Status: Otte højdepunkter på Roskilde Festival – og to nedture

For 46. gang forvandlede festivalen Dyrskuepladsen til et musikalsk mikrokosmos. Vi gør status på årets Roskilde Festival.
Skepta var et af de mange hiphopnavne, der skabte fest på årets festival
Skepta var et af de mange hiphopnavne, der skabte fest på årets festival. Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.

Højdepunkt #1: Hiphop-programmet leverede festen

Det ligger ligesom i præmissen: Fest(ival).

Der skal naturligvis være fest på Roskilde, og indenfor de seneste par år er det i højere grad blevet hiphop-koncerternes byrde at skabe rav i gaden. Og her leverede årets lineup af rappere i den grad.

Selve kvaliteten i det, der foregik på scenen, var ikke altid 100 procent overbevisende (her taler vi blandt andet om dig, Young Thug), men hiphop-programmet som helhed skabte gang på gang energiske tilstande uden lige – både på scenen og blandt publikum.

Fra mosh-pits hos grime-rapperne Stormzy og Skepta til svedende kroppe i simultane hop til Vince Staples og det veleksekverede cirkus-rap-show med Macklemore & Ryan Lewis på Orange: Hiphoppen leverede fester i mange forskellige former og genrer.

Flere højdepunkter og nedture på de følgende sider.

En koncentreret Kevin Parker. Foto: Samy Khabthani/Soundvenue.

Højdepunkt #2: Tame Impala storsejrede trods sygdomsrygter

Én dag inden Tame Impalas Arena-koncert cirkulerede et Instagram-billede, hvor Kevin Parker var blevet fanget backstage med, hvad der lignede en iltmaske.

NME rapporterede, at frontmanden to dage inden på den polske Open’er Festival havde fortalt fra scenen, hvordan han var ved at miste stemmen efter heftig turnéaktivitet, og der var derfor en vis nervøs spænding roterende i maven, da Tame Impala gik på scenen fredag kl. 23.30, mens Neil Young var ved at lukke sit maratonset på Orange.

Alle sygdomsrygter blev dog gjort til skamme, og australierne leverede et sublimt live-show, hvor den svulstige psychrock blev leveret fejlfrit og præcist.

Det var en magisk serie af overvældende øjeblikke på Arena – specielt takket være forløsningen i, at Parker rent faktisk var i sit et. En af årets allerstørste koncertoplevelser.

Læs hele vores seksstjernede anmeldelse HER.

Hakeem fra Cannibal Records til Soundvenue Shout-Out
Hakeem fra Cannibal Records til Soundvenue Shout-Out. Foto: Emil Kastrup Anderson/Soundvenue.

Højdepunkt #3: Input udefra

Roskilde Festival længe har inviteret andre aktører indenfor under warm-up-dagene, hvor Street (som det hedder nu) har dannet ramme om nogle eminente fester. Det gjorde området også i år, og generelt virkede festivalen mere opsat på at indse, at den ikke kan alt selv.

Således fik Soundvenue (klap dig selv på skulderen) mulighed for at præsentere et udpluk af en dansk hiphopscene i en rivende og spændende udvikling, mens Droz Daily Steezin blandt andet fik lokket Gilli til at gæsteoptræde til en af deres aftener som Ghettoblaster-bestyrere.

Inde på festivalpladsen havde Escho og Mayhem sågar fået deres egen scene til venstre for Orange, hvor de præsenterede et væld af navne fra den mere eksperimenterende del af den danske musikundergrund. Det var en fed gestus, men en hård tjans, især fordi festivalen stadig ikke er klar til at lukke så meget op, at de inkluderer de kunstnere, de ikke selv har booket, i programmet.

Måske havde det også været mere hensigtsmæssigt – og fair? – at dele de fire dage på den nye scene ud på flere af de små, spændende danske labels. Det kan blive næste år, for lad os håbe, at Roskilde Festival langt fra er færdige med at invitere nye kræfter indenfor i deres fantastiske ramme.

Anderson_.Paak (2 of 8)
Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.

Højdepunkt #4: Anderson .Paak cementerede årets gennembrud

Det sker en gang eller to om året. En kunstner med vind i sejlene ankommer til Roskilde Festival og leverer en magtdemonstration, som åbner op for en helt ny fase af beundring.

Sidste år var det Father John Misty, der på Avalon (med gigantiske anmelderroser til følge) for alvor skød sig ind i danskernes hjerter, og i 2016 var det endnu en amerikansk storcharmør, der cementerede det gennembrud, som har ulmet hele året.

Apollo klokken 14 var måske ikke den mest sexede plads i programmet, men Anderson .Paak leverede en koncert så overdynget med charme, spilleglæde, humor, ydmyghed og et hav af andre superlativer, at man kun kunne bukke sig i Roskilde-støvet over den funky trussetyv fra Los Angeles.

Paak rappede og sang med en enestående indignation, samspillet i backingbandet The Free Nationals var spot on, og så henrykkede hovedpersonen selvfølgelig også ved sine tight besøg bag trommesættet til højre på scenen.

Vi vidste det godt, da albummet ‘Malibu’ udkom i starten af året, men efter koncerten stod det helt klart: Anderson .Paak er en stjerne. Glæd dig til, at han vender tilbage – næste gang på Arena.

Læs hele vores seksstjernede anmeldelse HER.

Mendoza på den nye Countdown-scene
Mendoza på den nye Countdown-scene. Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.

Højdepunkt #5: Roskilde Festival er en by i forandring

Mange 46-årige kan have en tendens til at gå i stå og gøre, som de plejer. Sådan er det ikke med Roskilde Festival. I år syntes festivalen især fornyet i sin fysiske fremtoning. Områder var rokeret rundt, og nye ting blev prøvet af for at dirigere menneskemængderne mere effektivt eller give nye oplevelser.

Vi fik også to nye scener (plus førnævnte Escho/Mayhem-scene). Avalon var både flot og underholdende med sin velourrøde teaterbeklædning komplet med råbende bemanding, der ringede med klokke og annoncerede, at næste show snart ville begynde.

Countdown-scenen var under opvarmningsdagene flyttet væk fra Apollo som en lillebror, der siden agerede indgangsportal. Et klogt træk, der gjorde området foran scenen mindre og mere medgørligt for de mindre acts, der indtog den.

Det er fedt at mærke, at Roskilde hele tiden er i bevægelse, ligesom det musiklandskab de også har til opgave at afspejle.
snowden

 

Højdepunkt #6: En mere integreret samfundskritik

Det er ikke nogen hemmelighed, at Roskilde også har en politisk og samfundskritisk dimension. Tidligere år har den bare været mindre inddragende og integreret end i år – den har været noget, man kunne opsøge, hvis man havde lyst.

Temaet i år var ligestilling og menneskerettigheder, og det fremgik tydeligst i optakten til det Snowden-event, der fandt sted i Rising-området tirsdag. Festivalgæsterne blev narret til at tro, at Roskilde overvågede og gemte deres beskeder og opkald, hvilket de selvfølgelig senere røbede var en fuldfed løgn.

Da var rigtig mange blevet narret og retteligt forargede og dermed tvunget til at forholde sig til det overvågningssamfund, vi tydeligvis lever i takket være regeringer og tech-aktører som Google, Apple og Facebook. Kronen på værket var interviewet med Edward Snowden, der kunne sætte et imponerende perspektiv på problemet og med den The Yes Men-arrangerede optakt fik den opmærksomhed, det fortjente.

På den måde manifesterer Roskilde sig som mere end en musikfestival. Det er stedet, hvor vi skaber tankerne om et bedre samfund. Det kan ingen andre danske festivaler præstere. Bolden blev også – tildels – grebet af kunstnere som Chvrches og Macklemore, der brugte deres scenetid på at kommentere det fremmedhad, vi senest har set i Orlando og med det britiske Brexit.

Mø ejede Orange. Foto: Samy Khabthani/Soundvenue.

Højdepunkt #7: Forløsning på Orange Scene

Den havde hængt som en løkke om halsen på festivalen, den store oplevelse på Orange Scene. Men lige før skamlen blev sparket væk, reddede og LCD Soundsystem den svære, store scene med to stærke koncerter, som netop forstod at skabe den fællesskabsfølelse, der manglede.

Møs magtdemonstration var en cementering af hendes utrolige rejse, der stadig kun synes at pege opad og fremad. Med et visit fra Mor-veninden Josefine Struckmann og en politiskladet t-shirt havde Mø fortiden med uden på nogen måde at blive tilbageskuende eller nostalgisk. Tværtimod var sejrsgangen blot endnu et magisk skridt på hendes stjernefærd.

Med fyrværkeri, crowdsurfing og ‘Lean On’ som trumfkort holdt Mø Orange Scene i et jerngreb, som vi alle havde savnet. Samtidig gav hun depechen videre til LCD Soundsystem, der uden besvær fortsatte festen. Og mens Mø leverede sin moderne pop, så pakkede James Murphy og co. deres hypnotiserende og funky dance-punk ud efter fem år i gemmerne.

Årene havde på ingen måde gjort lyden eller det velspillende bands oplagthed støvet. Tværtimod skabte de nattedans langt ned i rækkerne foran en Orange Scene, der endelig blev det samlingspunkt, den er skabt til.

Læs vores fulde anmeldelser af og LCD Soundsystem.

PJ Harvey og hendes saxofon. Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.

Højdepunkt #8: Helstøbt koncertoplevelse til PJ Harvey

PJ Harvey holdt en desillusioneret tale på Glastonbury forleden i anledning af sine landsmænds allerede notoriske Brexit-afstemning. En sådan klar politisk udmelding blev vi (heldigvis) skånet for under den 46-årige og evigt relevante sangerindes Roskilde-koncert i et proppet Arena-telt torsdag aften.

I stedet lod Harvey sit valg af kostume (en fjerdragt sort som tjære, som en apokalyptisk budbringerske) og bandets militærprocessionslignende entré og exit samt brugen af gardertrommer og blæsere, tale for sig. Hendes nedtonede, men ekspressivt-dystre mimik skabte en teatralsk ramme om en koncert, der dog først som sidst var politisk i sit valg af sange med udpræget fokus på Harveys to seneste udspil, hvor hun er sprunget ud som historie- og samtidskronikør.

Vi fik dog også lov til at se Harvey træde frem som rock-bitch i lædernederdel og med ben så tonede og blege som for 20 år siden. Og hun leverede en smuk, besættende og helstøbt koncertoplevelse på en aften, hvor hendes vokal var prikket over i’et: Den stod skarpt som en slebet bøddeløkse.

Læs hele vores seksstjernede anmeldelse HER.

Læs om to nedture på de sidste sider.

Foto: Samy Khabthani/Soundvenue.

Nedtur #1: Red Hot Chili Peppers…

En person skrev kækt noget a la dette på Twitter før chilipebrenes Orange-besøg: ‘Dagens anmelderbenspænd: Skriv om Red Hot Chili Peppers-koncerten uden at nævne 2007’.

Det var umuligt… Gruppens show var sat i søen som en revanche for deres koncert i 2007, der i folkemunde går som den værste Orange-koncert nogensinde, men funkrockernes visit blev endnu et bevis på, at Roskilde Festival og Anthony Kiedis og co. bare ikke er et godt match.

Frontmanden var uengageret, og deres legende samspil på scenen virkede mere som utight gymnasiefunk end et historisk rockband.

Bevares, det var sjovt at skråle med på de forskellige hits i den ganske fine setliste, men én ting er, hvor stor en ‘fest’ publikum har med sig selv. Noget andet er, hvad der rent faktisk foregår på scenen. Og det var ikke godkendt. Langt fra for at sige det mildt.

Roskilde Festival tog en chance ved at bringe Red Hot Chili Peppers tilbage – og det skal der også være plads til. Lige denne gang gik det bare grueligt galt.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.

Den massive menneskemængde på vej til Phlake-koncerten
Den massive menneskemængde på vej til Phlake-koncerten. Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.

Nedtur #2: Fejlbookinger

Nej, vi har ikke tænkt os at være mavesure over, hvilke navne Roskilde Festival ‘burde’ have booket.

Fejlbookinger handler her i stedet om placeringen af specielt to danske artister, hvor scenevalget skabte decideret kaotiske Roskilde-tilstande, som bare ikke opstå.

Første gang var med Phlake i opvarmningsdagene, hvor r’n’b-duoens koncert på Rising viste sig så populær, at broen i campingområdet blev lukket, da der simpelthen var for mange mennesker. Mange blev fanget på trapperne, mens mængden ikke kunne bevæge sig, som det ses af ovenstående billede.

Anden gang var med Alex Vargas, der spillede om onsdagen. Han var blevet placeret på festivalens mindste scene Gloria, men den danske sangers popularitet var i den grad fejlbedømt – han har trods alt også været gæst i X-Factor. Gloria har plads til 1.200 mennesker, men minimum det femdobbelte var dukket op, og store menneskemængder blev fanget i lange køer i entreen, indtil mange til sidst blev sluset helt ud.

Det kan naturligvis være svært at bedømme, hvor mange, der rent faktisk kommer til en koncert – og nogle artisters popularitet stiger, efter de er blevet placeret.

Men i disse tilfælde var der altså tale om to fejlbookinger, der kostede mange en koncertoplevelse. For ikke at tale om den utryghed, der opstår i de her tætpakkede situationer.

Phlake og Vargas skulle begge have haft Avalon.

Læs også: Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af