Det blev en selvopfyldende profeti, da Off Bloom løj om et prominent producersamarbejde

I denne uge sætter vi fokus på lyden af 2017, og på vores liste over de 10 mest lovende navne i Danmark finder man blandt andre Off Bloom. Den danske poptrio har taget sig god tid, men er nu på vej frem i Ferrari-fart.
Det blev en selvopfyldende profeti, da Off Bloom løj om et prominent producersamarbejde
Alexander, Mads og Mette. (Foto: Olivia Rohde/Soundvenue)

Mads og Alex havde produceret elektronisk musik sammen i flere år, da de i efteråret 2013 blev tilbudt et job på Rust i København med ganske kort varsel. Koncerten kom imidlertid til at ændre alt for de to venner, der spontant besluttede at starte et helt nyt band til anledningen med Mads’ højskoleveninde Mette som sanger. I løbet af 14 dage skrev de en hel stribe nye sange, og høje på den energi tog de en chance.

»Før koncerten havde Rust skrevet og spurgt om noget info på os, og så havde vi løjet ad helvede til. Vi sagde bare, at vi var en producerduo, som har arbejdet sammen med alle de største producere overhovedet som Benny Blanco og Two Inch Punch«, fortæller Mads, da jeg møder trioen i deres øvelokale på Tagensvej i København.

Drengene blev dog indhentet af deres eget overmod, da de sendte de nye numre til en række danske pladeselskaber.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Vi sendte dem blandt andet til Tigerspring, som skrev: ‘hey, fuck, kom ind med det samme!’ Og så kom vi ind dagen efter koncerten, stadig med tigermaling i hovedet. For det handlede om – og det gør det stadig – en energi. Det var bare pisse hamrende sjovt«, siger Mads, og Alex fortsætter:

»De syntes, det var lidt spændende, for de havde googlet navnet, og Rust havde sat de ting, vi havde sagt, op på deres hjemmeside uden at spørge overhovedet. Så der stod om samarbejderne. Så skulle vi ligesom forklare, at det var sket igennem en ven af en ven af en ven«.

Denne uimponerede tilgang til musikbranchen er kendetegnende for Off Bloom, der på debut-ep’en ‘Love to Hate It’ kombinerer skamløst fængende synth-hooks, sprælske vokalsamples og Mettes pågående sang i et stærkt medrivende udtryk, der nemt kan tiltale fans af Møs uprætentiøse pop.

Trioen fik en imponerende debut med en uannonceret optræden til efterårets P3 Guld, hvor selvtilliden intet fejlede. Men den er også blevet bygget op igennem flere år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et år efter optrinnet hos Tigerspring havde Off Bloom fået kontakt med en manager i London, som med Mads’ ord dog var pisseirriterende. De blev ved med at sende deres musik til folk i branchen, og en dag tikkede en mail ind fra produceridolet og den tidligere imaginære samarbejdspartner, Two Inch Punch. Et par dage senere havde Off Bloom en surrealistisk oplevelse i hans studie.

»Han sagde: Jeg har tre mennesker i musikbranchen, som jeg stoler på, og dem skal I møde«, fortæller Mads. »Og det var helt filmisk, super grineren. Der kom nogle rigtig gamle dudes ind og hørte sangene, og de var fuldstændigt forelskede i Mette: Hun kan jo ikke sidde stille hende der, hun er en stjerne, en stjerne

»Det var helt oldschool, sådan yes, nu skal vi til Bahamas«, siger Mette og griner.

Off Bloom har siden også samarbejdet med George Reid fra AlunaGeorge og er nu i stald hos det etablerede engelske selskab Polydor. Når bandet har ventet så længe med at udgive noget, skyldes det, at de ikke har villet vige fra den klare vision, de har haft fra start.

»Vi snakkede med alle mulige danske labels til at starte med og var også vildt glade, men vi ville ikke have, at vi sagde ja til noget, bare fordi vi var bange for, hvad der skete, hvis vi ikke gjorde. Derfor har vi sagt nej til mange tilbud, fordi vi blev nødt til at tro på, at det, vi skriver, er godt, og at vi er et band, som har noget at sige«, forklarer Mads.

Læs også: Breakin’ Sound 2017: De 10 mest lovende danske navne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af