gang ender i New York, spørger jeg ham, hvad han egentlig mente med det.
»Vi spillede en aften i en lille collegeby i North Carolina, der hedder Chapel Hill. Efter koncerten sad jeg og solgte vores plader, og så var der en pige, der kom op til mig. Hun spurgte, om vi solgte andet end vinyler, og jeg svarede, at det gjorde vi desværre ikke, og så sagde hun, okay, øv, men jeg kunne virkelig godt lide dit band, så her er ti dollars. Så fik jeg ti dollars, og så gik hun. Sådan noget ville aldrig nogensinde ske i Danmark. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende. Og det er nok et meget godt billede på forskellen mellem vores og deres mentalitet«.
Det er vildt interessant.
»Helt vildt interessant«.
Har du et bud på, hvad det er, der gør det?
»Jeg har tænkt meget over det, og jeg tror, det handler om, at vi danskere har det så godt. Vi har det meget nemt i Danmark, og jeg tror, det hænger sammen med, at vi betaler så meget i skat, og at vores sundhedssystem og så videre derfor er gratis. Det er jo fuldstændigt fantastisk, at vi kan det, men det gør også noget ved os«.
Og hvad er det så?
»Vi lægger nok ikke så meget værdi i hårdt arbejde. Vi tænker for eksempel ikke over, hvor hårdt arbejde der ligger bag at skulle spille en koncert. Amerikanerne forstår, at ikke alting kommer serveret på et sølvfad. De forstår i højere grad værdien af hårdt arbejde«.
Ejerskab over musikken
Da vi endelig mødes ansigt til ansigt i København og sidder med vores respektive drikkevarer, snakker vi om drømmen om at spille i USA. Det her med den mentale forskel er ret interessant, siger jeg, for betyder det i yderste konsekvens, at danskerne er nogle forkælede skiderikker?
»Jeg er fantastisk glad for, at jeg er vokset op i Danmark, for der er så mange gode ting ved det her land. Vi har mange muligheder, men den lethed, vi møder, kommer også bare til udtryk på andre måder. Jeg vil ikke kalde det forkælelse, for det er det ikke, men jeg tror, at man ude i verden har en anden forståelse for, hvorfra ting kommer«.
Vi taler om, at Distortions problemer med at få solgt de 10.000 gadearmbånd, der skal holde de populære gadefester kørende, er et meget godt eksempel på, at vi ikke altid forstår, at vi skal betale for ting, vi er vant til at nyde gratis. I velfærdssamfundet ligger der måske en risiko for, at vi slapper for meget af.
Mikkel virker engageret, når han taler, men også eftertænksom. Det er ikke sjældent, at han tøver et par sekunder, før han svarer på et spørgsmål. Hans hoved hviler oftest i hans højre hånd, mens han lytter, derefter bliver han gestikulerende.
Hans tøven er måske et meget godt billede på, hvordan han først efter en del år i et ellers musikalsk barndomshjem omfavnede musikken. Men nu handler det ikke længere kun om oprør, nu handler det også om frigørelse.
»Jeg er vokset op i et meget åbent hjem, og mine venner kom altid hjem til mig. Mine forældre havde altid åbne arme. Der har altid været meget musik, mange plader og cd’er, man kunne dykke ned i. Det var et kreativt hjem, et kunstnerisk hjem«, siger han.
»Vi flyttede meget rundt. Det sted, jeg havde det største forhold til, var et lille gult hus i Skødstrup, hvor vi boede, fra jeg gik i 0. klasse, til jeg gik i 6.«.
Det var også i det hus, at Mikkel fik sin første pladespiller.
»I flere år havde jeg fået plader af min onkel, men da jeg nu havde fået min egen pladespiller, sagde jeg til min far, at jeg ville ned til byen og købe mine egne plader. Det var vigtigt, at det var mine egne. Så vi tog ind til Dandelion Records, og så bestilte jeg ‘Blue Monday’ af New Order, maxisinglen, og to plader af Adam and the Ants. Det var ‘Prince Charming’ og ‘King of the Wild Frontier’. Jeg har dem stadig. Det er nogle virkelig fantastiske plader. Jeg kan huske, at da vi kørte hjem i bilen, var det for vildt. Det kunne godt være, min far havde de samme plader, men det her var mine plader, og dem kunne jeg høre på mit værelse«.
Mikkel udtaler mine og mit med ekstra tryk. Man aner, at rejsen fra at gøre oprør mod musikken til at acceptere, at den familiære arv måske alligevel ikke var så forfærdelig, især lå i det her med ikke længere at være afhængig af faren. Et par minutter senere kommer han med et andet eksempel på det.
»Jeg kan også huske de første gange, jeg gik til koncert uden min far. Det betød rigtig meget. Det var nok ligesom med pladerne. Jeg tog et slags ejerskab over musikken«, siger han. »Mit første band startede med at øve i min fars øvelokale. Han havde jo alt grejet derinde, men så snart vi kunne, flyttede vi. Godt nok flyttede vi bare lige ind ved siden af, men det var vores eget, og det var det, der var vigtigt«.
Væk fra Danmark
I gymnasiet flyttede Mikkel Holm Silkjær og hans familie ind til Aarhus, og gennem skateboardmiljøet kom han ind omkring Trøjborg Beboerhus, hvor det, der i dag refereres til som Aarhusscenen, og som blandt andet indbefatter bands som Narcosatanicos, Tears og Snaredrum, fik sit udspring. De udgiver selv meget af musikken, der oftest er afarter af rock, og mange spiller i flere bands. Mikkel har for eksempel pladeselskabet Shordwood, der senest har udgivet opsamlingen ‘Collision With an Insignificant City’, som indkapsler scenen på en dobbeltvinyl.
»Det var en verden, der åbnede sig for mig, for det var første gang i mit liv, at jeg oplevede andre på min alder, som kunne lide den musik, jeg kunne lide«, siger han om tiden, hvor han startede det ene band efter det andet – først Urban Achievers og så Happy Hookers for Jesus – og var med til at sætte gang i en scene, hvor alle spiller med alle, og alle bekender sig til en gør-det-selv-filosofi, hvad angår booking, merchandise, udgivelser og så videre.
»Der var min onkel vigtig. Det var gennem ham, jeg lærte, at hvis man vil have noget til at ske, så må man selv ordne det. Der er ikke nogen, der kommer og tager dig i hånden«.
Ting skete. Koncerter og turnerer rundt i Danmark og Europa skete, og så ville han altså længere ud i verden og spille.
»Jeg har fra start vidst, at Yung var et band, der skulle turnere meget. Jeg elsker at spille live«, siger han og læner sig lidt frem.
»Det giver mig bare noget. En eller anden følelse, som jeg ligesom ikke kan have, når jeg går rundt derhjemme, eller når jeg går ud og drikker kaffe eller går i byen og drikker mig fuld. I virkeligheden har det jo noget at gøre med, at jeg ved, at det er det eneste, jeg har lyst til at gøre. Og så er den ikke længere«.
Jeg er meget indadvendt, så det er sjovt, at jeg er endt med at elske det udadvendte ved at stå på en scene
Interesserer det udadvendte ved at spille koncerter dig mere end det indadvendte?
»Faktisk er jeg meget indadvendt, så det er ret sjovt, at jeg er endt med at elske det udadvendte ved at stå på en scene så meget. I virkeligheden har jeg det svært ved at være i centrum«, siger han og fortsætter: »Man kan sagtens skrive gode sange og lave gode plader uden at være en dygtig live-musiker, men skal man spille en god koncert, skal man gøre noget mere end bare spille musik. Så skal man kunne noget helt ekstraordinært. Jeg har for eksempel hørt om stage coaches, og det er et fuldstændigt absurd begreb. Hvis du ikke ved, hvordan du vil være på scenen, hvorfor er du her så? Hvis du tænker over, hvordan du skal danse rundt på scenen, så synes jeg i stedet, du skal tænke på, hvorfor du overhovedet spiller musik. Jeg kan blive helt vred, for jeg synes ikke, det hører hjemme i musikken. Musik er kunst, og kunst er udefinerbar. En stage coach er konkret«.
Men hvad er det særligt ved udlandet, der trækker?
»Jeg vil gerne ud i verden. Væk fra Danmark. Jeg vil gerne opleve ting, jeg ikke kan opleve i min hverdag. Jeg vil helst ikke vide, hvad jeg kan forvente«.
Så det er eventyret…
»Ja, det er egentlig det, jeg prøver at sige. Jeg vil gerne eventyret. Jeg kan godt lide at møde fremmede mennesker, måske folk som lukker os ind i deres hjem og giver os lov at sove der og laver morgenmad til os. Det er jo så stort«.
Man får ikke fornemmelsen af, at Mikkel med sine tanker om dansk mangel på forståelse for hårdt arbejde og hans behov for at rejse væk ser ned på Danmark. Egentlig handler det måske bare om, at han har brug for lidt mere.
»Præcis. Jeg elsker at spille i Danmark, men jeg har boet her hele mit liv, jeg har spillet i mange byer, og jeg ved efterhånden, hvad jeg kan forvente«, siger han.
»Eventyret er bare derude«.
Læs anmeldelse: Yung ‘A Youthful Dream’