12 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene

Her er vores bud på 12 navne, der vil få festivalens største scene til at lyse op. Og nej, Daft Punk kommer ikke til at ske…
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Beyoncé

Hvorfor?
Tidligere på året udtalte Roskilde Festivals programchef Anders Wahren til Politiken, at de rigtig gerne ville have haft Beyoncé på plakaten til 2016. Og man forstår ham godt. Mø var givet vis det største popnavn på årets program, og der manglede måske en kunstner fra den øverste liga på den front: Beyoncé, The Weeknd, Drake.

Drake har vi udeladt på denne liste (gider ikke flere afbud…), og man kan ikke komme uden om, at Beyoncé ville være den ypperligste popbooking, Roskilde om muligt kan diske op med. Hendes koncert i Parken var vitterlig talt bjergtagende.

Er det sandsynligt?
Det er så spørgsmålet. Beyoncé droppede i år festivalerne for at drage på sin ’Formation World Tour’ (det er der mange flere penge i), men turneen slutter til oktober, hvorefter dronningen har rigeligt med tid til at restituere, inden en (mindre) festivalrundgang kunne komme på tale – eventuelt med et lidt mindre setup end i Parken.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Nick Cave and the Bad Seeds

Hvorfor?
Nick Cave er en gave live. Sidste års ‘solokoncerter’ i DR Koncerthuset var mageløse, og i 2013 leverede han sammen med resten af The Bad Seeds en seksstjernet oplevelse på NorthSide.

På det nye album ‘Skeleton Tree’ behandler og bearbejder Cave teenagesønnen Arthurs tragiske død i 2015, og de smukke sange ville agere et rørende skelet for en Orange-koncert.

Er det sandsynligt?
Nick Cave og Roskilde Festival har en fin historie sammen. Han gav koncert med Grinderman i 2008, og sammen med The Bad Seeds har han prydet plakaten i 2009, 2001 og 1997. Det handler måske allermest om, hvorvidt Cave er i stand til og har lyst til at turnere med en samling så personlige sange som ‘Skeleton Tree’. Men hvis vi kender Cave ret, så er live-settingen stedet, hvor han sætter liv til alle de onde ånder, som hærger indeni. Og beslutter han sig først for at tage på turné, så er Roskilde Festival et oplagt stop.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Fleetwood Mac

Hvorfor?
Fleetwood Mac er et af de mest elskede popbands gennem tiden, og i 2014 vendte Christine McVie endda tilbage, så hele det oprindelige slæng fra ‘Rumours’-pladen atter var samlet. Deres verdensturné i 2014-2015 lagde ikke vejen forbi Danmark, og seneste besøg er den hæderlige 2013-optræden i Boxen, hvor McVie altså ikke var med.

Ja, de er oppe i årene, men her er garanti for fællessang og nostalgi i overflod sammen med en lang række udødelige popsange.

Er det sandsynligt?
Rygterne har i de seneste år fløjet lidt til højre og venstre, når det gælder Fleetwood Mac. Et (angiveligt sidste) album har været omtalt flere gange, mens en (angivelist sidste) verdensturné i 2017 også er blevet rygtet.

Glastonbury-fans har hungret efter Fleetwood Mac i flere år, men festivalens grundlægger Michael Eavis udtalte tidligere i år, at gruppen simpelthen var for dyr. Det kunne også være et problem i forhold til Roskilde Festival.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Bon Iver

Hvorfor?
Bon Ivers to koncerter i Den Grå Hal i februar blev udsolgt på ingen tid, og det er så sikkert som amen i kirken, at danskerne i den grad er klar på Justin Vernon og co.’s comeback.

Seneste besøg på Roskilde Festival var en besættende Arena-affære i 2012, men med den voksende popularitet må både Vernon og Roskilde erkende, at Orange står for døren ved næste visit. Så er der for alvor også plads til alt det elektroniske gear, som Bon Iver ruller ud deres kommende album ’22, A Million’, der er blevet skudt i gang af en række stærke singler og en gåsehudsfremkaldende optræden hos Jimmy Fallon.

Er det sandsynligt?
Jah, hvorfor ikke? Bon Ivers annoncerede turné indebærer indtil videre 12 2016-koncerter i USA samt 19 rundt i Europa i januar og februar. Men hvorfor fornægte festivalsæsonen? Vernon og slænget ryger med 99 procent sikkerhed på landevejen igen over sommeren, og så må tiden vise, om det også indebærer Roskilde Festival.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. The Weeknd

Opdatering: Er booket til Roskilde Festival.

Hvorfor?
Der er næsten for mange grunde til at liste dem alle her, men vi kan da prøve. The Weeknd er i disse tider så stor og international en hitmaskine, at han vil kunne fylde arenaer uden problemer, og Orange er ingen undtagelse. Han synger umådelig godt live, han har masser af stærke sange på sit repertoire, og så har han, tro det eller ej, endnu ikke haft sit helt eget show i Danmark. Seneste og eneste gang, han optrådte i landet, var som opvarmning for Drakes Forum-koncert tilbage i 2014.

Han endte med at aflyse sin tjans som ‘Special guest’ til Rihannas besøg på Refshaleøen i år, og nu må det altså snart være på tide med hans helt egen headliner.

Er det sandsynligt?
Bestemt. Rygterne om hans kommende album svirrer så småt. Abel Tesfaye har via Instagram udtalt, at vi er ved at indtræde en ny æra fra hans side, og her taler han højst sandsynligt om sit endnu unavngivne næste album, der eftersigende har assistance fra ingen ringere end houselegenderne Daft Punk.

Det ville være et klogt træk at gøre en Orange-optræden til sin første solokoncert i det danske, og med et forhåbentlig solidt kommende album, der skulle lande inden ikke alt for længe, er rammerne for en gedigen flødefest på næste års festival lagt.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Zack de la Rocha + El-P

Hvorfor?
Rage Against the Machine-udbryderen Zack de la Rocha er en af rockens mest mytiske figurer, så det er klart, at vi fantaserer lidt om ham. Alt for længe var den indædte vokalist tavs omkring et eventuelt soloudspil, men han vendte for nyligt tilbage med en umådeligt stærk single produceret af ingen ringere end El-P, der de senere år har haft vind i sejlene som halvdelen af Run the Jewels.

Skal man bedømme noget som helst ud fra dette er det, at manden absolut ikke har mistet sin harmdirrende pondus, som var en af grundpillerne i Rage Against the Machines astronomiske storhed. Vi tror fuldt ud på, at de to kan danne et sprængfarligt makkerpar, der kan indhylle Orange i tiltrængt sammenbidt mani.

Er det sandsynligt?
Altså, de la Rochas tidligere bandkammerater har dannet Prophets of Rage med medlemmer fra Public Enemy og Cypress Hill, men det lidt gumpetunge foretagende har han klogt holdt sig langt væk fra – mon ikke en omfattende international turné kunne være hans eget togt udi nye musikalske landvindinger?

Derudover lyder rygterne på, at hans debutalbum som soloartist, som han angiveligt har arbejdet på lige siden bruddet med Rage Against the Machine i 2000, er færdiggjort, og at det lander i starten af næste år. Hvis dette holder stik, er det ikke blot usaglig ønsketænkning at forvente en eller anden form for tour i 2017. Vi krydser alt, hvad der krydses kan.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Radiohead

Opdatering: Er booket til NorthSide.

Hvorfor?
Spørgsmålet er nok rettere: Hvorfor ikke? Radiohead udgav som bekendt ’A Moon Shaped Pool’ tidligere i år og beviste i processen, at de stadig lyder som ingen andre i branchen.

I øjeblikket er de på en ikke særligt omfattende verdensturné, der snart slutter, men før den havde de ikke spillet live siden 2012. Derfor er det for de nysgerrige rockinnovatører på tide at fuldende comebacket med et stilstudie af de helt store på Orange. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der vil være rift om de 60.000 pladser foran Roskildes største scene, hvis Radiohead er et af hovednavnene, hvilket de senest var i 2008.

Er det sandsynligt?
Ja, det er faktisk ikke helt usandsynligt. Deres nuværende verdensturné er som sagt ikke særligt bred og afsluttes snart, og kun 11 af datoerne har været i det europæiske. Der går rygter om, at flere koncert- og festivaloptrædener ligger i vente, hvilket lover særdeles godt for et Orange-tilløbsstykke.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Kanye West

Hvorfor?
Fordi Kanye ganske enkelt skylder os! Okay, ikke Danmark sådan helt specifikt, men Europa i bredere forstand, og hvilket bedre sted at gøre op for det end Orange?

Han aflyste hele Europadelen af sin grandiose Yeezus-turné, der løb fra 2013-2014 og indebar alt fra diamantmasker, scenografiske pyramider og ekstravagante lysshows til en perlerække af alle hans største hits gennem tiden. Dengang blev vi spist af med en undskyldning om, at sceneshowet ikke kunne lade sig gøre i Forum. Vi siger ikke, at Kanye behøver en flyvende scene – som på hans nuværende Saint Pablo-turné – for at gøre os glade. Vi er mere end lykkelige, hvis bare han tropper op.

Er det sandsynligt?
Både og. Han er som sagt aktuel med sin nuværende USA-turné, der endnu engang har formået at overgå sig selv i ekstravagance og opsigtsvækkelse, og det kunne da være en fed forlængelse af touren at fortsætte successen ind i det nye år og endelig inkludere nogle Europa-datoer.

Men af en eller anden grund har hr. West i de seneste år ikke været den store tilhænger af shows på vores side af Atlanten. Til 2017 er det dog allerede otte år siden, han sidst gæstede Roskilde Festival, så måske han dér selv vil indse, at det er på høje tid med en Roskilde-tilbagevenden.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Guns N’ Roses

Opdatering: Spiller i Parken samtidig med Roskilde Festival.

Hvorfor?
Det legendariske rockband har været igennem prøvende perioder og megen virak de senere år, men sandheden er den, at Guns N’ Roses kunne være et Orange-rockbrag, som de færreste navne kan levere længere.

Indrømmet: I starten af året var vi mere end skeptiske, men gruppens reunion-turné i USA har trods en småvaklende start været genstand for stor ros i udenlandske rapporter indtil videre. Axl Rose virker rent faktisk frisk! Med stemmen og energien nogenlunde i behold.

Er det sandsynligt?
Tidligere på året meldte Roskilde Festival i god tid ud, at Guns ikke var relevante for 2016, men skrev altså ikke noget om 2017. Gruppens nuværende turné slutter til februar, og det er altså efter 56 koncerter fordelt i Nordamerika, Sydamerika, Asien og Oceanien – mon ikke Europa får en tur?

Skulle det være tilfældet, kunne Rose, Slash og McKagan give Orange noget af den spade, som publikum efterspørger år efter år.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Arcade Fire

Opdatering: Er booket til Roskilde Festival.

Hvorfor?
Arcade Fire er en af denne generations største rockbands, og canadierne har over fire album skubbet barren højere og i hidtil ukendte retninger. Senest med ‘Reflektor’ i 2013, men et nyt album kunne meget vel være på vej i foråret 2017.

Gruppen med karismatiske Win Butler i front har altid gjort en dyd ud af sprælske og storslåede live-koncerter, og med medlemmer nok til et mindre fodboldhold, burde Arcade Fire snildt kunne fylde Orange Scene ud.

Er det sandsynligt?
Det kommer helt og aldeles an på, om der kommet er nyt album. Arcade Fire har spille en håndfuld koncerter i sommeren 2016 og har endnu én til gode til Voodoo Festival i New Orleans i oktober, men en større turné kræver at nyt album. Kommer det i foråret, så at Roskilde Festival bestemt en mulighed.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. Justice

Opdatering: Er booket til Roskilde Festival.

Hvorfor?
Okay, Justice har ikke opfundet den dybe tallerken, siden de i 2007 udsendte debutalbummet ‘†’, men de to franskmænd har altid været en garanti for potente live-optrædener, der løfter deres basfyldte electro til højder, der bare ikke kan nås gennem høretelefonerne. Tjek bare ovenstående klip! Det er godt nok fra 2008, men maskinerne bliver jo ikke ældre på samme måde som vi andre. Vi gav også 6/6 stjerner, da duoen var forbi NorthSide til nattefest i 2012.

Gaspard Augé og Xavier de Rosnay har netop annonceret deres tredje album ‘Woman’, der er ude den 18. november. De to singler ‘Safe and Sound’ og ‘Randy’ er allerede ude, og selv om de ikke er nogen ny ‘Genesis’, så skal det sgu nok fungere på Orange.

Er det sandsynligt?
Uden tvivl. Justice har altid spillet masser af live-koncerter i kølvandet på deres album (de har endda udgivet to live-album), så en større turné er næsten uundgåelig. Det er bare med at gribe knoglen. Det er svært at finde navne, som kan løfte Orange Scene til de der larger-than-life-festøjeblikke, men Justice kunne være et bud.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. Gorillaz

Hvorfor?
Gorillaz er et af den slags bands, som alle kender, og som langt de fleste elsker. Sidste år begyndte de første meldinger om et nyt album at tikke ind, og både Damon Albarn og Jamie Hewlett har været ude at bekræfte, at et nyt album faktisk er i støbeskeen. Selv om albummet indledningsvis var datosat til engang i 2016, er det blevet udsat til 2017 – lige i tide til en sommeropvisning foran Roskildes største publikum. Gorillaz har tilbage i 2010 bevist, at de kan spille Orange helt og aldeles op, og kender vi dem ret, er der ingen grund til at tro, det forholder sig anderledes syv år senere.

Er det sandsynligt?
Har man holdt lidt øje med Damon Albarn, så er det ikke helt ved siden af at sige, at 2017 kan blive Gorillaz’ andet Roskilde-år. I 2012 valgte han godt nok Smukfest (sammen med Blur), men Albarn og Roskilde Festival har et helt specielt bånd.

I 2014 leverede han en legendarisk solokoncert på Arena, i 2015 styrede han Africa Express på selvsamme scene, og i år åbnede han Orange Scene sammen med The Orchestra of Syrian Musicians. Han elsker festivaler – Roskilde i sær. Så hvis Gorillaz rent faktisk får udgivet et album og drager på turné, så virker Dyrskuepladsen både oplagt og sandsynlig.

Læs også: Roskilde Festival åbner for bandønsker til 2017

Læs også: Status: Otte højdepunkter på Roskilde Festival 2016 – og to nedture

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af