The Lemon Twigs ’Do Hollywood’: En skarp og cocky rock-pastiche
Brødrene Brian og Michael D’Addario sætter ikke deres lys under en skæppe med den her albumtitel. De kridter lakskoene til den røde løber og tror på, at deres band, The Lemon Twigs, er billetten til rigdom og berømmelse. De er 17 og 19 år gamle, har et debutalbum i den ene hånd og en pladekontrakt med 4AD i den anden.
På ’Do Hollywood’ er kvartetten i færd med en renovering af den historiske rockmusik. De har læst brugsanvisningen grundigt – lært fra heltene i Beatles og Beach Boys, som pasticheres ypperligt side om side med Rolling Stones og Queen – og nu gælder det om at komme udover stepperne.
Resultatet er et glamourøst og eklektisk barokpop-univers, hvor polyfone korstemmer excellerer i harmonisk falset, og dristigt musical-klaver stimler af sted med plukkende skomagerbas og abrupt rullende trommespil i ryggen. Kompositionerne er rapsodiske og bæres af et for vor tid sjældent spinkelt skelet af papkassede båndproduktioner (i øvrigt tilvejebragt af Foxygens Jonathan Rado og knivskarpe!).
Til tider bliver det chillet og småpsykedelisk på en temmelig populær måde, som på ’Baby, Baby’, hvor chorusguitaren vækker velkendte moderne mindelser, imens melodierne har deres eget bedårende liv. ’These Words’ katapulterer sig gennem bløde og bombastiske stemninger på teatralsk manér og demonstrerer definitivt The Lemon Twigs’ rungende talent som sangskrivere.
Dét talent kan ikke bestrides, og det charmerer på den suveræne ’I Wanna Prove To You’, der med sit rendyrkede 60’er-fernis og overlegne detaljegrad fremmaner billeder af pastelfarvede Caddilacs overdynget af pin-up-chicks med skarp rød læbestift og sorte solbriller.
På ’Those Days Is Comin’ Soon’ og ’Haroomata’ tager cirkusset en smule overhånd, og selvironien revner i et lidt underligt smil mod lytteren. Skiftene i takter og stemninger afføder et lidt for skizofrent potpourri til egentlig at virke medrivende, selv om der bogstavelig talt ikke er nogen slinger i valsen.
Lukkeren ’A Great Snake’ kaster sig vellykket udi en psykedelisk monsun af fuzz og stjernestøv (som Tame Impala med Syd Barrett i front), og det fungerer upåklageligt cool, selv om den ba-dum-tss-agtige afslutning er ærgerlig.
Man kunne nogle gange ønske sig, at gruppen dvælede mere ved enkelte ideer og stemninger, for der gribes i mange retninger på kort tid. På den måde rager albummet indimellem en smule uklart med sin lytter, der knapt når at falde ind i rytmen, før den skifter igen. Men det er parenteser i helheden.
’Do Hollywood’ er en debutplade, der emmer af titlens cockyness og ublu musikalsk begavelse. Der er hobevis af nostalgiske, fremragende og unikke momenter, men hvis rockeskapaderne helt skal nå forbilledernes hellige vover, skal glamouren og begejstringens il skygge lidt mindre for bandets glimrende ideer. For når The Lemon Twigs finder pladsen mellem vovemod og mådehold, er det både cool og fremragende.
Kort sagt:
The Lemon Twigs har skabt et glamourøst og eklektisk barokpop-univers, der er inspireret af fordums helte i Beatles, Beach Boys og Queen. Det er cocky og vovet, men mange ideer er fremragende nok til at bære det, selv om der gribes i mange retninger.