Allison Crutchfields DIY-rock er – næsten – lige så interessant som tvillingesøsterens
Waxahatchee er den overmåde talentfulde sangskriver Katie Crutchfields kunstnernavn. Katie spillede i august 2015 en fremragende koncert på Voxhall i Aarhus, hvor hendes tvillingesøster Allison ydede en nærmest ligestillet backup – i en grad så man kunne få den tanke, at Waxahatchee i virkeligheden er mere et søster- end et soloforetagende.
I min anmeldelse af koncerten fremlagde jeg den måske lidt uforsigtige tolkning, at Allison virkede meget opsat på at yde søsterens sange fuld retfærdighed og maksimal indlevelse – måske som en slags ubevidst indrømmelse af, at Katies sangskrivningstalent er af en karat, som hun ikke selv kan matche.
De to forløbersingler til debutalbummet af den korthårede af Crutchfield-søstrene – ’I Don’t Ever Wanna Leave California’ og ’Dean’s Room’ – stiller mit oprindelige udsagn i et noget prekært lys, for her er tale om to knaldperler af melodiøs indiepop med en forfriskende brug af henholdsvis surfguitar og analoge synths. Tilføjelsen af en prikkende guitar på sidstnævnte får ens tanker til at kredse om The Cure anno kraftpræstationen ’Disintegration’. Det er selvsagt ment som en ros.
Hvis ’Tourist in This Town’ er musikalsk eklektisk, eller måske lige frem forvirret (mere herom lige om lidt) byder det på konsekvent vedkommende lyrik med – typisk for Crutchfield-søstrene – stærkt personlige undertoner, der virker som om sangene bygger på selvoplevede erfaringer. Og hvis ikke, ja, så besidder også Allison en evne til at kommunikere troværdigt om almene følelser af svigt, forelskelse, savn og tvivl på en måde, der er så specifik, at ordene aldrig forfalder til det klichefulde. Hvor Katie er en mester udi rammende metaforbrug og flertydige sansninger, er Allison god til at investere sin sangskrivning med konkrete situationsbeskrivelser.
Allison er derfor mere direkte i sin lyriske tilgang, en umiddelbarhed, der i øvrigt afspejles i hendes langt mere udadvendte scenepersona i en live-kontekst – så også på den måde passer pengene. Men hvor Katie kan vende og dreje situationer og danne billeder af en både subtil og overraskende karakter (så de rammer modtagerens bevidsthed som kælne og frydefulde chok), er Allison – alt taget i betragtning – først og fremmest en hudløst ærlig kronikør, der sjældent ’gemmer’ sig bag et ekspressivt billedsprog, men tværtom kommunikerer i meget ligetil sansninger (»You bite me cause you like the way I feel on your teeth«, på ’Charlie’).
Det er på sin vis uretfærdigt at veje Allison efter søsterens alen (Katie er ubetvivleligt en af 10’ernes fremmeste indie-sangskrivere), men hendes musikalske valg hæmmer ind imellem udfoldelsen af hendes sange mere end de gavner eller bistår dem. Det er som om, hun ikke helt har gjort sig klart, hvad det er for et album, hun har ønsket at lave, men at hun, fordi der er tale om en solodebut (efter et ellers allerede halvlangt liv i musikkens tjeneste) har villet have det hele med. Især clasher hendes skiftevis poppede hooklines med mere impressionistiske passager og brugen af synths med brugen af guitar som ledemotiv. De forskellige ’stemmer’ taler ikke altid sammen, og det er som om den musikalsk ’altomfavnende’ impuls forplanter sig til vokalen, der efterlader samme indtryk som en brudgom med en skævt knappet skjorte. Et nummer som ’Miles Away’ havde i virkeligheden været bedre tjent uden de udvaskede synths, der lægger sig som en tåge over et ellers i sin essens fint-sart stykke sangkunst.
Jeg er ikke længere helt så skråsikker i min vurdering af Allisons evner set i forhold til søsteren. Finder hun ind til en prunkløshed i sit udtryk, er der et stort potentiale i hendes sangskrivning. Hun er som antydet en menneskelig sangskriver, der med sætningen »I’m so narcissistic, I want you to be obsessed with me« (på nøglesangen ’Sightseeing’) – under dække af at være selvkritisk – naturligvis er velvidende om, at hvis man er narcissist, fordi man nærer det meget menneskelige ønske, at ens kæreste er er besat af én, ja, så er narcissisme en meget menneskelig impuls! På den måde er der en ukompliceret, men alligevel drillende (og selvbevidst) lethed over hendes sange, som mindre dygtige sangskrivere ville snuble i forsøget på at bringe til forløsning.
’Tourist in This Town’ er ikke noget ’Ivy Tripp’ – Waxahatchees fremragende album fra 2015 – men mindre kan bestemt gøre det.
Kort sagt:
Det er fristende at sammenligne Allison Crutchfield med tvillingesøster Katie (Waxahatchee), for ikke alene lyder de meget ens, men de dyrker grundlæggende den samme DIY-æstetik og deler den samme forkærlighed for punk, grunge og folk. Allison leverer nogle glimrende øjeblikke på sin debut i eget navn, men ’Tourist in This Town’ er også lettere uforløst. De i reglen fine sange kæmper for at få lov til at bryde frem fra en tåge af udvaskede synths og stilforvirrede produktioner.