»Hiphop har brug for en tur på afvænning«

Egentlig har Anderson .Paak ikke haft meget at smile af. Men trods en periode som hjemløs vælger manden bag årets musikalske gennembrud at fokusere på det positive. Sammen med Chance the Rapper har han givet hiphop en ny opløftende lyd. Og det virker. Lige nu er han aktuel i duoen NxWorries, som netop har udgivet debutalbummet ’Yes Lawd!’.
»Hiphop har brug for en tur på afvænning«

»På det sidste har jeg været igennem en masse lort«.

Anderson .Paak har uden varsel hakket bremsen i og kvalt den ellers ustoppelige strøm af udstråling og groove, der er væltet ud fra Apollo-scenen. Nu kigger han søgende og lidt nervøst ud over det perplekse Roskilde Festival-publikum, der netop er blevet revet ud af deres fest. Der er noget meget personligt, der har ligget ham på sinde, som han gerne vil ud med, fortæller han.

Han irettesætter irriteret et par af sine bandmedlemmer, der prøver at lægge stemningsmusik til hans dybfølte monolog. Det hele er lidt akavet, og tiden får lov til at stå stille i en håndfuld lange sekunder. Så lyser hans øjne op, og munden deler sig i det karakteristiske kilometerbredde tusindekroners-smil.

»Got me hot!«, råber han så og vrider sig i næste sekund til funkriffet på ‘Come Down’.

Det lille prank er typisk den charmerende gavflab, der med sit evige glimt i øjet ved præcis, hvordan han balancerer den sexede rockstjernearrogance med et uhøjtideligt bånd til publikum. Anderson .Paaks flirtende overskud på scenen minder mere om Mick Jagger end Kanye West, Jay Z eller nogen anden rapper, man umiddelbart kan komme i tanke om. Hans attitude er et flabet klask i røven på den traditionelle forestilling om hiphopperen som machomand, og i løbet af det seneste år har han skidt højt og helligt på den ene hiphopkonvention efter den anden.

Verden blev introduceret for hans opløsning af skellet mellem sang og rap sidste år på Dr. Dres comebackalbum, ‘Compton’, men det er, når man ser ham live, at det for alvor går op for en, hvor meget .Paak går på tværs af det, man troede definerer hiphop. Som i februar, da han i hullet punkkluns og med et hidsigt gyngende underliv anførte et band, der mest lignede et slæng rockede L.A.-hipsters foran et begejstret publikum i Pumpehuset. Det var en glimrende koncert, men på Roskilde var det endnu bedre.

Anderson .Paak på Roskilde Festival. Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.
Anderson .Paak på Roskilde Festival. Foto: Kasper Månsson/Soundvenue.

»Synes du? Fedt«. Anderson .Paak liver bemærkelsesværdigt op, da jeg serverer den betragtning for ham backstage efter koncerten på Apollo-scenen.

Sammen med sit band, The Free Nationals, har han haft alt for travlt med den endeløse turné, der har stået på siden udgivelsen af mesterværket ‘Malibu’ i januar, til selv at tænke over den transformation mange af numrene har gennemgået – fra stivere studieversioner til levende live-funk. Det er den slags, der bare sker af sig selv, når man spiller så meget og har en fælles forståelse for, at det altid handler om at flytte sig og søge nye steder hen, forklarer Anderson.

»Vi vil gerne tilføre lidt mere sprælskhed til hiphoppen. Vi er alle sammen hiphopfolk, men vi er sgu også mere end det«, påpeger han. »Da jeg lavede hiphop, var der altid en fast opskrift, men der er brug for lidt flere farver på paletten«.

Et af .Paaks bandmedlemmer bryder ind og kigger mig lige i øjnene: »Vi optræder, mand. Der er en masse hiphopfolk, der slet ikke ved, hvad det vil sige at spille live. Det er fucked up«.

Dét kritikpunkt er en af de ældste klicheer om hiphop. Den slags man forventer at høre fra sin gamle gråhårede far, der aldrig nåede videre efter Bob Dylan, men i dette selskab ligger der en vis autoritet bag udsagnet. Anderson .Paak og hans band udvider hiphoppens uforlignelige live-energi med en musikalitet, som kun The Roots og få andre har præsteret overbevisende før. Det er ikke bare en rapper med band, det er et sted mellem hiphop, soul, funk og rock – eller et sted mellem André 3000 og Beck, som .Paak selv udtrykker det.

Paaksiden1

Et sent gennembrud

Vi sidder i restauranten i backstage-området ved Orange Scene en times tid efter, Anderson .Paak har forladt scenen. Drengene er skiftet til matchende bomberjakker med deres bandlogo på ryggen og minder mest om en flok overtrætte, men glade teenagevenner, mens de fniser af Snapchat-beskeder, der bliver vist på tværs af bordet.

Mest af alt hænger der dog en følelse af sejr over selskabet. Det er .Paaks første turné som hovednavn, første gang han spiller festivaler, og ifølge ham selv først nu folk hører efter.

»Det var det her, vi plejede at længes efter«, fortæller han mig. »Det er sindssygt. Her på det sidste har jeg taget mig selv i at stå på scenen og glemme alt omkring mig og bare synke ind i hovedet på mig selv, når jeg ser publikum. Der var så mange år, hvor vi bare var opvarmningsband, og folk var fucking ligeglade med os og bare stod og læste på deres telefoner, mens vi spillede«.

Anderson kigger på de andre i bandet, mens han taler.

»Vi plejede at spille Earth, Wind & Fire-covernumre med en anden r’n’b-sanger«, siger han og griner. »Vi syntes, han var the shit. Vi har spillet i fucking baghaver, til fødselsdagsfester, og hvad vi ellers kunne støve op af jobs, som vi ikke fik nogen penge for. Det var noget rod«.

Anderson .Paaks blik får ham til at ligne en sentimental gammel mand mere end en af årets mest imponerende gennembrud. Men vejen til succes har også været ufattelig lang og hård. .Paak er 30 år gammel – godt ti år ældre end de knægte, han for nyligt delte forsiden af hiphopmagasinet XXL med i anledning af redaktionens årlige kåring af de mest lovende nye rappere. Han er i sit andet ægteskab og har en søn, der nærmer sig skolealderen. Han har ikke noget imod at fortælle om den lange kamp. Han ved, at det er en del af det, der giver ham karakter. Det der giver den påfaldende soulfulness i hans karakteristiske hæse stemmes autoritet.

paak5

Hjemløs og uden job

Brandon Paak Anderson, som der står i hans pas, voksede op med en mor, der var adopteret fra Korea, og en sort far i Oxnard uden for Los Angeles.

»Min mor var en stærk selvstændig kvinde, der havde sin egen forretning. Min far var ude af billedet, fra jeg var omkring syv. Han røg i fængsel for et voldeligt overfald på min mor og besiddelse af ulovlige stoffer. Så jeg så nogle sindssyge ting som barn. Min mor fandt en ny mand, og de arbejdede altid, så jeg blev opdraget af mine ældre søstre. Det har haft en stor betydning for mit udtryk, og min måde at kommunikere på – og for min glæde for kvinder«.

Han smiler af den sidste kommentar, selv om der generelt ikke var meget at smile af i hans opvækst. Holdepunktet i de år kom i form af musikken. Han fik et sæt trommer som 11-årig og viste så stort et naturtalent for instrumentet, at han i løbet af kort tid spillede fast i den lokale kirke, hvor han fik sin første musikalske opdragelse.

Anderson .Paak roder i de sidste rester af koldskål med jordbær med sin ske og ser eftertænksom ud, mens han fortæller historien. Det er den samme historie, han fortæller på ‘The Bird’, et af de mange højdepunkter på ‘Malibu’, med så naturlig inderlighed, at man tænker, at soul er hans modersmål. Uden behov for dramatik slutter han den stille sang om at klare sig med kærlighed med linjen: »Mama was a farmer, papa was a goner«.

Min mor og stedfar blev sat i fængsel, da jeg var 17

Hvad sangen imidlertid ikke fortæller, er, at det kun var begyndelsen på familietragedien. Hans verden krakelerede for alvor, da morens succesfulde virksomhed, der solgte jordbær til restauranter, blev taget i alvorlig skatteunddragelse.

»Min mor og stedfar blev sat i fængsel, da jeg var 17, og alting faldt bare fra hinanden efter det. Jeg var deprimeret og havde svært ved at få tingene til at gå op, så jeg flyttede ud og drev bare rundt«.

Anderson .Paak levede i lange perioder som nomade i L.A. og sov på venners sofaer. Hiphoppen blev lagt til side, blandt andet til fordel for en flirt med Oxnards punkrockmiljø.

»Jeg elskede energien. Den mindede mig om energien i kirken«, indskyder Paak begejstret.

Punkflirten har efterladt varige huller i hans bukser og åbenlyse spor i attituden. Tingene blev dog for alvor problematiske, da hans sydkoreanske kæreste blev gravid. For at forsørge sin nye familie vendte han tilbage til Oxnard og tog sammen med sin guitarist José arbejde på en hampplantage, hvor vejen til penge bestemt ikke altid var lige lovlig. Det hele endte med, at den lille familie blev smidt ud af storesøsterens hus, hvor de havde crashet, og flyttede til L.A. – endnu engang hjemløse og uden job.

Paak7

Skæbnesvangert møde med Dr. Dre

Som kaldt fra himlen begyndte Andersons musikalske karriere imidlertid endelig at tage lidt fart. Et par velbetalte trommegigs skaffede penge til et sted at bo, og i 2012 og 2013 begyndte hans numre under aliaset Breezy Lovejoy at resonere lidt i L.A.’s musikmiljø. Det var dog først efter, at han havde ændret kunstnernavn til den mere cool variation over hans borgerlige navn, at muligheden for at tage skridtet fra levebrødsmusiker mod stjernerne bød sig.

‘Suede’, et af numrene fra .Paaks samarbejde med produceren Knxwledge, NxWorries, nåede ørene på Dr. Dre, og pludselig stod .Paak med en invitation til at arbejde med producerlegenden.

»Dres A&R ringede bare til mig og sagde, yo, vi vil gerne have dig til at komme ind og være med på nogle ting. Jeg var sådan, fint, for jeg troede ikke rigtigt på, at det ville ske. Jeg troede ikke, at jeg rent faktisk ville møde Dre. Så jeg ankom til studiet, og de første, der stod og tog imod mig, var Dre og D.O.C. Derfra klikkede det bare«, fortæller han om mødet.

»Jeg vidste ikke, om han havde hørt nogle af mine ting, men jeg mødte King Mez og Justus (rappere der også medvirker på ‘Compton’, red.) i studiet, og de var sådan, vi elsker din sang ‘Suede’, vi har banget den i ugevis. Og de spillede den tre gange for Dre, og derefter var han klar til at arbejde med mig«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Suede’ er prototypen på et Anderson .Paak-nummer. Det klipper frækt Gil Scott-Herons klassiker ‘The Bottle’ om til et sløvt stop-and-go-groove og inkarnerer Andersons øretæveindbydende, men også stærkt charmerende attitude med linjer som: »If I call you a bitch, it’s because you’re my bitch / and as long as no one else calls you a bitch, then there won’t be no problems«.

Til sidst endte .Paak med at medvirke på seks numre på Dres comebackalbum, hvor han blandt andet stjal showet på to af de absolutte højdepunkter, ‘Animals’ og ‘All in a Day’s Work’. Ikke nok med det, han sikrede sig også en pladekontrakt med et af de mest succesfulde selskaber i hiphophistorien.

»En af dagene, mens vi arbejdede, spillede jeg lidt musik for Dre i en pause. Jeg kan huske, at jeg spillede fem-seks sange, blandt andet et par stykker fra ‘Malibu’, og han var helt vild med dem. Bagefter var han bare sådan, yo, jeg vil have dig til at blive en del af Aftermath. Straight up«.

Den positive hiphopbølge

Anderson .Paak har stadig svært ved at forstå, hvor hurtigt det er gået, når han genfortæller historien. Han taler med lys i øjnene om forventningerne til at skulle have Dre med i studiet til indspilningerne af sit næste album, men virker alligevel til hele tiden at have tankerne lidt på alt det, der er gået forud for gennembruddet.

»Det har givet mig karakter, mand«, svarer han på spørgsmålet om, hvad årene som hjemløs familiefar har betydet for ham som kunstner.

»Det har givet mig alle de historier og oplevelser, som folk gerne vil have«.

Numrene på ‘Malibu’ kredser netop om Anderson selv og hans liv. Om hans opvækst, hans kærlighed til kvinder og sin søn og om hans drømme. Alt sammen fortalt og formidlet med en livsglæde, som det er umuligt ikke at lægge mærke til i en tid, hvor både hiphop og r’n’b i flere år har været præget af en mere dyster eller melankolsk tone.

»Hiphop har brug for en tur på afvænning«, slår han fast. »Den har brug for lidt mere naturmedicin. Ikke mere lean og ikke flere piller«.

Den improviserede metafor bliver hængende i hans svar, mens han taler videre om, at tiderne har ændret sig, fra dengang hiphop hang uløseligt sammen med gangstarap.

»Positiv hiphop plejede jo også at være stort før det, dengang med De La Soul, A Tribe Called Quest, KRS-One og alle de folk. De solgte millioner af plader med et positivt budskab, så jeg tror bare, at det er et spørgsmål om, at tingene går i cirkler, og folk er klar til noget mindre tungt nu«.

Vi taler lidt om, hvordan den tendens kan ses i sammenhæng med det anspændte politiske klima i USA i kølvandet på de senere års mange sager om politidrab af sorte.

»Jeg er en person ligesom dig og alle andre, der ser, hvad der sker, og er påvirket af det. Jeg tror helt naturligt, at jeg skriver musik for at give folk en stemme og en følelse af at kunne relatere til det, jeg siger, men det betyder ikke, at mine sange er de mest politiske«, forklarer Anderson og fremhæver sin beundring for Kendrick Lamars evne til at skrive sange med stærke politiske budskaber, inden han når ind til det, der måske er kernen i hans eget perspektiv og hans egen kunst.

»De fleste af mine sange tager udgangspunkt i forhold og ting, der sker i min omgangskreds – de ting jeg ser«.

Anderson .Paaks univers er rigt på livserfaring, fortalt i førsteperson. Det er svært ikke at komme til at tænke tilbage på episoden under Roskilde-koncerten og dobbeltironien i, at Anderson jo virkelig har været igennem usædvanligt meget lort. Han vil bare hellere flashe det gigantiske smil, finde groovet og se fremad end at dvæle for meget ved det.

Læs anmeldelse: Anderson .Paak holder frikvarter på NxWorries’ herlige debutalbum

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af