Båden er lagret med Gents, da vi lægger fra kajen på Islands Brygge i København. Theis Vesterløkke er produceren og den høje, rolige kaptajn ved roret. Overfor mig sidder Niels Fejrskov Juhl, sangeren og lyrikeren med den skarpe kæbe, boy band-sideskilningen og de søgende øjne. Fra tasken har Theis netop hevet den flaske cava, vi drikker, mens vi sejler igennem kanalerne. Det er sådan noget duoen gør – kæler lidt for sig selv og deres omgivelser, siger de, og har ikke noget imod (med et smil på læben) at kalde sig selv moderne yuppier.
Man skal ikke bruge mere end en halv time og et par glas på vandet med de to 25-årige musikere, før man indser, at de er nogle rare fyre. Snobbede yuppier? No way. Nærmere høflige og milde drenge, der gerne vil inkludere.
Duoen imponerede i 2015 med deres debut-ep, ’Embrace The Future’, hvor den skarpt skårede og 80’er-inspirerede pop gav lyst til både at danse og hænge tilfreds i baren med en lækker paraply-sjus. Deres anden udgivelse, debutalbummet ’About Time’, er ikke bare en fortsættelse af ep’en. De er et andet sted end for to år siden, og det kan man høre på pladen, der åbner deres univers mere op og i større grad tør folde nye lyde og universer ud: Her er drømmende, næsten loungede flader, der skaber en forankret ro i Gents-universet, hvor spanske guitarer og synthesizers får lov til at flagre stille i luften. Debutpladen tilføjer et mere skævt og tænksomt åndedrag ved siden af de melodiske og dansevenlige sange.
Så forskellige, men alligevel ens
Patos og Logos kalder de hinanden, mens de griner lidt. Men de mener det faktisk. Det er mere det med at bringe Aristoteles’ retorik ind i samtalen, mens man sidder på en lejet båd i kanalerne i København og drikker tør cava. Filosoffen beskrev med ordene patos, logos og etos de tre grundsten, der danner menneskets psyke. Vi føler, vi bruger vores logik, og vi navigerer efter vores etik.
Patos er Niels. Tænkeren. Grubleren. Eksistentialisten. Ham, der alligevel er lidt bekymret for, om vi egentlig må drikke på båden, og ham, der bruger en samtale – dels med sig selv, dels med Theis – på at diskutere, om han kan nå hjem og hænge sit vasketøj op, inden de skal videre. Men Niels er også ham, der bringer noget højtragende ind i Gents og udfordrer den lette og åbne lyd med noget ekstra tyngde. Hans dybe, croonende stemme mejsler – på en måde som få andre stemmer i dansk musik – hans tekster ned i sangene. Lyrik fanget mellem selvrealiseringens drømme og livets lurende tvivl og angst.
Logos er Theis. Den Rationelle. Roen. Fastholderen. Ham, der maner til besindighed i tilspidsede situationer, når stressen kommer snigende, og ham, der tror på, at det hele nok skal gå. Ham, der let hovedrystende konkluderer for Niels, at det ville være tåbeligt at tage hjem kun for at hænge tøj op, og at det nu nok går, at vi drikker en sjus på båden. Men det er også Theis, der har tøjlerne i duoens skæve, men intuitivt melodiske produktioner, der er den faste ramme om Gents’ lyd.
På måder ligner de også hinanden. For eksempel i risikovilligheden og deres vilje til at få ting til at ske. De kommer begge fra trygge hjem, hvorfra de altid er blevet opfordret til at gå ud i verden med løftet pande og mod på livet.
Efter at have kendt hinanden perifert siden efterskolen, tog det derfor også kun en samtale på en bodega en sen aften, før de var enige om, at de begge var trætte af at være, hvor de var i livet i København. Deres intuition fortalte, at de passede godt sammen og kunne være hinandens katalysatorer for ‘noget mere’ – for drømmen om musikken. Kort tid efter, uden planer, landede de i Berlin og var i gang med at lege sig frem til deres debut med det sigende navn ‘Embrace The Future’. Ep’en blev skabt i en afslappet stemning mellem ture ud i Berlins natteliv og over masser af stegte spejlæg. De var et spændende og entusiastisk sted i deres liv, og åbningssangen på ep’en hed meget passende ‘Whole New Life’.
Det var igennem dette første år, de fandt ud af, at deres intuition havde ret – de klikkede og havde virkelig manglet hinanden. Et forhold de siden 2014 har bygget videre på:
»Vi er på en måde en slags yin og yang. Jeg har siddet meget nede i en kælder i Lyngby og nørdet synthesizers. Jeg ville gerne lave popsange, men ikke rigtigt være popsanger. Det var altid et stort issue for mig at skulle stå forrest og synge. I Niels fandt jeg den diva, jeg ikke havde i mig selv,« fortæller Theis.
Niels tilføjer: »Og jeg manglede en, der kunne være nørden for mig, kunne følge nogle ting mere til dørs og fastholde mig. Der skal selvfølgelig også være tid til, at man kan gøre noget alene, da musik også meget sker inde i én. Men musik er blevet en meget social ting for os, hvor vi rækker ud mod hinanden og deler«.
Ikke længere de nye drenge
I uroligt farvand har Theis styret båden perfekt ind i båsen ved kajen. Selv billetmanden ved bådudlejningen bliver nødt til at smide et »smooth«. Theis tager imod komplementen med et tak på den samme stille facon, som da jeg tidligere fortalte ham, at der var en aura af ro omkring ham. »Det får jeg da at vide engang imellem«, var hans svar.
Vi er gået op på kajen og over til Café Haraldsborg, en af Islands Brygges brune bodegajuveler, hvor vi varmer os på tre kopper kulsort kaffe og en flaskeøl. Vi taler om deres lyst til at søge udad med debutalbummet. På ’About Time’ tør de mere. I forhold til ep’en er debutalbummet en slags Gents deluxe. De har involveret dygtige producere i den kreative proces, den eksperimenterende rocksangerinde Emma Acs er feature på førstesinglen, ’Cold Eyes’, og de har åbnet mere op og bevæget sig ud over deres grænser mod mere singleskåret og direkte new millennium-pop, men samtidig også mod udfyldende og syrede soundscapes.
De er enige om, at det er fedt at være dem, folk kigger på nu, men samtidig er uskylden og naiviteten forsvundet med den eventyrlige forestilling om musikerlivet. Et liv, de kun for alvor havde set fra den polerede forside indtil for et års tid siden. De har måttet omstille sig fra at være supportbandet og de nye drenge, som kun kunne overraske positivt, til at skulle måle sig med de bands, de altid havde set op til. Efter en propfyldt koncert på Roskilde i 2016, og efter de gik fuldtid på musikerlivet, er de nu på indersiden. Det har til tider været skræmmende, og det er noget, de har har haft mange, lange snakke om:
»Det er ikke længe siden, vi bare var et par homies, der lavede nice musik, og vi har været usikre, da vi pludselig skulle måle os med alle mulige andre. Niels er sanger, og jeg er producer, men man kan komme til at tænke, at vi synger og producerer ad helvede til, når man kigger på alle de andre sindssyge musikere derude. Men vi har fundet ud af, at vi skal gøre det på vores måde. Og det er sgu okay,« siger Theis.
Med tvivl og spørgsmål som præmis
Usikkerheden har alle nye bands nok følt på et eller andet tidspunkt. Den er en præmis, når man vokser som musiker og som menneske. Og måske derfor er det også en præmis i Niels’ lyrik. Mødet mellem den ensomme tvivl og drømmen om den store selvrealisering er i al fald begge tydelige i hans tekster.
»I min grundvold er jeg usikker på alt, jeg gør. Jeg er en tvivler. Sådan er det bare. Men omvendt vil jeg også erobre verden, og jeg forstår ikke, når folk ikke synes, jeg er den fedeste fyr. Men det er jo det moderne menneskes grundvilkår – paradokset i at være frembrusende, men undskyldende. Men den eksistentielle tvivl har eksisteret i alle generationer, er jeg sikker på. Bare på andre måder, end vi oplever den i dag. Jeg sidder generelt med flere spørgsmål end svar, når jeg skriver,« siger Niels.
Theis tilføjer: »Det er en form for ‘her er jeg!… men er jeg god nok!?’. Sådan føler jeg især, Niels er, i et mere ekstremt tilfælde end andre jeg kender. Men det er noget, man kan se i alle mulige mennesker inklusiv mig selv. Niels er dog virkelig godt til at please andre, før han tænker på sig selv.«
Spørgsmål og usikkerhed behøver ikke at være negativt, er de to enige om. Tværtimod kan spørgsmål og tvivl også fortælle os, at vi ikke er alene.
»Mine tekster rækker på den måde også ud mod folk, og siger ‘hey, det er fint nok, du er altså god nok, selvom du ikke ved alt,’ og det synes jeg, er en positiv ting.«
Når alt kommer til alt, er spørgsmål jo vejen til at tænke de store tanker. Det er, når man skal stille sig selv de rigtige spørgsmål, man udvikler sig, reflekterer Theis og fortsætter: »De, der kommer med alle svarene på, hvordan livet hænger sammen, er ofte dem, der ikke rigtigt har fattet så meget«.
Deres musik skal række ud og stille spørgsmål, er de enige om. Den skal give rum til, at folk kan skrive deres egne historier mellem tvivlen og drømmene – ind i festen og den positive energi, hvor humor også har en plads og inkluderer. Gents må gerne rumme lidt af det hele, så alle inviteres indenfor. Ind til et sted, hvor de kan se sig selv igennem linser af tvivl, glæde, vilje og håb.
Gents spiller til Smash!Bang!Pow! og Soundvenues Spot Festival pre-party på Radar den 4. maj og i Pumpehuset den 5. maj.