Actress er tilbage for fuld højttalerudblæsning: ’AZD’ er et elektronisk storværk
Siden sit seneste album, ’Ghettoville’ (2014), har britiske Actress leget stilleleg. Men den knap så mundrette titel på producer Darren Cunninghams femte studiealbum får i sig selv høresansen på arbejde. Med fuldtræfferen ’AZD’ (udtales azid) råber han 12 elektroniske og maksimalistiske tracks ud i versaler.
Albummets opbygning er som sædvanligt præget af leg med disharmoniske beats op ad en afdæmpet synth, der holder sig i baggrunden. De indbyrdes ganske forskellige kompositioner rummer et utal af niveauer, hvis originale effektunivers er både hengivent og professionelt afstemt af Cunningham.
Med den underspillede magtdemonstration ‘There’s An Angel in the Shower’, der lyder som tre i sig selv veludførte low-key-tracks oven på hinanden, viser han sig endnu en gang som en mester i at lægge lag på lag af overbevisende instrumentalt kendskab oven på hinanden, uden at resultatet kommer til at virke overpyntet. Hertil formår Cunningham at udjævne sine stemningsskift mellem numrene i så glidende nuancer, at albummet som helhed fremstår både indbydende og cool.
Ømheden for hvert enkelt element i de monstrøst detaljebesatte spor træder især frem på et nummer som ’Fantasynth’, hvor den kvækkende monotoni efterhånden trænger igennem og udgør et fast holdepunkt op mod den indviklede rytmebrud fra begyndelsen.
Det er vigtigt at understrege, at Actress’ afslappede forhold til more is more aldrig bliver påtrængende over for lytteren. De dybe basklange og akkorder, for eksempel på ’Falling Rizsaz’, føles helt andægtige at lytte til. Som om de indeholder en dyster, men saftig house-hemmelighed.
Collageagtige passager af melodisk synth slår til og fra hele albummet igennem, gerne i følgeskab med et strejf af klokkespil eller samplede, sammenknækkende vokalfragmenter. På ’X22rme’ får minimale beats lov til at dominere, ligesom den deep-housede melankoli på den efterfølgende ’Runner’ overskyller lytterens svedige muskulatur i veloplagte, løbetursegnede 4/4-beats.
Alligevel er det det overraskende vellykkede (næsten) fravær af harmoni, der er det mest iørefaldende ved albummet. De mere enkle melodier forbliver skyggeagtige statister i Actress’ passive/aggressive danseforestilling, hvor valget af trommemaskinen som alter ego virker som den eneste stilistiske overvejelse.
Det er fra Cunninghams side en imponerende præstation i sig selv, at ingen af de millionvis af taktslag på ’AZD’ kommer til at virke hverken overflødige eller ensformige.
Kort sagt:
Uprætentiøse Actress er tilbage for fuld højttalerudblæsning med ’AZD’, hvis numre både fremstår som et sammenhængende storværk inden for elektronisk musik og selvsikre enspændere på dansegulvet.