’Rennen’: Hårdere og mere eventyrlig lydside på Sohns andet album
Når man lytter til åbningsnummeret ’Hard Liquor’ på den britiskfødte producer andet album, er det ikke svært at forestille sig salig Johnny Cash synge for i stedet. I sin essens er ’Hard Liquor’ nemlig en bluessang. At Sohns produktion – i al sin Depeche Mode-efterlignende stringens – synes at efterligne lyden af et tog, der glider henover skinnerne i et koldt og goldt landskab er såmænd smukt i forlængelse af ’The Man in Blacks’ forkærlighed for netop togsange.
Sohn får med ’Hard Liquor’ fra start etableret, at han er velbevandret i musikhistorien, et indtryk, der ikke fæstnede sig i nær samme grad på hans tyst ekspressive debut ’Tremors’ (2014). Han får også understreget, at han i anden ombæring er parat til at gribe fat om et musikalsk mere righoldigt råmateriale.
Sangene på ’Rennen’ (Sohn – med det borgerlige navn Christopher Taylor – var inden skiftet til L.A. bosat i Wien i en årrække, hvilket kan forklare albumtitlen) er hårdere i kanten. De elektroniske klange giver mere modstand end medspil til Taylors kønne vokal, der dog samtidig kan opleves som værende lidt bleg og personlighedsforladt. Dette mere direkte musikalske attak klæder hans sange, der tilføres flere farver end den lettere ensformige gråmelerede tåge, der hang over debuten, dette værks åbenlyse kvaliteter ufortalt. De ret forskellige cover-artworks til de to album fortæller den samme historie: Et flot, men barsk vinterlandskab (’Tremors’) kontra de stramme grønt-sorte linjer, som var der tale om et abstrakt maleri fra 1980’erne (’Rennen’).
Selv om flere af sangene (ikke mindst det klaverakkompagnerede titelnummer) er neddæmpede kreationer, så lever Sohn mestendels op til artworkets signalværdi: ’Falling’ skaber et sammensurium af hvislende lyde og et grundspor, der byder sig til et hårfint punkt mellem det insisterende og det enerverende.
Den nyvundne direkthed resulterer i popsoulet hitappel på ’Conrad’, der skiller sig ud i vældet af loops og kantede flader, der andre steder på albummet vækker mindelser om Thom Yorkes solorepertoire. Melodimaterialet på ’Rennen’ er ikke så umiddelbart indtagende eller så eskapistisk sart som på forgængeren, men derfor er albummet alligevel et skridt i retning af en mere kompleks og interessant musik, der dog lyrisk ikke formår at løfte sig over det generelle og generiske.
Modsat den ligesindede James Blake, hvis album fra sidste år (’The Colour in Anything’) med en spilletid på over 75 minutter krævede stor fordybelse af sin lytter, beviser Sohn med ’Rennen’, at det anderledes stramt kontrollerede udtryk (ti sange på under 40 minutter) snildt kan sameksistere med det komplekse og eventyrlige.
Kort sagt:
Den britiske producers andet album byder på en lydligt mere konfronterende stil, hvor beats og loops rammer med en hårdhed, der ikke var til stede på den sartere ’Tremors’ (2014). Det stramt strukturerede værk byder på iørefaldende soul med poprefræn, electro-blues og electronica, der er detaljemættet, men sjældent overlæsset.