Kellermenschs ‘svære toer’ er snarere konturerne af noget større
’Den svære toer’ er verdens ældste kliché indenfor rockkarrierer. Men ingen havde vel drømt om, at der i den ånd skulle gå syv år mellem sidste pip fra de esbjergensiske mørkemænd i Kellermensch (ep’en ‘Narcissus’) og denne albumtoer. Forklaringerne er tredelte: Dels har bandet været ramt af en gammeldags skriveblokade hos frontmand Sebastian Wolff, dels det øgede pres, der følger med at blive signet på et major label, og endelig, at der gik bogstavelig familieforøgelse i den.
Med rollingerne sværmende om anklerne er det dog stadig lykkedes Kellermensch at vride et vanligt sodsværtet udspil ud af ærmet. ‘Goliath’s sortsyn stikker dog til tider ikke helt så dybt som på den selvbetitlede debut. I hvert fald er der lyse pletter at sole sig lidt i, som den gadedrengehoppende ‘All That I Can Say’ og lukkeren ‘How To Get By’, der barberer Kellermenschs ellers så bombastiske instrumentering helt væk.
Undertiden er det i tilgift også som om, at den megen bulder og brag ikke rigtigt har så megen klangbund. Åbneren ‘Bad Sign’, som også agerede forløbersingle for albummet, gungrer ildevarslende og stemningsfuldt, men forløses aldrig, og ‘Mediocre Man’ stamper ivrigt afsted, men ender desværre stadig som albummets mest middelmådige nummer med at klinge mere af gyngende blød Kaizers Orchestra-umpa, end rock med benene plantet solidt i mulden og et stålfast blik udover et brølende Vesterhav.
Spændstigheden kommer omvendt i form af den kontante ‘Carrying My Name’ og komplet balstyriske ‘Moth’, der for alvor sætter Kellermenschs anden vokalist, growleren Christian Sindermann, i spil. Og mørket opsluger og bjergtager for alvor på den afgrundsdybe ’Lost At Sea’ (hvem andre end et band fra Esbjerg skulle kunne bruge metaforikken om at være i havets vold bedre?) samt den tordnende flotte ‘Remainder’, som begge endelig giver albummet den tyngde og pondus, det pletvist savner.
Det er derfor desværre heller ikke helt det monstrøse magnum opus, man efter den lange ventetid måske havde tørstet efter. Fremfor det store, almægtige værk, er det måske snarere konturerne af noget større, som vi blot har i vente endnu. Men som en eksamen udi den førnævnte disciplin ’den svære toer’, er den så absolut bestået.
Må ‘Goliath’ blive en fertil grobund for endnu mere smuds fra kælderen, for Kellermensch kunne faktisk sagtens gå hen og blive Danmarks næste store rockband. Og for helvede, hvor man kunne længes efter, at en original genrebastard som de her seks gutter, der i deres æstetiske fikspunkter skræver over alt fra den dunkleste tungrock henover musikalske Tollundmænd som Nick Cave & the Bad Seeds til fællessangsromantik á la Arcade Fire, kunne plante sig tungt og velfortjent på dén trone.
Kort sagt:
Kellermenschs ‘svære toer’ er desværre ikke helt det monstrøse magnum opus, man efter den lange ventetid måske havde tørstet efter. Fremfor det store, almægtige værk, er det måske snarere konturerne af noget større, som vi blot har i vente endnu. Må næste udspil gå direkte efter struben, for Danmark fortjener kældermenneskerne her på tronen som vores næste store rockband.