Frost Festival: Marching Church indtog kirkerummet som en femhovedet djævel

Frost Festival: Marching Church indtog kirkerummet som en femhovedet djævel
Foto: Malthe Ivarsson

Marching Church er netop hjemvendt fra en omfattende turné i frihedens land. De har tilbagelagt kilometer af amerikansk highway, nedlagt hobevis af venues og formentlig sovet skidt på det seneste. Og selv om den slags ikke gør én i stødet, er det nok den bedste træning, et rockband kan få.

Det var også en skarpladt kvintet, der under Frost Festival indtog kirkerummet på Blågårdsgade. Under mørklagte mosaikker og blandt et hav af ulmende glødepærer på stilke lagde bandet langsomt og sikkert fra med den dunkle bluestraver ’Florida Breeze’.

»Feel me«, sang Elias Bender Rønnenfelt intenst og indfølt bag det kulsorte pandehår, og det virkede lige så selvopfyldende som det tilsyneladende var selvmartrende for den dragende frontmand. Han slyngede sit korpus rundt på scenegulvet som en besat. En ung, besat rockgud med et guldskærf om livet.

Aftenens repertoire bestod mestendels af sange fra bandets seneste album ’Telling It Like It Is’, men de på indspilningerne så eminente orkestreringer gav ikke god genlyd i Guds eget hus. Eller genlyd, jovist, bare for meget af slagsen. Rumklangen var ustyrlig, og mange finesser forplumrede desværre ofte i rungende støj.

Men hvad der ikke var af decideret vellyd, var der til gengæld af magisk energi og obskøn performance. Uanset at ’Heart of Life’ virkede for ilter, og at hver eneste korstemme gnavede i marven på ’Inner City Pigeon’, vandt bandet på sin insisteren og deres stærke materiale.

På ’Lion’s Den’ brillerede Rønnenfelt i blasert tamburinspil og sart falset, og sangens underspillede arrangement forenede sig med den flagrende akustik. Et saxofonbidrag bød dog atter kakofonien velkommen på ’Information’, og et trommeskind måtte lide sin død under Anton Rothsteins tordende tæsk.

De absolutte højdepunkter kom til sidst i form af en mageløs og mareridtsagtig Las Vegas-sjæler og den Rolling Stones-klingende ’Calenture’, som ledte op til en hektisk fremførsel af ’2016’, hvor en frådende punkpuls bankede blasfemisk gennem det stående publikum.

Det var som et symbol på Marching Churchs djævelske agenda og et af flere strålende momenter til en overordnet god koncert – trods omgivelserne.

Marching Church. Koncert. Koncertkirken.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af