Med ‘Straitjacket’ nåede Rangleklods sidste år en tinde – både musikalsk og personligt. Det fik Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen til at starte forfra som Blondage og male deres dystre electro-lærred over med en både lystbetonet og lys poppalet.
Den danske duo søger under sit nye alias mod nye, legesyge højder – selv om skiftet i band såvel som brand har krævet uudforsket popterræn, komplekse eksperimenter, sell out-stempler og lange diskussioner med de skuffede tyske fans, der endelig havde lært at sige ‘Rangleklods’…
I anledning af Blondages netop udkomne debut-ep tog vi en snak med Esben og Pernille om deres nye projekt og bratte stilskift – og om den både fantastiske, foranderlige og fordømmelige popmusik, de hidtil følte, de skulle holde sig fra.
I er gået fra Rangleklods til Blondage. Hvad er der sket?
Esben: »Kort tid efter vi udgav ‘Straightjacket’ sidste år, kunne vi mærke et opbrud inden i os selv. Rangleklods føltes færdiggjort«.
»På grund af navnet var der mange døre, der var lukkede – især i engelsktalende lande. Det var fuldstændigt umuligt. Men den største årsag var, at vi havde brug for at trykke på reset-knappen i måden, vi arbejdede på. Vi har været slemme til ikke at nyde processen, at tage os for lang tid og konstant sætte for meget spørgsmålstegn ved alt, vi lavede. Der gik tre år mellem de to album, vi udgav, og det skal der aldrig igen. Der skal ske meget mere. Vi vil meget hellere blive ved med at præsentere nye ting. Derfor blev vi enige om, vi fandeme blev nødt til at skifte navn, skifte retning, skifte målsætning«.
Pernille: »Rangleklods har aldrig været et klart defineret projekt. Det har været en legeplads – et rum med plads til at gøre en hel masse. Men i løbet af de sidste år er der kommet et større fokus: En idé om, hvad vi gerne vil. Det har Blondage været med til at manifestere. Især overfor os selv«.
Hvad var der sket, hvis I var fortsat af samme spor som Rangleklods?
Esben: »Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, vi var stoppet«.
Pernille: »Der var noget underligt afsluttende ved ‘Straitjacket’. Vi er sindssygt stolte af pladen, men vi følte også på det tidspunkt, vi havde nået vores fulde potentiale«.
Esben: »Det er som om, der er en forventning om, at man som musiker bliver ved med det første projekt, man sætter i søen, for evigt. Men vi var stolte af, hvordan det endte, trods hvor hårdt det har været. Hvis vi var fortsat i det samme spor, tror jeg seriøst, jeg ville være stoppet. Det var for hårdt, det var for usundt«.
Så I kiggede simpelthen hinanden i øjnene efter ‘Straightjacket’ og besluttede at blive til Blondage?
Pernille: »Ja, sådan var det egentlig. Vi sad og var frustrerede over noget presse, der havde sagt, at ‘Rangleklods’ lød som en ond sygdom. Og så kiggede Esben op og sagde: ‘Vi skal finde et andet navn’. Bang. Da det blev sagt, var der så meget energi i den tanke, at vi besluttede det lige dér«.
Esben: »Så var der ingen vej tilbage. Der er ikke en brøkdel af os, der har fortrudt det. Heller ikke selv om nogle ting er blevet sværere. Vi føler os markant mere tilpas i Blondage. Det giver mere mening«.
Hvad er blevet sværere?
Pernille: »Der er nogle, der skriver og udtrykker vild ærgrelse. Men vi tager det som det største kompliment. Det er virkelig smukt, at nogle har været så glade for noget, vi har lavet. Men man taber noget terræn. Det vidste vi godt var en konsekvens«.
Esben: »Dem, der har været surest over skiftet, har været vores udenlandske fans. Det er virkelig kun de tyske dudes i 20’erne, jeg har skullet snakke længe med om det. De har endelig lært at sige og stave det – de har brugt fire år på det – og så fucking ændrer vi det! Det er bad luck. Jeg kan godt forstå, de er sure«.
»Det er som om, vi er brudt ind hjemme hos dem og har stjålet deres cd’er (for tyskere har stadig cd’er), så de aldrig kan høre det igen længere. Men musikken eksisterer jo stadig. Gå nu bare amok i det, det forsvinder jo ikke!«
Jeres lyd som Blondage er ret markant anderledes end Rangleklods, så måske I alligevel havde tabt terræn ved at udgive jeres nye musik under Rangleklods’ faner?
Esben: »Helt klart – det havde været en underlig udgivelse at fortsætte med. Blondage er markant mere poppet og aggressivt i sin natur. Den er meget mere to the bone i forhold til, hvordan det er skrevet, produceret og fremført. Det manifesterer sig hurtigere for lytteren, hvad det er, vi vil«.
Pernille: »Det er også første gang, vi nogensinde har haft en sang i rotation, som vi har med ‘Lucky Black Skirt’ på P6. Blondage er lettere afkodeligt. Der er nok mange Rangleklods-fans, der ikke længere synes, vi er så eksperimenterende. Men på mange måder er sangene er blevet mere komplekse. Det er ikke lettere at skrive en virkelig stærk popsang«.
Esben: »Nej, er du sindssyg – det er meget sværere! Folk, der siger, det er let at lave popmusik, de har ikke prøvet det. At lave popmusik, der bevæger folk, eller får dem til at høre noget, de aldrig har hørt før, er sindssygt svært«.
Pernille: »At forene det eksperimenterende og det poppede er vildt svært, men virkelig sjovt. Vi føler lidt, vi bevæger os mellem to verdener. Men fordi vi kan tage en eksperimenterende, kringlet tankegang med os, kan vi lave popmusik, som har kant – men som samtidig har de sindssyge hooks, den energi og det, popmusikken kan med at samle folk«.
»Det kringlede kan ligge i overraskelsesmomenterne. Det kan være fucked up samples af vores stemmer eller af, at vi har stået og slået på et trægelænder. De fremmedgørende elementer i en popproduktion. Det vil vække en nysgerrighed, fordi alt ikke bare er superpoleret og overlækkert«.
Gør det noget for dynamikken mellem jer, at dette er et projekt, I har startet sammen – i modsætning til Rangleklods, der i begyndelsen var Esbens enmandsprojekt?
Pernille: »Rollerne er mere definerede nu. Før havde vi mange flere magtkampe, tror jeg. Men nu har vi været helt sidestillet i hele processen«.
Esben: »Undervejs i Rangleklods føltes det som om, der var nogle sange, der var mest Pernilles eller mest mine. Men der er ikke nogen sange i Blondage, der kunne have været den anden foruden«.
Hvad har det at blive Blondage ændret for jeres arbejdsproces?
Pernille: »Det er meget sjovere, lettere og mere kreativt – vi laver meget mere musik. Det er ikke længere en hermetisk lukkede proces, hvor man sidder og nørkler med et kæmpe værk i fire år…«
Esben: »… Og hvor alle små detaljer skal føles som en lille åbenbaring. Vi har basically bare åbnet op. Hvis vi sidder med en sang, vi synes er god, men jeg kan ikke få produktionen færdig – så lad os få noget hjælp«.
På jeres ep har I også haft flere forskellige samarbejdspartnere inde over projektet. Hvordan er det forløbet?
Esben: »Rangleklods har altid været defineret af, at det eneste, der blev gjort udefra, er mastering. Den allersidste proces. Resten havde jeg siddet og gjort færdigt«.
Pernille: »Hvilket resulterede i, at Esben blev rimelig loco hver gang«.
Esben: »Jeg var nærmest psykotisk, da jeg færdiggjorde ‘Straitjacket’. Jeg var så ør i hovedet, at jeg lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville presse mig selv derud igen. Det var usundt, og jeg tror ikke, det gjorde pladen bedre. Man har brug for indspark udefra«.
»Man træffer beslutningerne hurtigere, når man arbejder med andre, fordi ellers kommer de til at kede sig. Det er en drift, jeg kan mærke nu: Vi skal videre. Hvis der er noget, vi ikke kan komme videre med, starter vi på noget andet«.
Pernille: »Jeg tror, vi med ‘Lost You’ var oppe på 180 versioner. Helt åndssvagt. Derfor er det også blevet kernen i Blondage: Det handler om at eksperimentere og prøve ting af. Få lavet noget uden at sidde og gruble over, hvad slutproduktet bliver. Og vi inviterer tit venner og andre musikere ind. Vi har fået en meget mere kollektiv tilgang til det, hvor vi sparrer med hinanden og spiller ting for hinanden«.
Esben: »Jeg synes også, jeg kan mærke, det er en generel tendens, som den danske musikscene har været lidt bagefter. Vi vil virkelig gerne prøve at være en del af at starte en fuldstændig ny måde at skrive musik på, som er markant mere kollektiv«.
»De musikalske ting, der kommer ud af vores samarbejde, er noget, vi rigtig godt kan lide, men det er stadigvæk kun en lille del af det spektrum, vi garanteret har inden i os som musikere og sangskrivere. Når man så arbejder sammen med nogle andre, er det nogle helt andre ting, der bliver trukket ud af én. Det er også med til at holde inspirationen oppe, så man undgår at falde ned i de slumps, som man ender i, når man arbejder alene eller udelukkende med én anden«.
Det handler måske også om at turde finde ud af sin komfortzone som kunstner?
Esben: »En af de comfort zones, vi har forladt, er den gennemgribende melankoli, som jeg synes, der var. Den var vi totalt færdige med. Der er vi gået aktivt efter at finde en anden del af vores spektrum sammen«.
Hvad er det så, I er gået efter med det nye alias?
Pernille: »Det er simpelthen det sværeste i verden at finde et bandnavn, men det skete meget organisk. Vi havde skrevet blond og bondage, og så skete der lidt en sammensmeltning. Det er det bløde og hårde, det lyse og mørke. Det aggressive og det følsomme, naive. Vi elsker dobbeltheden og de billeder, den giver i hovedet«.
»Dermed tager vi også lidt mere afstand fra melankolien, der er mere indadvendt. Vi vil gerne have, det er et mere direkte udtryk. Det er baggrunden for navnet og for projektet«.
Hvad er der sket i tekstuniverset?
Esben: »Ligesom vi var blevet trætte af melankolien, var vi også blevet trætte af den måde at skrive tekster på. Rangleklods var ofte metaforisk – mere drømmeverdensagtigt. Man kunne sagtens læse en tekst og forstå alle ordene, men samtidig ikke forstå, hvad vi ville med det. I tekstuniverset er vi blevet markant mere direkte. Nu fortæller vi det, som det er«.
Pernille: »Vi leger også i endnu højere grad med ordene og smager på lydene, prøver at finde strofer, der banker ind på nethinden og som med det samme skaber billeder. Det er også det, der fascinerer os helt vildt ved popmusik – evnen til bare at hoppe lige ind i ens hjerne eller følelsesregister. Uden nogen omveje«.
Esben: »Alt, hvad vi har gjort med Blondage, føles meget mere ærligt. Der er meget mere overensstemmelse mellem musikken, teksterne og os som personer, og det er derfor, vi også kan sætte tempoet for, hvor meget vi kan lave og hvor godt, vi kan lave det. Vi skal ikke længere ud i en afkrog af os selv«.
Falder popmusikken jer også mere naturlig nu?
Esben: »Vi har begge to altid holdt af popmusik, men vi følte, vi skulle holde os fra den. Når jeg kigger tilbage, ved jeg ikke helt hvorfor. Mange af de ting, vi laver, som jeg er allermest stolt af og lykkelig over, det er, når vi rammer det, der er så direkte og poppet, at man ikke kan lade være med at holde af det med det samme«.
»Jeg tror, det handler om, at vi i højere grad kan identificere os med den popmusik, der er i dag. Popmusikken, som den så ud for bare fem år siden, er ikke en scene, jeg ville være interesseret i at være en del af«.
Pernille: »Man kan mærke, der er kommet mere dialog mellem undergrunden og mainstreamen på en interessant måde. Potentialet, der ligger i at lave elektronisk musik, er ved at blive foldet ud. Det passer godt til vores dna at se, man kan nævne Caribou og Rihanna i samme sætning uden at blinke. Det er virkelig befriende. Og det er en bølge, vi gerne vil være med til at sætte vores fingeraftryk på«.
Esben: »USA har nærmest først opdaget den elektroniske musik som en del af popmusikken for tre-fire år siden, hvor det næsten indtil nu har været domineret af ekstremt forsimplet EDM-musik. Man kan mærke, at folk vil have sat kompleksiteten op nu. Der er ikke længere nogen, der ved, hvad der er et hit – og det er fucking sundt. Der er plads til originalitet på toppen. Det er mega let som musiker at føle sig for fin til det, der sker i popkulturen. Det er vi kommet os 100 procent over. En god sang er en god sang«.
»En vigtig pointe for mig er at sige, at jeg tror, vi vil blive mødt af nogen, der til en vis grad synes, vi laver et sell out ved at gå fra det meget emotionelle til noget, der er meget mere poppet. Udefra kan det godt se underligt ud, men jeg har det fuldstændig omvendt: Jeg føler, den musik vi skaber nu, er meget mere dem, vi er«.
Pernille: »Vi har fundet lidenskaben i det på en ret ren måde. Vi er blevet inspirerede. Det er det, det handler om i sidste ende. Og så er det jo på ingen måde et pengeprojekt«.
Esben: »Ha ha, nej – så gør vi det i hvert fald på en helt forkert måde«.
Hvad gør I så, hvis I bliver mødt med sell-out-stemplet?
Esben: »Det er skidefint, hvis nogen synes det. Verden handler ikke om dét. Vi sidder i en privilegeret situation, at vi kan lave musik og lige nøjagtigt leve af det. Større er det heller ikke«.
Pernille: »Med skiftet til Blondage har vi også besluttet, at vi ikke vil være forfængelige. Vi vil ikke være så selvoptagede, at det betyder så meget. Vi vil bare have fokus på vores musik. Der ligger en høj grad af forfængelighed i at blive ramt af, at nogen mener, man ikke er autentisk. Men vi synes jo selv hele autenticitetsfaktoren indenfor musikverdenen er rimelig…«
Esben: »…. boring. Den er kedelig! Den ødelægger rigtig meget mere, end den skaber. Hvis sangene er pissegode, så gør det da! Det er en dårlig måde at afgøre, om noget er godt eller ej – om det er autentisk«.
Pernille: »Der er nok bare ikke noget, der er autentisk. Vi er jo i virkeligheden bare sociale dyr, der hele tiden prøver at tage os godt ud i de andres øjne. Man må bare prøve at lade være med at prøve så hårdt«.
Læs også: Anmeldelse: Blondage tager deres elektroniske legesyge til nye pophøjder