Make Metallica great again: Giganterne tynges af egne ambitioner på maratonalbum
Det kan måske være svært at tro, men engang var Metallica verdens bedste metalband. De var ambitiøse, innovative og kvalitetsbevidste. De var pionerende, stilskabende og i evig udvikling. De var almægtige, en supermagt i egen ret.
Først revolutionerede de den piskende og punk-influerede thrash metal med fire album, der hver for sig er hovedværker i enhver heavy metal-kanon, hvorefter de vandt resten af verden over med det velkendte sorte album fra 1991, der i dag stadig er en af historiens bedst sælgende rockalbum overhovedet. For Metallica kunne det kun blive større.
25 år efter står bandet dog som en svækket gigant på metalscenen. Selv om de til alle tider har været et forrygende livenavn, og selv om de fortsat sælger stadioner ud (hvilket de fire (!) udsolgte Royal Arena-koncerter næste år beviser), så har de ikke kunnet følge den kunstneriske succes op. Listen af skæverter er lang, men de grelleste eksempler må være historiens måske grimmeste rockproduktion nogensinde på comeback-albummet ’St. Anger’ og det aparte samarbejde med Lou Reed, der resulterede i monsterværket ’Lulu’ – en af de få plader, der nogensinde er blevet belønnet med én stjerne her på sitet.
Ambitionerne har løbende ikke fejlet noget. Men det har dømmekraften til gengæld. Og det ændrer denne nye klippe af et dobbeltalbum ikke på.
Med en spilletid på 77 minutter fordelt på 12 sange er det endnu et overdimensioneret og oppustet projekt, Metallica har kastet sig ud i. De vil vise, at de stadig kan. Eller gengivet i en parafrase over en af tidens mere opsigtsvækkende slogans: De vil gøre Metallica stort igen.
Og når man først er kommet sig over det hæslige albumcover, så lykkes det faktisk meget godt et stykke hen ad vejen. Numre som ’Atlas, Rise!’, ’Now That We’re Dead’ og ’Moth Into Flame’ er både forbandet fængende og hårdt rockende. Riffene er som hugget i granit, og forsanger James Hetfield lyder både revitaliseret og indædt, som han med sine karakteristiske fraseringer leverer de stærke melodier, der altid har været en stor del af bandets force.
Men på albummets anden halvdel (eller cd, hvis man stadig gør sig i den slags) begynder maskineriet at ruste. Metallica bumler derudaf som et gammelt godstog, der hverken kan genfinde fortidens fart eller intensitet, og det hjælper ikke meget, at gruppen fejlagtigt tror, at fremdrift sker ved at gentage de samme stykker igen og igen. Sangskrivningen halter, samtlige numre er flere minutter for lange, og for at gøre ondt værre leverer Lars Ulrich det ene mere simple trommefill efter det andet, mens guitarist Kirk Hammett punkterer stort set alle sine soloer med sin i forvejen overbrugte wah-pedal.
Når den effektive thrash-basker ’Spit Out the Bone’ lukker albummet, er metaltrætheden for længst indtruffet. Metallicas længe ventede genkomst ender som et hult drøn. De vil så meget, men ender med at spænde ben for sig selv.
Det er ’Hardwired… to Self-Destruct’s akilleshæl. Maratonalbummet understreger Metallicas største svagheder: Ambitiøsiteten kombineret med den manglende selvindsigt. For ligesom den græske titan Atlas tynges af at bære verden på sine skuldre, så tynges giganterne i Metallica fortsat af deres egne store ambitioner.
’Hardwired… to Self-Destruct’ kunne have været et fremragende enkeltalbum. I stedet ender det som et middelmådigt dobbeltalbum.
Kort sagt:
’Hardwired… to Self-Destruct’ ender som et middelmådigt dobbeltalbum frem for et fremragende enkeltalbum. Metaltrætheden melder sig, da gruppens store ambitioner ender med at spænde ben for helheden. Der mangler ganske enkelt selvindsigt.