Fløjten er det nye sort i hiphop: Her er de 10 vigtigste tracks i den nye trend

Fløjten er det nye sort i hiphop: Her er de 10 vigtigste tracks i den nye trend
Lil Yachty og D.R.A.M. i videoen til 'Broccoli'.

Glem alt om sprøde trommemaskiner, fængslende synth og bundløs 808-bas for en stund: Rap er gået til fløjten. Over de seneste måneder har det været noget nær umuligt at undgå fløjtens genfundne opblussen i hiphop-land – og folk ser ud til at elske det. Selv om det rørformede blæseinstrument, hvad enten det drejer sig om en blok-, pan- eller tværfløjte, er ret så beskedent af størrelse, ser det ud til at have nærmest astronomisk hitpotentiale.

Af nævneværdige eksempler finder man D.R.A.M.’s ’Broccoli’ og Kodak Blacks ’Tunnel Vision’ – begge ret så syrede konstellationer, der alligevel har demonstreret besynderlig gennemslagskraft som følge af drøngode Billboard Hot 100-placeringer. For slet ikke at tale om Futures monumentale ’Mask Off’, der har vundet terræn både på hitlisterne og internettets meme-holdige popkultur, hvilket om noget er tegn på rap-fløjtens steppebrandsagtige popularitet.

Men faktisk er fløjtesamples langt fra en ny dreng i hiphopklassen. Allerede kort inden årtusindskiftet og midt i 00’erne evnede fordums sværvægtere som Jay Z (’Big Pimpin’), Timbaland (’Indian Flute’) og 50 Cent (’Just A Lil’ Bit’) nemlig at profitere på hvislende piberytmik. Senere blev fløjtens forunderlige trolddom ligeledes benyttet af Kendrick Lamar (’HiiiPower’) såvel som kultrapperen Yung Lean (’Kyoto’), der med et beat båret af overjordisk panfløjte begik lidt af en obskur undergrundsklassiker.

I dag danner fløjtesamples overvejende produktionsunderlag for toneangivende sydstatsproducere som Metro Boomin og Southside. Men som ringe i vandet har pibeinstrumentets slangetæmmermagnetisme også spredt sig til både Drake og Danmark.

Her præsenterer vi i kronologisk rækkefølge – ældst til nyest – 10 tracks, der har taget del i og udbredt den fremherskende tendens.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Future ‘Monster’

Okay, så Futures kolossale banger ’Monster’ landede allerede i slutningen af 2014 som førstesingle på Atlanta-fyrstens fænomenale mixtape af samme navn, men nummeret har i årene efter vist sig som lidt af en beatmæssig pioner. Imellem det ekstraterrestriske tracks paralyserende bas og højtravende synth bæres det misantropiske omkvæd nemlig af luftig fløjte, der agerer fin modvægt til resten af det ambolttunge trap-kosmos.

Ikke underligt blev dette beat stykket sammen af både Metro Boomin og Southside, som – formentlig på baggrund af netop ’Monster’s succesrate – begge sidenhen flittigt har komponeret fløjtebeats i mange nuancer.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. 21 Savage feat. Future ‘X’

At 21 Savages diabolske fælles-ep med Metro Boomin, ‘Savage Mode’, ramte internettet og gaderne durk ind i sidste års højsommer virkede næsten som en ironisk årstidsanakronisme med projektets frostkolde slagtehus-rap in mente.

Alligevel udviste førstesinglen ’X’ med dens køligt afmålte fløjtesample en rettidig omhu, hvor den såkaldte Slaughter King og byfællen Future udveksler sociopatiske linjer over et umiskendeligt og jordslået Metro Boomin-beat. I takt med ’X’ etablerede Metro et visionært håndelag for fløjtebårne trap-ørehængere knap to år efter Futures foregangshit, ’Monster’. Og ’X’ skulle blot vise sig at blive én ud af mange fortsættelser herpå.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. 2 Chainz feat. Drake ‘Big Amount’

Ikke engang en måned efter ‘Savage Mode’ meldte endnu en prominent Atlanta-skikkelse i form af 2 Chainz sig ind i hiphoppens fløjtetendens med sit japansk inspirerede mixtape ’Daniel Son; Necklace Don’. Herpå flirter sangen ’Big Amount’ også med fløjtens – i dette tilfælde bambusfløjtearten shakuhachi – hvide magi. Og som alt dette ikke er nok, gæster selveste Drake den munkemediterende blæserproduktion tilvejebragt af forholdsvis ukendte Buddah Bless.

Med ’Big Amount’ var fløjtestrømningens broderpart i anden halvdel af 2016 stadig forbeholdt Atlanta-kredse. Men trenden skulle hurtigt vise sig at blive ret så udbredt…


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. D.R.A.M. feat. Lil Yachty ‘Broccoli’

… da D.R.A.M.’s spejderdrengede ’Broccoli’ med Lil Yachty som æresgæst dumpede ind på scenen. Forsynet med lige ratio renhjertede Pinnochio-tangenter, spruttende bas og en nærmest barnagtig-eufemistisk titel, der selvsagt alluderer til en vis forbudt urt, forplantede dette candyflossede, J Gramm Beats-producerede track sig som et omgående hit i folks hjerner.

Det var dog i lige så høj grad takket være hookets Teletubbies-skævende (og i musikvideoen postkasserøde) blokfløjte, at ’Broccoli’ gjorde sig fortjent til intet mindre end en femteplads på Billboards Hot 100-hitliste. Pludselig havde hiphoppens fløjtefeber både spredt sig til D.R.A.M.’s hjemstat, Virginia, og mainstream-hitlisterne.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Gucci Mane feat. Drake ‘Both’

Fra ’Broccoli’s nærmest genreløse regnbuerap skal vi endnu engang tilbage til Atlantas dybe syden, hvor den sejlivede trap-legende Gucci Mane residerer. Hvis én ting er lige så sikker som amen i kirken, er det, at Guwop har deltaget i rundt regnet enhver trap-trend gennem tiden. Således skrev han sig med den ominøse ’Both’ også ind i rappens herskende fløjtefetich, da 2016 var ved at gå på hæld.

Fuldstændig som det er tilfældet med 2 Chainz’ ’Big Amount’, gæsteoptræder Drake her – denne gang på omkvædet – som der tages forvarslende tilløb til med fløjteæter på vegne af både Metro Boomin og Southside.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Migos ‘Get Right Witcha’

Eftersom nymodens trap i større eller mindre grad er synonym med at følge tidens rap-tendenser, var det blot et spørgsmål om tid, før Migos også hægtede sig på fløjtevognen. En af de mere formstærke skæringer på slængets seneste ’Culture’ er den subjordiske ’Get Right Witcha’, der på vegne af canadiske Murda Beatz sømløst væver hvislende panfløjte ind i omkvædet mellem et ocean af ad-libs og stavelsesafbræk.

Det er som sådan ikke et altoverskyggende fløjtesample, der er tale om her, men det er et subtilt es i ærmet, som Murda Beatz blot et par måneder senere igen drog fordel af på Drakes ’Portland’.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Kodak Black ‘Tunnel Vision’

Ømskindede guitarstrenge og skingre jammerrim fra Kodak Blacks mildest talt grumsede vokabularium lyder måske ikke som en indlysende hitopskrift. Og så alligevel, hvis bare man tilsætter den serafiske tværfløjte, der omkranser ’Tunnel Vision’s fængselsberetninger som en bærende cementvæg.

Ørehængeren, der indkasserede en fornem 6.-plads på Billboards Hot 100, agerer andensingle på Florida-rapperens nyligt udgivne debutalbum, ’Painting Pictures’, mens beatet er kreeret af både CuBeatz, Southside og Metro Boomin.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Future ‘Mask Off’

Her kommer den så: Det nuværende fløjtebeat over dem alle, Futures ’Mask Off’, der på flere måder er blevet indbegrebet af den verserende trend. Atter engang befinder tag-teamet Southside og Metro Boomin sig bag producerknapperne, der i denne omgang sampler fløjtestykket fra Tommy Butlers ’Prison Song’ fra 1976.

At ’Mask Off’ har tilkæmpet sig en attråværdig 7.-plads på Billboards Hot 100 må uden tvivl tilskrives lydsidens kontemplative fløjtetapetsering, der danner perfekt kulisse for rapperens trap-apokalyptiske narkonarrativer. Ikke alene har det allestedsnærværende hit affødt et utal af fløjte-memes, det er også endt med at blive Futures største kommercielle solotræffer nogensinde.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Emil Stabil ‘Over alt’

Med palaveren om hiphop-fløjtens hitlistehærgende indtog på den anden side af Atlanten af vejen, er det omsider tid til at kigge indenlands, da også dansk rap har sandet blæseinstrumentets potentiale.

Man kan sige, hvad man vil, om Emil Stabils komisk vanvittige persona og ditto lyrik, men med ’Over alt’s infektiøse, trapificerede panfløjtefundament – produceret af kumpanen Lil Producer – landede excentrikeren sig en vaskeægte radiobasker, der til stadighed er i rotation på blandt andet P3. Og så kan det for så vidt være tilnærmelsesvis ligegyldigt, hvorvidt Emil Stabil er en udspekuleret satiriker eller for alvor har en skrue løs.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Drake feat. Quavo & Travis Scott ‘Portland’

Det ville have været en kommercielt forspildt chance af Drake ikke at snige et fløjte-track ind på sit seneste (og i den grad streamingfikserede) album, ’More Life’. Så det har han naturligvis gjort i form af den opstemte ’Portland’, der indtil videre har taget sølvmedaljen i streams på det bastante projekt næst efter ’Passionfruit’.

Foruden at indeholde autotune-sovsede gæstevers fra både Travis Scott og Quavo bryster ’Portland’ sig (som tidligere nævnt i listen) nemlig af en Murda Beatz-blokfløjte ikke ulig den fra D.R.A.M.’s ’Broccoli’, hvorfor der her er tale om noget nær en formularisk sællert.

Læs anmeldelse: Drake ‘More Life’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af